Ole Lassenius Kramp

  Begivenheder i hans liv:

1. Bopæl, 1917-1930, Sommervej 5 Charlottenlund København. ¹
Danmark

2. Uddannelse, 1935, Ordrup Gymnasium København.

3. Uddannelse: Tandlægeeksamen, 1941.

4. Beskæftigelse: aut. tandlæge Åkirkeby, 1943.

5. Bopæl, 1943, Doktorbakken 3 Åkirkeby Bornholm.
Danmark

6. Familiebillede: Familien Kramp Guldbryllup, 1962. Denne begivenhed blev delt med Christian Stochholm Neven*, som også delte den med Charlotte Kramp (Vidne), Frode Otto Stochholm Neven* (1922-2000) (Vidne), Grete Kramp (1914-2001) (Vidne), Inger Lise Kramp* (1924-2021) (Vidne), Jørgen Lassenius Kramp (1915-1987) (Vidne), Lone Kramp (1951-) (Vidne), Ole Lassenius Kramp (1917-1994) (Vidne), Paul Lassenius Kramp* (1887-1975) (Vidne), Per Lassenius Kramp (1918-2001) (Vidne), Steffen Kramp (1949-) (Vidne), Svend Kramp (Vidne), Tove Ingrid Prasz (1924-) (Vidne), og Vibeke Frisenette (1946-2015) (Vidne)

7. Udmærkelse: Bevaringspris, 11 Mar. 1983. Denne begivenhed blev delt med Anna Grete Knudsen (1918-2008) (Vidne)

8. Beskrivelse: Kane. Familien Kramps kane er kommet til ære og værdighed i AakirkeJULEby
Af Søren Wolff 7. februar 2019 kl. 16:25

Af Gitte Quaade

For kort tid siden kunne man på Søren Wolffs blog læse en artikel, hvor Svend Kramp, søn af tandlæge Ole Kramp, fortalte om sin barndom i halvtredserne. Familien Kramp havde en kane, som de blandt andet brugte til dejlige ture i skoven. Det var den gang, der var vinter til!


Et gammelt billede af den ca. 70 år gamle kane.
Kanen stod på ejendommen på Doktorbakken, indtil Grethe Kramp skulle flytte, og Svend Kramp ringede i 2001 til Cai Andersen i Ugleenge, fordi de gerne ville af med den nu.

Det viste sig, at kanen havde en historie, som flere kendte noget til. Smed Jørgen Skotte havde som lærling set smeden lave jerntøjet til kanen i nittenhundrede og fyrrerne. Der blev den gang fremstillet 4-6 kaner, som alle blev solgt på nær én, der endte på smedens loft. Her stod den i ca. 25 år, indtil tandlæge Kramp begyndte at interessere sig for heste. Han købte kanen og fik den gjort køreklar, hvorefter den blev brugt til at køre omkring i byen og på landet.

Senere er kanen kommet i Rudolfklubbens besiddelse, og hvert år står den på Torvet i december måned med Rudolf spændt for. For øjeblikket står den skilt ad på Bavnehøj og venter på en større overhaling, så til næste jul vil den ca. 70 år gamle kane stå fin og nyrenoveret på sin plads på Torvet.

Fra Lise Kramps bog fra sommervej: 2001

Herregården "Nordfelds" brand
Følgende er afskrifter fra 2 mønske aviser 3. december 1885
MØNS AVIS
I Tirsdags Aften mellem Kl. 8 og 9 såes herfra en stærk Ildløs i nordøstlig Retning. Det hed først, at det var i Keldby, at Branden rasede; senere omtaltes det, at det var en Gaard i Østermark, der gik op i Luer. Ud paa Natten kom først paalidelig Meddelelse om, at det var Herregaarden Nordfeld, tilhørende Hr. Excell. Grev Danneskjold-Samsø, der brændte. Efter hvad der er os meddelt, formodes Ilden at være opkommen i Svinestalden; herfra forplantede den sig hurtigt til flere andre nærved liggende Bygninger. Begge Kostalde, Hestestalden til Materialgaarden, Tærskeladen, Resten af den gamle Hovedbygning og den nye Mejeribygning, hvilke alle brændte tilligemed det i Mejeribygningen værende Inventarium. Ligeledes brændte al utærskede Sæd: Hvede, Byg og havre. 200 Køer, Kvier og Kalve samt ca 100 a 130 Sviin indebrændte, hvorimod alle Hestene bleve reddede. Forpagter Blædel, der havde været i besøg paa Aalebækgaard hos sin Svigerfader, blev paa Hjemvejen opmærksom paa Ilden; men inden han naaede Nordfeld havde den fuldstændig omspændt alle Bygninger.
Forpagter Randbøll, der strax ved Ildens Udbrud forsøgte at redde Qvægbesætningen, maatte igennem en lille Lue redde sig ud af Bygningen, da det brændende Tag skred ned, han blev noget forbrændt paa Hænder og Arme; men ellers kom, saavidt os bekendt, ingen Mennesker tilskade. Det lykkedes kun at faa 5 a 6 Køer ud, og efter hvad der siges, nogle faa Stykker Sviin, dog kun i temmelig forbrændt Tilstand. Flere Sprøjter kom hurtigst muligt til Brandstedet, men det var umuligt at redde nogle af de Bygninger, hvori ilden havde faaet fat. Kun med Nød og Neppe lykkedes det at redde den nye Herskabsstald. Af det store Bygningskomplex staar altsaa endnu som ubeskadiget af Ilden: Det nye Slot, Forpagterboligen, Buelængen og den nye Herskabsstald. Alle øvrige Bygninger gik fuldstændig op i Luer.
MØENS FOLKEBLAD 3. dec 1885 udkom med følgende overskrift:
Stege, den 2. Decbr. 1885.
I Aftes ned-brændte den gamle Del af Nordfeld Alvsgaard, hvori blandt en Lade med utærsket Sæd, Byg og Hvede. Af Kvægbesætningen, omtr. 200 Stk. Ungkvæg, Kalve og Køer, reddes kun faa Stykker - der siges 3 a 4 - og ligeledes indebrændte omtr. 100 Svin. Mærkeligt nok lykkedes det at redde en Snes Svin omtrent efter at Stalden var nedbrændt, ved at der bestandig sprøjtedes ind til dem. Heste og Faar reddedes alle. Faarehuset laa i Vindsiden og blev derfor skaanet af Ilden. Om Ildens Opkomst vides endnu intet bestemt, kun antages den at være begyndt i Svinehuset, som laa lige vest for Kostalden. Røgterne, som have Kammer ovenpaa Kostalden, maatte flygte i saa godt som i det blotte Linned, men fik dog kastet noget Tøj ud af Vinduet til at trække paa. Pigerne, som boede ovenpaa i Mejeribygningen, fik brændt deres Tøj, hvorimod Karlene, ialtfald til dels, fik reddet deres. Forøvrigt kan man tænke sig, at den store Masse Bygninger dannede et mægtigt Flammehav, dertil kom saa endvidere en Stabel Brænde paa ca. 50 Favne.
Forpagteren var fraværende ved Ildens opkomst. Ved sin Hjemkomst traf han hele sin Bolig ryddet for Indbo, som laa ude i Haven.
Gaardens samlede Assurancesum er ca. 260.000Kr., men deraf kommer paa de ny Bygninger, som reddedes, omtrent 190.000Kr., disse er en stor Lade, Forpagterboligen, Hovedbygningen og den nye Stald, deraf var den sidste mest udsat.
Fra anden Side har vi modtaget følgende Meddelelse om Branden: Den 1.Decbr. Aften Kl. ca. 9 opstod Ild i Nordfeld Hovedgaard, og i Løbet af kort Tid nedbrændte Svinestalden, Kvægstalden samt Hestestalden, ligesom en stor Kornlade fyldt med indavlet Sæd og Mejeribygningen. Da Ilden udbredte sig med stor Hurtighed, nedbrændte saa at sige alt Kreatur, ca. 200 Stk. Kvæg og 100 Svin. Hestene derimod reddedes.
Ilden formodes at være opstået i Svinestalden, men hvorledes er endnu ikke oplagt. Besætningen var assureret, men Ejerene, Grev Danneskjold-Samsø og Forpagter Blædel lider dog betydeligeTab.
---------------------------------------------------
Dette tab for Forpagter Blædel kan især læses af skatteligningens forskel fra 8.jan.1891 fra Elmelunde sogn.
Han stod som nr. 2 til 150 kr; for i 1894,
1.jan. fra Stengaarden i Magleby sogn til 15 kr.
for 1.jan 95 står der intet.
Han døde 9.okt.1894 på Stengården og ligger begravet på Elmelunde kirkegård.
Dødsfaldet blev anmeldt fra Skiftefretten til aviserne 11. okt. 1894: 9.okt. Carl Fr. Blædel, Forpagter af Stengaarden.
-----------------------------------------------------
Var flyttet fra Nordfelt til Stengården, hvor han blev forpagter under Klintholm Gods fra 1891 til sin død.
Mormor rejste til København med de 4 børn i begyndelsen af 1895 og boede i den første tid hos sin faster Charlotte Randbøll, som var flyttet fra Stege efter hendes mand: Distriktslæge Randbøll, var blevet indlagt på Vejle sanatorie, hvor han døde 1903.
Andre oplysninger fra Blædelerne på Møn og videre til København:
For at fortsætte efter branden, så kunne moster Kaja huske den situation, at de kørte hjem fra bedsteforældrene på Ålebækgård i mørket og da de drejede fra landevejen og skulle mod nord, så at himlen var rød, og at faderen råbte: "Det er Noerdfelt der brænder", så piskede han på hestene. Hun har kun været to år, men det har gjort et dybt indtryk på den lille pige.
Mor blev født på Nordfelt umiddelbart før de flyttede til Stengården. Derfra kunne mor huske nogle få ting, f.eks. at mor gravede en pragtfuld mælkebøtte op og plantede den i en krukke midt på bordet. - også at mormor altid sagde: Snus børn, og tag luft med hjem. - og sendte børnene over i kostalden forkølede, der var dejlig varmt.
I tiden efter morfars død (vi har altid hørt, at han faldt om ude i marken, men det passer ikke, han hængte sig i laden) hjalp grevinde Danneskjold-Samsø mormor på forskellig vis, f.eks med at få et arbejde med at sy prinsessernes udstyr efterhånden som de skulle giftes, - og betalte børnenes skolegang, først hos komtesse Knuth på Amalievej, derefter i Frøken Zahles pigeskole. Hvor drengen Knud gik, ved jeg ikke, han var ligesom aldrig med.
At lade de tre piger gå i den fornemme skole, var vist ikke ret klogt, de kunne jo slet ikke leve op til den standard, de andre piger levede i. Mor omtalte aldrig evt. klassekammarater, moster Dora var mere ligeglad, hun var meget kvik og havde mange veninder, hvad mor aldrig fik, heller ikke som voksen. Det fik moster Kaja, da hun efter skolen blev ansat i Nationalbanken som tællerske, sad og talte penge op -hele livet-. Det var en stilling for unge kvinder af gode familier, men som altså ikke blev gift, hun blev hos mormor og var typen på den ugifte dame, der havde utrolig mange kulturelle interesser.
Mormors skæbne var jo tragisk, født på en stor gård, frue på forpagterbolig her og der --og så--- Men aldrig sørgmodig, altid smilende og glad, åh som hun kunne le, jeg husker hende godt, for jeg kom ofte hos hende og moster, når jeg havde aftentjeneste på teateret, først til middag og så sent for at sove hos dem, når jeg da ikke var hos tante Annie.
De boede den gang på Dronning Olgasvej, på 5.sal, men så kom de til Harsdorffs Vej på Frederiksberg, i stuen. Der boede moster også efter mormors død i 1937 til hun flyttede ud til Gentofte på et plejehjem i sine sidste år.
_4... Kaja var den ældste, f.1883, så kom Hilda, f.1886 og død 3 mdr. gammel. Så kom Knud, 1887, men ham hører man næsten ikke om, jeg kan godt huske ham som en meget stille mand. Han arbejde på Carlsberg hele livet som arbejdsmand, blev gift med Margrethe, der var på en cigarfabrik, de var begge prægede af det miljø, men jeg holdt meget af tante. De fik kun et barn, Werner, 1922, en flink fætter, blev assistent i Ø.K. Deltog som frhedskæmper i en aktion i Griffentfeldsgade, hvor han blev dødelig ramt, 30.april 1945. Med ham gled vi ud af slægten Blædel, han var den sidste "Mand".
Så kom Marie, men først vil jeg omtale Dora, der blev født på Stengården i 93. Hun blev sygeplejerske på Bispebjerg, men forlod det, da hun blev gift (den gang kunne en sygeplejerske ikke være gift). Georg Jensen blev en meget rig bagermester, og var man rig den gang i 20-30erne så var man rig, stor villa, 2 biler, heste, tennisbane og sommerhus i Kildekrog. Jo, han var den rige onkel.
Og så tilbage til mor (Marie Bolette). Hun fik uddannelse til lærerinde ved Frk. Zahles Seminarium, en 2årig uddannelse, som blev bekostet af grevinde Danneskjold-Samsø. Derefter var mor et år privatlærerinde på en stor gård i Jylland, men kom så på et kontor for at tjene lidt mere til sit udstyr, for nu var hun blevet forlovet med far.
De mødtes i Viborg, hvor mor som 17årig var på sommerferie hos sin moster Astrid Lomholt g.m.højskoleforstanderen og der blev far indlogeret under en øvelse med Akademisk Skyttekorps ----se det var romantik---
Tilbage i København gik mor stadig på Zahles, men far mødte hende ofte på hjemvejen, han var jo endnu kun studerende, havde et par år endnu, skulle først aftjene sin værnepligt, så de var forlovede i mange år, blev gift 15 maj 1913.
Som barn var mor ret svagelig, så da de var flyttet til København, blev hun sendt ned til en onkel Ernst (Jeg er ikke klar over hvor han er i slægten) i Godsforvalterboligen på Gaunø, der var hun hver sommer lige til hun blev 16 år, for derefter at komme til Viborg. Mor havde mange gode minder fra Gaunø, legede med komtesserne i legehuset i Parken. Det står der endnu. En gang da vi var på køretur med Alfred og Grete i 1939 så mor det for første gang igen, der var intet forandret. Mor fortalte også at der på stien i Skoven måtte de altid læne sig frem over hesten for ikke at få grenene i ansigtet, - men ak- nu var træerne jo vokset---
Hver gang mor fik lyst til at flytte om eller bygge til i huset på Sommervej, sagde far altid: "Åh, du med dine herregårdsnykker".
Når jeg skrev, at mor ingen veninde havde, så var det nærmest begrebet "skoleveninde" bevaret hele livet. Far og mor kendte mange mennesker, havde en ret stor omgangskreds, men det var gennem far, skytterne og kollegaer fra museet, samt den store familie på begge sider. Mor havde sine bridgedamer hver onsdag, de var aldrig på fornavn, men snakken gik alligevel.
En fortrolig veninde havde hun i sin lillesøster, Dora. Hun boede også i Charlottenlund og vi kom meget sammen med familien på Ellevadsvej. Ja,ikke så meget far, han havde svært ved at tale med onkel Georg, der var for stor afstand mellem bageren og magisteren. Jeg var jævnaldrende med Søren og var der ovre næsten hver dag. Vi gik i samme klasse, gik til dans og legede altid hos dem, der var jo større forhold end hos os, Søren var sjældent hos os.
Og det var moster heller ikke, mor og hun snakkede i telefon i timevis. Så sad mor med sit strikketøj, med den ene skulder trukket op til øret. Jeg stod tit og holdt røret imens de sludrede. En gang blev jeg træt og fik så lov til at løbe over og lege med Søren, og da jeg nåede derover sad moster endnu og snakkede med mor.
Ingen tænkte på telefonregningen, for den var meget billig. Der sad en lille tæller på apparatet og hvert kvartal ringede de fra telefonselskabet og spurgte, hvad tælleren stod på, og så kom der senere en regning på 10 øre pr. samtale, ikke for minutterne. Skulle man tale udenbys skulle samtalen bestilles over rigstelefonen. Så var samtalen på tid, hvert tredie minut brød en damestemme ind og spurgte:"Tales der? -- ønsker De at fortsætte?" På den måde blev det jo ikke så lang en snak, det var noget dyrere, men da ikke som i dag.
Vi holdt altid Nytårsaften på Ellevadsvej med middag, billedlotteri og fyrværkeri, og rådhusklokkerne klokken 12, vi var i det fine tøj- jo der var stil over det. Men det holdt pludselig op, onkel Georg blev "sur" på os. Det var synd for moster, men telefonsnakken med mor havde hun da.
På det tidspunkt var jeg helt optaget af teateret og kom ikke mere sammen med Søren, der var slet ikke mulighed for private venner.
Hos mormor var der "komsammen" et par gange hver vinter. der kom familien Blædel, onkler og tanter og alle børnene. Det var til middag, utroligt at hun og moster Kaja magtede det. Vi børn sad ikke med til bords men inde i soveværelset (det var på Harsdorffs Vej, jeg husker ikke ret meget fra Dr. Olgasvej, ikke andet end at der på døren inden for på WC sad et billede fra 1890erne, der forestillede nogle børn på en gade, og hvor teksten lyder: "Ka do få me til at grine, men do må inte kildre mig.") Det værelse var mormor og mosters fælles sovestue, jo, det var en helt pæn stue. De voksne fik naturligvis rødvin, men vi fik "afbrændt rødvin". Det smagte afskyeligt, men den gang kendte man slet ikke sodavand.
Disse aftener fortsatte efter mormors død og efterhånden var vi jo ikke ret mange. Børnene var flyttet hjemmefra og de gamle var døde. Men moster købte stadig de specielle småkager i forskellige forretninger i byen, hun var jo pensioneret og havde derfor god tid til farte rundt. Så hun nød disse selskaber i familiens samvær. Det gjorde vi måske også, især i eftertankerne.
Nu har jeg vist skrevet nok om Blædelsiden, om Krampsiden er der ikke så meget at køre frem med. Per har lavet en stamtavle, den er bare ikke så let at finde rundt i som den, der er skrevet om "Slægten Blædel". Men sidder man så stille og blader i den, så kommer man til sidst helt ned til Gorm den Gamle. Der er selvfølgelig et par spring over spindesiden, men det betyder jo ikke noget i nutidens ligestilings-verden.
Slægten Kramp hører til de "borgerlige" i modsætning til Slægten Blædel, hvor der var mange præster. Far var akademiker (dr.phil), farfar var arkitekt, oldefar var snedkermester og de var tipoldefar også. Men hans far var bare daglejer og husnævning (hvad det så står for?).
Per har skrevet vores stamtavle, og jeg har spurgt ham, hvor navnet Kramp egentlig kommer fra, men det vides ikke. Daglejeren hed bare Søren Frandsen, født 1734, døbt i Viborg, hvor hans kone ligger begravet på de fattiges kirkegård. Der var 3 sønner, der alle fik efternavnene Sørensen Kramp, hvor kun den ældste, Frans, er af betydning for vor slægt som min tipoldefar. Han var snedkermester i København og hans søn, Johannes Lassenius, blev en stor borger i byen, snedkermester, oldermand m.m. med alt hvad dertil hører.
Ved at gennemgå stamtavlen finder man mange oplysninger om hver enkelt person og så er det jo også sjovt, at vi kan komme helt ned til Hans Tavsen -- skal bare sætte 13 tipper foran, og videre ned til Gorm den Gamle - men det er der nu mange slægter der kan. Om farfar, Oscar, er der noget spændende at fortælle. Han aftjente sin værnepligt som menig på fregatten "Jylland", og i "Den Selvejende Institution Fregatten Jylland"s foreningsblad 4.årgang nr. 1, 1990 er der trykt nogle breve som farfar har sendt hjem fra togtet til De Vestindiske Øer 1874-75. Heftet ligger i bogen med alle farfars viser, "Kramp: Digte og Sange" udgivet som familiemanuskript 1923.
Jeg sendte i 1990 fotokopier af de sange, han havde digtet på fregatten (se side 6-7 og 8) til foreningen, dem blev de meget glade for og sendte mig tidsskriftet som tak. Når man læser disse breve kan man undre sig over, at han kunne tillade sig de friheder - og slippe godt fra det. Var det måske hans fars indflydelse? Oldefar, Johannes Lassenius, var en fremtrædende mand i datidens borgerlige København, stifter af Håndværkerforeningen og den Tekniske Skole, alt det kan man læse om i nogle tidskrifter der er sat ind i det røde ringbind, mærket "Arkiv".
Farmor og farfar boede på H.C.Ørstedsvej 22, Frederiksberg og havde sommerhus på Sommervej nr. 11, så vi havde dem nærved hele sommeren. Jeg husker ikke meget fra deres tid der, men da farmor døde 1930 flyttede farfar ind hos sin søn Hans Henrik, der havde overtaget og helt ombygget huset til helårsbolig da han blev gift med Else. Der blev indrerret et stort værelse til farfar og der boede han til sin død i 1933. Der besøgte jeg ham mange gange, når jeg var henne og se mine små fætre, Herbert og Flemming. Den runde tindåse stod på bordet fyldt med chokoladepastiller fra Irma.
Far så vi børn i det daglige ikke ret meget til, han arbejdede hver aften inde i herreværelset, det var mor der var vores"opdrager". Jeg havde ham måske nærmere i min barndom end de andre, for han hentede mig troligt hver eneste aften, når jeg kom sent hjem fra teateret. Så stod han nedenfor trappen på Charlottenlund station. Det var så betryggende ikke at skulle gå den lange vej hjem ad Enighedsvej i mørke, Og under krigen, da de store børn efterhånden var flyttet hjemmefra, og hvor vi tre måtte rykke sammen foran kakkelovnen i dagligstuen for at spare på lys og varme ( i mit barndoms-fotoalbum har jeg tegnet situationen) mor med kabalen, far med sine videnskabelige skrifter og jeg med modehistorierne.
Selvfølgelig er der meget mere at fortælle om far, men det vil nok blive for meget om mine personlige erindringer, og det er jo en helt anden historie.
De bedste oplysninger om fars liv og virke som zoolog fåes f.eks i Krebs' Blå Bog og i Dansk Biografisk Leksikon.
Far var forsker, prøvede at finde frem til en imprægnering af træ til brug i havnebygninger til at modstå angreb af pæleorm. Metoden med at slå søm helt tæt i bjælkerne duede ikke, så far havde prøver med forskellige midler sat ned i mange af de danske havne. Det bevirkede at han ofte måtte rejse land og rige rundt og selv dykke ned efter dem. Det skete i en gammeldags dykkerdragt med "hus" på hovedet.
En gang vi ventede ham hjem, havde mor lavet lækker mad, hun gik ud fra at han havde spist på kroer o.l. hver dag, så den stod på flæskesteg og rødkål og brune kartofler. Det var ikke nogen succes, for det viste sig, at far var blevet inviteret til middag privat, og alle steder fået serveret -flæskesteg med rød= kål o.s.v. - så den ret hang ham ud af halsen i lang tid efter.
Far var vist meget kræsen, der var i hvert fald flere almindelige retter, der var bandlyste, og som jeg først fik kendskab tiLl da jeg selv skulle lave mad efter div. kogebøger.
Far var ikke hjælpsom med det huslige, det var husherren ikke den gang, vi havde jo pige, så det var først da mor blev lam efter hjerneblødningen, at han lærte at vaske op og pille kartofler, hvilket var umuligt for mor med den "dumme" venstre hånd. Men det var da godt, han havde fået det lært, for da mor døde, måtte han jo gøre det selv. Også lave mad, men det blev ofte kun til pølser og grønærter o.l. indtil han flyttede til Adelaide og så spiste nede i restauranten.
Jo - far var af den gamle patriarkalske skole. En lille episode kan illustrere det: Et par dage efter han var kommet hjem fra Grønland, sad familien ved spisebordet - far og mor for hver bordende og de fem børn langs siderne. Så lagde far pludselig kniv og gaffel og sagde: "Hvad er det? Snakker I ved bordet?" Det var nemlig uhørt i mange hjem den gang og også hos os. Men så sagde mor, at nu havde hun været alene i 9 måneder - "så tror du jeg ville sidde her i tavshed ved måltiderne? Nej, det må du finde dig i --".. Og godt det samme, for efterhånden blev midagsbordet det eneste sted hvor vi alle var samlede og kunne snakke sammen.
Nej- nu stopper, jeg kunne ellers blive ved. Men som sagt, det kan jo komme en anden gang, MÃSKE??
Skrevet i Jan 2001 Inger Lise Kramp

Familien Kramp før Lise fødsel

Ole blev gift med Anna Grete Knudsen, datter af Wilhelm Knudsen og Anna Cecilie Laurine Mathiasen, den 16 Jun. 1942 i Riisskov Kirke Aarhus. (Anna Grete Knudsen blev født den 27 Okt. 1918 i Vor Frue Kirke Aarhus og døde i 2008.)