Paul Lassenius Kramp*
- Født: 28 Jan. 1887, Sct Johannes Kirke København 2
- Ægteskab (1): Marie Bolette Blædel* den 15 Maj 1913 i Frederiksberg Kirke København 1
- Død: 13 Jul. 1975, Vangede Kirke København i en alder af 88 år
- Begravet: 1975, Assistens Kirkegård København
Notater:
Paul Lassenius Kramp
28. januar 1887 - 13. juli 1975
Af TORBEN WQLFF
Ved fhv. museumsbestyrer, dr. phil. P. L. Kramps død i den høje alder af 88 år har dansk zoologi mistet en flittig og kyndig havforsker og Naturhistorisk Forening sit ældste og et af sine mest trofaste medlemmer. Forbindelsen bagud er lang - som student blev han således undervist i plantetegning af Chr. Thornam, der var med som tegner på Galathea-ekspeditionen 1845-47.
Paul Kramp blev født i København 28. januar 1887 som ældste søn af arkitekt Oscar Kramp, af hvem han fra barnsben lærte, at et arbejde dårligt kan udføres samvittighedsfuldt nok. Hans tidligt vakte zoologiske interesser fremmedes, da familien flyttede til en villa nær Charlottenlund skov, hvor han under vejledning af sin matematik- og fysiklærer ved Borgerdydskolen især indsamlede og foretog bestemmelse af landsnegle.
Efter studentereksamen (math.) i 1905 gik Kramp omgående igang med det naturhistoriske studium. Selv om det var Th. Mortensen, der direkte inspirerede ham til at vælge coelenterater som arbejdsobjekt, blev interessen for specielt havets dyreliv stærkt befordret af hans deltagelse som assistent i tre togter ombord på havundersøgelsesskibet >Thor< _ i 1907 og 1909 i danske farvande og i 1908 i det nordlige Atlanterhav og rundt om Island, under ledelse af henh. A. C. Johansen og Johs. Schmidt. Vel gjaldt undersøgelserne fisk, ikke meduser, men han fik et indblik i biologiske arbejdsmetoder og principper, hvis betydning han senere ofte og gerne mindedes. Trods disse afbræk gennemførtes studiet på 6 år og afsluttedes med en magisterkonferens (om pilorme). Under den påfølgende aftjening af værnepligten kom han 1911-12 med >Ingolf<< på vintertogt til Vestindien. På turen frem og tilbage over Atlanten foretog han hver nat planktontræk med store straminposer til dr. Schmidt og på ensomme vagter i >>bjergemærset<< agter noteredes dagligt de sø- og trækfugle han observerede; disse optegnelser publiceredes senere i D. O. F. T.
Efter en kortvarig ansættelse hos englænderen dr. H. M. Kyle ved det internationale bureau for havundersøgelser blev Kramp i sommeren 1912 assistent ved Kommissionen for Havundersøgelser. I godt to år arbejdede han her med fiskeæg og -unger hos A. C. Johansen og med plankton hos C. H. Ostenfeld, og om sommeren kortlagdes fra kommissionens motorbåd rødspætteyngelens udbredelse.
Verdenskrigens udbrud i august 1914 medførte en voldsom nedskæring af kommissionens budget og afskedigelse af medarbejdere, og fra 1. december stod Kramp på bar bund med kone og barn - han var i 1913 blevet gift med Marie Blædel. Imidlertid var han allerede i 1908 begyndt at arbejde på Zoologisk Museum, først med sortering, senere med selvstændige videnskabelige opgaver. Som led i disse havde han i to somre haft længere ophold på laboratorierne i Cullercoats og Plymouth og havde gennemgået hele meduse-samlingen på British Museum i London. Forbindelsen med Zoologisk Museum var bevaret gennem årene, og da Adolf Jensen i maj 1915 overtog stillingen som inspektor efter Levinsens død, ansattes Kramp som honorarlønnet assistent ved 2. afdeling. Bemeldte honorar var 1500 kr. - årligt, næsten en halvering af kommissionens fyrstelige gage på 2500 kr. Ved flittig indsats uden for arbejdstiden lykkedes det dog at supplere indtægterne, dels ved sildeundersøgelser for A. C. Johansen, dels ved Carlsbergfondets støtte til den undersøgelse af de danske farvandes meduser som arbejdet ved planktonlaboratoriet havde inspireret ham til.
I de første år omfattede arbejdet ved museet ordning af bløddyrsamlingen og bearbejdelse af Tjalfe-ekspeditionens pilorme. I 1917 blev han amanuensis med ansvar for coelenteratsamlingen, og fra da af kom hans videnskabelige produktion næsten udelukkende til at omfatte hydroider og meduser, især bearbejdelse af ekspeditionsmateriale, men også specielle emner der blev taget op til undersøgelse, fx beskrivelsen af en ejendommelig hydroid, der lever parasitisk på vingesnegle. jævnsides hermed påbegyndtes det store arbejde med at ordne, katalogisere og magasinere coelenteratsamlingen efter moderne museumstekniske principper.
Efter krigens afspærring åbnedes landegrænserne påny, og med støtte fra det netop etablerede Rask-Ørstedfond arbejdede Kramp i 1920 i to måneder i Liège sammen med D. Damas med bearbejdelsen af de af Damas indsamlede meduser fra Norge.
De ovennævnte studier af planktonlaboratoriets over en længere årrække indsamlede prøver af meduser ved tre fyrskibe havde ganske vist klarlagt arternes livscyklus, men kendskabet til deres udbredelse og betydning som indikatorer for havstrømmene var stadig for ufuldstændigt. Men på to togter med >Dana< i efteråret 1923 og foråret 1924 i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat indsamlede Kramp, foruden en mængde andre havdyr til museet, en så stor samling meduser, at han nu på grundlag af iagttagelser og erfaringer kunne give den forlængst planlagte fremstilling af de danske medusers biologi. "The Hydromedusae of Danish Waters" forelå trykklar i 1926 og skulle have været doktordisputats, men ingen havde råd til at trykke den undtagen Videnskabernes Selskab, og så måtte den efter gældende bestemmelser ikke benyttes som disputats!
Ligesom Dana-togterne gav også de to næste rejser anledning til vægtige afhandlinger om det indsamlede materiale: hans studium af littoralfaunaen i fjorde og sunde på Færøerne i 1926 og deltagelsen i Godthaab-ekspeditionen til vestgrønlandske farvande, fra Kap Farvel i syd til Etah på Grønlands nordvesthjørne, med undersøgelsen af samspillet mellem de hydrografiske faktorer og det pelagiske dyreliv i de forskellige strømsystemer som et af hovedformålene.
Optakten til disputatsen blev et længere ophold i England i 1930, hvor Kramp i British Museum og i E. T., Brownes private samling foretog en grundig systematisk revision af den neritiske medusefamilie Mitrocomidae. Ved forsvarshandlingen i april 1932 gav de systematiske overvejelser ikke anledning til større diskussion, men så meget mere furore vakte et par af de theser som det dengang var skik at slutte disputatser med:
>C. G. J. Petersen har ved sine kvantitative Undersøgelser bidraget til en mere korrekt Forestilling om Dyrenes Fordeling på Havbunden, men hans Inddeling af Bunddyrene i >Samfund< er forfejlet<, og i næste thesis en kortelig begrundelse for denne dristige påstand. Som ventelig førte den til en drabelig debat med to ex auditorio opponenter, Blegvad og Spärck.
I 1933 avancerede Kramp til museumsbestyrer for museets 2. afdeling, der dengang omfattede fersk- og saltvandsinvertebrater incl. bløddyr, men excl. krebsdyr. Hans voksende ry som hydroide- og medusespecialist medførte, at han fik betroet flere og flere udenlandske samlinger til bearbejdelse, og afstedkom en omfattende korrespondance, både med yngre folk, der søgte råd og vejledning, og med en række ældre kolleger. Specielt med F. S. Russell fra Plymouth diskuteredes ethvert vanskeligt problem de stødte på, indtil de var enige om dets løsning. Venskabet med Russell førte også til adskillige besøg i Plymouth og i 1955 til en invitation til at deltage i et 4 ugers togt med R/V >Discovery II<< i Atlanterhavet ud for Portugal, Marokko og Canarerne. Selv den altid søstærke Kramp fandt, at det var >en værre rullekasse<; det faglige udbytte var kun >lidt men godt<.
Til gengæld mindedes han altid senere sin deltagelse i Galathea-ekspeditionen som sit livs store oplevelse. Efter udrejse med et af marinens catalina-fly stødte han til i Mombasa i marts 1951 og var med i 8 måneder tværs over Det indiske Ocean og gennem Det indo-malayiske Archipelag til Australien. Her forlod han skibet og foretog en 6 ugers rundrejse, inden han fra Perth sejlede hjem med et Ø.K.-skib. Han havde inden ekspeditionen udarbejdet et illustreret kartotek over samtlige medusearter og opnåede undervejs at få ca. 150 arter at se levende.
I 1957 faldt han for aldersgrænsen og fejredes af 40 zoologer ved en storstilet fest på universitetet. Hans flid og arbejdskraft var usvækket, og trods de snævre forhold i Krystalgade beholdt han sit arbejdsværelse på museet og flyttede i 1963 med ud på fælleden. Fra midt i 5O°erne modtog han fra Statens Videnskabsfond midler til aflønning af en assistent til den rutinemæssige del af forskningsarbejdet. Dette tilskud fortsatte efter hans afgang og suppleredes med et årligt bidrag fra Carlsbergfondet, bl. a. motiveret med hans bearbejdelse i disse år af det vældige medusemateriale fra >Dana
I 10-året mellem de 70 og 80 år, hvor de fleste lægger op, publicerede Kramp godt en snes afhandlinger, hvoriblandt et par meget store, og fortsatte med at katalogisere og indordne bearbejdet materiale. Men i de følgende år begyndte kræfterne at ebbe ud; besøgene på museet blev sjældnere, men stoppede først i 84-års alderen, samme år som han var indbudt til privat audiens af den japanske kejser og hydroide-specialist Hirohito under dennes besøg i Danmark. Endnu i nogen tid drøftede vi mulighederne for at tage en eller anden mindre litterær opgave op, men det blev ikke til noget. I de sidste år på plejehjemmet i Gentofte var han dybt taknemmelig for at få besøg og høre nyt om zoologi i almindelighed og museet i særdeleshed. Det blev til endnu et besøg i hans elskede sommerhus i Strandby i sommer, hvor han ligesom tog afsked med livet. Kort efter sin tilbagekomst blev han svagere, og efter nogle dages uklarhed døde han den 13. juli.
Ved siden af museumsarbejdet og coelenteratforskningen har Kramp ydet en bemærkelsesværdig indsats på endnu to felter. Universitetets havbiologiske sommerkursus blev oprettet af prof. Lütken i 1890 og havde først til huse på et opankret fartøj, senere i private lokaler i Hellebæk, Middelfart, Skagen m. v. Allerede i 1907 kom Kramp med som lærer og var stærkt medvirkende til at kursus i 1909 kom til Frederikshavn, hvor det siden har holdt til, bortset fra et par år lige efter første verdenskrig og fem års husvildetilværelse under sidste. I 1919 blev han leder af kursus, og da Teknisk Skole i 1927 opførte sin nybygning i Kirkegade, blev der på hans initiativ etableret et akvarie- og sorteringsrum i kælderen og et laboratorium i stueetagen - godt nok beskedent i omfang og udstyr, men immervæk det første faste marinbiologiske laboratorium i Danmark. Fra 1909 til han lagde op i 1961 har Kramp sommer efter sommer givet hold efter hold af studerende den første introduktion til danske havdyr, deres reaktioner og indbyrdes afhængighed.
Det andet felt havde at gøre med bekæmpelsen af pæleorm og pælekrebs. Det begyndte med en anden praktisk opgave: en dykkerundersøgelse i 1924 af havbunden ud for Hanstholm, hvor tilstedeværelsen af en rig epifauna tydeligt demonstrerede, at den påståede fare for en tilsanding af den projekterede havn intet havde på sig. Samarbejdet med ingeniør Fibiger førte året efter til mangeårige undersøgelser over pæleorm og pælekrebs i Hirtshals. Dels lykkedes det Kramp at klarlægge adskillige hidtil ukendte forhold vedrørende disse skadedyrs biologi og angrebsmåde, dels lavede han forsøg med beskyttelsesmidler. Ved udarbejdelsen af den fyldige, afsluttende rapport i 1950 lagde han vægt på, at den gjordes forståelig for andre end en snæver kreds af fagfolk, at der ved bekæmpelsen i langt højere grad end hidtil toges hensyn til skadedyrenes levevis, og at ikke alene permanente havneanlæg, men også midlertidige konstruktioner, fiskeredskaber o., l. beskyttedes. Men disse synspunkter mødte ingen forståelse hos ingeniørerne i udvalget, som han derpå forlod i vrede, og den endelige rapport blev meget langt fra det, han havde arbejdet for i de mange år.
Kramps trofasthed over for Dansk Naturhistorisk Forening gav sig mange udtryk. Han hørte til de flittigste deltagere i møderne og tog jævnlig del i diskussioner. Sit første foredrag - om lågets bygning hos nogle hydroider - holdt han i 1910, efterfulgt af mange senere, og vistnok for første gang i foreningens historie kunne vi i september 1974 fejre et 70 års medlemskab - halvdelen af DNFs samlede levetid! Til >Danmarks Fauna< skrev han hydroide- og medusebindene, og han blev en af de største bidragydere til >Videnskabelige Meddelelser<<, i alt 27 afhandlinger. Det var ham en stor glæde, at foreningen dedicerede bind 129 til ham i anledning af 80 års fødselsdagen.
Paul Kramps vældige flid et langt liv igennem - om dagen i en for andre ulidelig stank af formol i arbejdsværelset og om aftenen hjemme ved skrivemaskinen - afspejles i størrelsen af hans videnskabelige produktion: 94 videnskabelige afhandlinger og ca. 30 artikler, rapporter og anmeldelser.
Langt de fleste afhandlinger beskæftiger sig med meduser. De største behandler materialet fra oceanografiske ekspeditioner, begyndende med >Ingolf< (1919, 1926 og 1947), hvis første bind, med dets omhyggeligt gennemførte morfologiske og taxonomiske studier, på et tidligt tidspunkt udstak retningslinierne for alle de senere arbejder fra hans hånd. Videre over >Thor<< (1924), >Discovery< (1939 og 57) og >Michael Sars< (1948) til >Dana< og >Galathea< (1959, 65 og 68), i alt godt 1200 store kvartsider. Hertil slutter sig en lang række større og mindre arbejder baseret på ekspeditioner til begrænsede havområder og på museumsmateriale: Danmark, Norge, Nordsøen, Grønland (>>Godthaab<< og >>Tjalfe<<), Atlanterhavet (bl. a. >Atlantide<), Indien, Vietnam, Kina, Great Barrier Reef Exp., Australien, vestlige Sydamerika (3 afh.) og Antarktis (3 afh.). En halv snes småafhandlinger omhandler enkelte arter og slægter. Ligesom disputatsen om Mitrocorhidae rummer adskillige af disse arbejder revisioner af slægter eller familier.
Som nævnt ovenfor havde Kramp udarbejdet et kort-index over samtlige medusearter til eget brug. Efter indtrængende opfordring fra F. S. Russell gik han i midten af 50°erne i gang med at bringe dette index i trykfærdig stand. The Browne Research Fund dækkede udgifterne til ansættelse af en assistent til revision, maskinskrivning m. m. På Russells foranledning og med støtte fra Royal Society blev >Synopsis of the Medusae of the World<< trykt (1961) i Plymouth-laboratoriets tidsskrift for at sikre den videst mulige udbredelse. For hver af de 273 slægter og 900 arter er der en 2-5 linier lang diagnose og henvisninger til litteraturlisten, der omfatter ca. 1400 numre. Med dette store og til mindste detalje samvittighedsfulde arbejde satte Kramp kronen på sit store meduseværk, omend bl. a. de pacifiske meduser fra >Dana<< ikke nåede at komme med og må afvente et senere supplement.
Hydroide-afhandlingerne er begrænset til bearbejdelsen af Danmark-, Tjalfe- og Godthaab-ekspeditionernes materiale, en udredning af Corymorphidernes fylogeni og en halv snes mindre arbejder om specifikke hydroidearter. Foruden meduse- og hydroide-bindene i Danmarks Fauna behandlede Kramp disse og andre, mindre grupper i Conspectus Fauna Groenlandicae, Zoology of the Faroes, Nordisches Plankton (kun Leptomeduser), Zoology of Iceland og Zoology of East Greenland. Hertil kommer bl. a. chaetognatherne fra >>Tjalfe< og >>Godthaab<< og nogle andre pelagiske smågrupper samt octo- korallerne fra sidstnævnte ekspedition. Da samtlige dyregrupper fra >Godthaab<< var bearbejdet, gav Kramp i 1963 et særdeles værdifuldt resumé af ekspeditionens zoologiske resultater, der talmæssigt omfattede 594 demersale og 272 pelagiske arter af invertebrater, hvoraf mere end 200 var nye for Grønland.
I tilknytning til dykker- og pæleundersøgelserne og den videnskabelige produktion publicerede Kramp et par rapporter og godt en halv snes artikler, især i >Vor Viden< og >Naturens Verden<. Til sidstnævnte udarbejdede han også den fortrinlige oversigt over generationsskiftet i dyreriget, som senere kom på engelsk. Til >Vort Lands Dyreliv< skrev han om hjuldyr, coelenterater, svampe og protozoer og til Galathea-bogen om det pelagiske dyreliv.
Endelig resulterede Kramps tilknytning til fiskeriundersøgelserne i et par afhandlinger om fiskeæg i danske farvande og, på opfordring fra dr. Kyle, om eoelenterater og schizopoder i Resumé Planktonique. Sidstnævnte to var typiske skrivebordsarbejder, som Kramp fandt meget utilfredsstillende.
De fik imidlertid stor betydning for ham ved på et tidligt tidspunkt at vise, hvor håbløst det er at forsøge at løse biologiske problemer på et utilstrækkeligt grundlag. Forudsætningen må være en tilbundsgående udredning af systematikken, baseret på egne omhyggelige morfologiske undersøgelser. Denne grundsætning har Kramp stedse fulgt i sin omfattende videnskabelige produktion, og ud fra de rent empiriske resultater har han så draget biologiske slutninger og har, for medusernes vedkommende, søgt at sætte arternes forekomst i relation til de hydrografiske forhold på stedet.
Den pligtfølelse, Kramp havde fået indpodet af sin far, fulgte ham livet igennem - pligten over for arbejdet og pligten over for familien. I mange, mange år kom arbejdet i første række. Han omfattede det med en hengivenhed, der grænsede til ærbødighed. Den hyldest, der i de senere blev ham til del, betragtede han som en anerkendelse af en lang, redelig og myreflittig indsats i videnskabens tjeneste.
Ved siden af arbejdet betød familien overordentlig meget for ham. Trods datidens såre beskedne aflønning af videnskabsmænd fik alle fem børn en videregående uddannelse, og for at kunne være sammen med børnene i sommerferien, når der var kursus i Frederikshavn, købte han i 1931 en klitgrund i Strandby og byggede et lille, primitivt sommerhus. Han var glad for og stolt af sin store familie, og sjældent forsømte han en lejlighed til at fortælle sine venner, hvordan det gik hans børn, børnebørn og i de senere år den voksende flok oldebørn. Slægt og slægters gang betød meget for ham. Hans ægteskab med Marie Kramp var langt og lykkeligt. Men et halvt år efter guldbrylluppet i 1963 ramtes hun af en hjerneblødning, som hun kun delvis forvandt, og det var et smerteligt tab, da hun 4 år senere døde af et hjerteanfald. Bortset fra en sygdomsperiode i 75-års alderen bevarede Kramp selv sit gode helbred næsten til det sidste.
Han var trofast over for de venner, han følte sig knyttet til, blandt fag-kolleger, fra Galathea-tiden og fra Strandby. Der kunne være noget rørende over hans venskab, og han gjorde alt for at hans gæster skulle befinde sig godt.
Men Kramp var ikke direkte vennesæl. Han var egocentrisk og kunne tillægge sig en brysk og kommanderende facon. Dette kunne medføre, at han nogle år kom helt galt ind på studenterne under sommerkursus, som da havde karakter af kold krig eller væbnet neutralitet.
Muligvis var hans lejlighedsvise og ofte uforklarlige vredesudbrud et udslag af de indre konflikter, som uden tvivl har plaget ham. Han åbnede sig sjældent for andre, selv ikke sine nærmeste. Over for mig skete det ved en enkelt lejlighed, da han umiddelbart efter at have meldt sig ud af folkekirken kaldte mig til sig, fordi det lå ham på sinde, at jeg skulle forstå og acceptere dette for ham afgørende skridt. Hen betragtede Jesus som det mest fuldkomne etiske menneske, i så henseende langt forud for sin samtid og for nutiden. Men i stedet for menneskets lydhørhed over for Jesu etiske krav havde vi fået kristendommen, som han anså for direkte skadelig. Men af loyalitet over for sin kone tog han først efter hendes død konsekvensen af sin holdning.
Konflikterne var også af politisk art. Med sin grundfæstede borgerligt- konservative indstilling kunne han have svært ved at acceptere nye normer, selv om han ærligt forsøgte derpå. Han nærede en mærkelig, næsten ubændig aversion mod alt amerikansk - lige bortset fra medusespecialisten Henry Bigelow. Den kunne give sig de voldsomste udslag - som da Grace Pickford stolt kom ind i laboratoriet på >Galathea<< med en friskfanget blæksprutte og denne uforvarende sendte et langt sprøjt af blæk ned ad ryggen på Kramp; intensiteten af hans påfølgende reaktion hang nøje sammen med, at Grace ulykkeligvis var amerikaner . . .
Med årene mildnedes hans sind. Trods tabet af sin hustru var han glad ved livet og taknemmelig for, hvad det havde givet ham. Han så det som en lykke at kunne fortsætte med videnskaben langt ind i sit otium. Han nåede de fleste af de mål, han havde sat sig som ung, og døde som en tilfreds og lykkelig mand.
Begivenheder i hans liv:
1. Animeret Billede: Klik her.
2. Beskrivelse: Kraks blå bog. Se Dansk Biografisk Leksikon.
3. Dåb, 1887, Sct Johannes Kirke København.
4. Bopæl, 1887-1887, Nørre Voldgade 54 København. 3
Danmark
5. Bopæl, 1890, Reventlowsgade 18, 2 København. 4
Danmark
6. Bopæl, 1901 til 1906, Viggo Rothes Vej 47 Charlottenlund København, ,. 5
Denne begivenhed blev delt med Oscar Hakon Frederik Ellef Kramp*, som også delte den med Johanne Wilhelmine Mathilde Thomsen* (1860-1930) (Beboer) og Paul Lassenius Kramp* (1887-1975) (Beboer)
7. Konfirmation, 6 Apr. 1902.
8. Uddannelse: Student Vester Borgerdyd, 1905.
9. Bopæl, 1906, Viggo Rothes Vej 47 Charlottenlund København, ,. 6
Danmark
10. Bopæl, 1911, Helgolandsgade 5, 1 København. 7
Denne begivenhed blev delt med Oscar Hakon Frederik Ellef Kramp*, som også delte den med Hans Henrik Lassenius Kramp (1905-1984) (Beboer), Johanne Wilhelmine Mathilde Thomsen* (1860-1930) (Beboer), og Paul Lassenius Kramp* (1887-1975) (Beboer)
11. Uddannelse: mag.scient, 1911.
12. Bopæl, 1 Nov. 1913-1 Nov. 1915, Aggersborggade 10, 3, København Ø. 8
Danmark
13. Bopæl, 1 Maj 1911-1 Nov. 1913, Helgolandsgade 5, 2 København. 9
Danmark
14. Beskæftigelse: Assistent Zoo Museum, 1915.
15. Bopæl, 1915-1917, Sagasvej 6, 1 th Frederiksberg København, ,. 10
Danmark
16. Beskæftigelse: Amanuensis, 1917.
17. Bopæl, 1917-1955, Sommervej 5 Charlottenlund København. 11
Danmark
18. Ejendom, 1931, Strandby Klit Strandby Hjørring.
Danmark
19. Uddannelse: dr.phil, 1932.
20. Beskæftigelse: Museumsbestyrer Zoo Museum 2. afd, 1933.
21. Udmærkelse: Ridder af Dannebrog, 1947.
22. Bopæl, 1955-1969, Friservej 22 Charlottenlund København.
, Danmark
23. Familiebillede: Familien Kramp Guldbryllup, 1962.
Denne begivenhed blev delt med Christian Stochholm Neven*, som også delte den med Charlotte Kramp (Vidne), Frode Otto Stochholm Neven* (1922-2000) (Vidne), Grete Kramp (1914-2001) (Vidne), Inger Lise Kramp* (1924-2021) (Vidne), Jørgen Lassenius Kramp (1915-1987) (Vidne), Lone Kramp (1951-) (Vidne), Ole Lassenius Kramp (1917-1994) (Vidne), Paul Lassenius Kramp* (1887-1975) (Vidne), Per Lassenius Kramp (1918-2001) (Vidne), Steffen Kramp (1949-) (Vidne), Svend Kramp (Vidne), Tove Ingrid Prasz (1924-) (Vidne), og Vibeke Frisenette (1946-2015) (Vidne)
24. Bopæl, 1973-1975, Egebjerg plejehjem Gentofte København.
, Danmark
25. Bopæl, 1969-1973, Adelaide, Ejgårds Tværvej Charlottenlund.
København, , , Danmark
26. Beskrivelse: Paul Kramp Nekrolog, 1975. 12
27. Bisættelse, 1975, Vangede Kirke København.
28. Begravelse, 1975, Assistens Kirkegård København.
Strandby 80 år festsang: Cir 2012, Strandby Klit Strandby Hjørring,
Strandby 80 år festsang
En vise om mig selv
Godaften i stuen - nok nærmere salen
Se nu vil jeg synge en vise om mig selv
for vejret er dejligt og klokken er mange
og mågerne skriger højt og hvad de ellers gør
I år, der har jeg stået her
betragtet mangt og meget, i både krig og fred
Først var der kun en klit, så gik Hr. Kramp i gang
i nitten-en-og-tredive der så jeg dagens lys
Og tralalulalalej - og hej for mig.
De første på klitten var Poul og Marie
mens Poul gopler, så var Marie her.
Holdt styr på mit indre, med fem børn i køjer
og deres veninder og venner i et væk
og nogen lå i telte, så var der plads til nogen de lå stu'n, og andre de lå på gulv
de sidste lå på taget, og resten lå på tværs
Og tralalulalalej - og ryk dig lidt.
Dengang Ole vaskede håret pa Grethe
der foregik den slags i klitten med en spand
nu er jeg moderne med rindende vand i
det skyller og varmes og hvad det ellers gør
Og jeg anneks og siden endnu ét
og legehus hvor børnene trives nok så godt
terrasser "en mas", og varmepumpe ny
og senest Porta Potti -
HVAD BLI'R DET NÆSTE MON?
Og tralalulalalej - og bummelum!
En dame på år, kan bruge et "facelift"
Og Kirsten har brygget på dette længe nu
Måske større stue, og anden etage
Og seng hvor de voksne kan ligge tæt i arm
Jeg foreslår selv - en tagterrasse på
så ville man da slippe for rose-lugeri
Og hvad med en pool? Og måske minibar?
Nej pyt med det, for I kan jo li' mig som jeg er?
Og tralalulalalej - og ser man det?
I tred'verne brugtes jeg kun som et sommerhus -
nu hele året i sol og regn og slud
for Kirsten er selvklart en god arrangade
så hvert år der vartes jeg op af Strandbyhold
og no'en ta'r på tur og andre ta'r på vej
og nogen steger spætter og andre vasker op
og no'en spiser is og andre kalker hus
de danner kæde og resten triller æg
Og tralalulalalej - og himstregims!
De år er gået som blink med et øje
og meget er ændret fra da og så til nu
jeg har dannet rammen for denne familie
fra Poul og Marie og alle deres børn
som nu er vokset op, blevet git og fået børn
som nu er vokset op, blevet git og fået børn
som nu er vokset op, blevet gift og fået børn
Jeg håber det vil vare i hundred' år endnu
Og tralalulalalej ~ hurra for mig!
Fra Lise Kramps bog fra sommervej: 2001
Herregården "Nordfelds" brand
Følgende er afskrifter fra 2 mønske aviser 3. december 1885
MØNS AVIS
I Tirsdags Aften mellem Kl. 8 og 9 såes herfra en stærk Ildløs i nordøstlig Retning. Det hed først, at det var i Keldby, at Branden rasede; senere omtaltes det, at det var en Gaard i Østermark, der gik op i Luer. Ud paa Natten kom først paalidelig Meddelelse om, at det var Herregaarden Nordfeld, tilhørende Hr. Excell. Grev Danneskjold-Samsø, der brændte. Efter hvad der er os meddelt, formodes Ilden at være opkommen i Svinestalden; herfra forplantede den sig hurtigt til flere andre nærved liggende Bygninger. Begge Kostalde, Hestestalden til Materialgaarden, Tærskeladen, Resten af den gamle Hovedbygning og den nye Mejeribygning, hvilke alle brændte tilligemed det i Mejeribygningen værende Inventarium. Ligeledes brændte al utærskede Sæd: Hvede, Byg og havre. 200 Køer, Kvier og Kalve samt ca 100 a 130 Sviin indebrændte, hvorimod alle Hestene bleve reddede. Forpagter Blædel, der havde været i besøg paa Aalebækgaard hos sin Svigerfader, blev paa Hjemvejen opmærksom paa Ilden; men inden han naaede Nordfeld havde den fuldstændig omspændt alle Bygninger.
Forpagter Randbøll, der strax ved Ildens Udbrud forsøgte at redde Qvægbesætningen, maatte igennem en lille Lue redde sig ud af Bygningen, da det brændende Tag skred ned, han blev noget forbrændt paa Hænder og Arme; men ellers kom, saavidt os bekendt, ingen Mennesker tilskade. Det lykkedes kun at faa 5 a 6 Køer ud, og efter hvad der siges, nogle faa Stykker Sviin, dog kun i temmelig forbrændt Tilstand. Flere Sprøjter kom hurtigst muligt til Brandstedet, men det var umuligt at redde nogle af de Bygninger, hvori ilden havde faaet fat. Kun med Nød og Neppe lykkedes det at redde den nye Herskabsstald. Af det store Bygningskomplex staar altsaa endnu som ubeskadiget af Ilden: Det nye Slot, Forpagterboligen, Buelængen og den nye Herskabsstald. Alle øvrige Bygninger gik fuldstændig op i Luer.
MØENS FOLKEBLAD 3. dec 1885 udkom med følgende overskrift:
Stege, den 2. Decbr. 1885.
I Aftes ned-brændte den gamle Del af Nordfeld Alvsgaard, hvori blandt en Lade med utærsket Sæd, Byg og Hvede. Af Kvægbesætningen, omtr. 200 Stk. Ungkvæg, Kalve og Køer, reddes kun faa Stykker - der siges 3 a 4 - og ligeledes indebrændte omtr. 100 Svin. Mærkeligt nok lykkedes det at redde en Snes Svin omtrent efter at Stalden var nedbrændt, ved at der bestandig sprøjtedes ind til dem. Heste og Faar reddedes alle. Faarehuset laa i Vindsiden og blev derfor skaanet af Ilden. Om Ildens Opkomst vides endnu intet bestemt, kun antages den at være begyndt i Svinehuset, som laa lige vest for Kostalden. Røgterne, som have Kammer ovenpaa Kostalden, maatte flygte i saa godt som i det blotte Linned, men fik dog kastet noget Tøj ud af Vinduet til at trække paa. Pigerne, som boede ovenpaa i Mejeribygningen, fik brændt deres Tøj, hvorimod Karlene, ialtfald til dels, fik reddet deres. Forøvrigt kan man tænke sig, at den store Masse Bygninger dannede et mægtigt Flammehav, dertil kom saa endvidere en Stabel Brænde paa ca. 50 Favne.
Forpagteren var fraværende ved Ildens opkomst. Ved sin Hjemkomst traf han hele sin Bolig ryddet for Indbo, som laa ude i Haven.
Gaardens samlede Assurancesum er ca. 260.000Kr., men deraf kommer paa de ny Bygninger, som reddedes, omtrent 190.000Kr., disse er en stor Lade, Forpagterboligen, Hovedbygningen og den nye Stald, deraf var den sidste mest udsat.
Fra anden Side har vi modtaget følgende Meddelelse om Branden: Den 1.Decbr. Aften Kl. ca. 9 opstod Ild i Nordfeld Hovedgaard, og i Løbet af kort Tid nedbrændte Svinestalden, Kvægstalden samt Hestestalden, ligesom en stor Kornlade fyldt med indavlet Sæd og Mejeribygningen. Da Ilden udbredte sig med stor Hurtighed, nedbrændte saa at sige alt Kreatur, ca. 200 Stk. Kvæg og 100 Svin. Hestene derimod reddedes.
Ilden formodes at være opstået i Svinestalden, men hvorledes er endnu ikke oplagt. Besætningen var assureret, men Ejerene, Grev Danneskjold-Samsø og Forpagter Blædel lider dog betydeligeTab.
---------------------------------------------------
Dette tab for Forpagter Blædel kan især læses af skatteligningens forskel fra 8.jan.1891 fra Elmelunde sogn.
Han stod som nr. 2 til 150 kr; for i 1894,
1.jan. fra Stengaarden i Magleby sogn til 15 kr.
for 1.jan 95 står der intet.
Han døde 9.okt.1894 på Stengården og ligger begravet på Elmelunde kirkegård.
Dødsfaldet blev anmeldt fra Skiftefretten til aviserne 11. okt. 1894: 9.okt. Carl Fr. Blædel, Forpagter af Stengaarden.
-----------------------------------------------------
Var flyttet fra Nordfelt til Stengården, hvor han blev forpagter under Klintholm Gods fra 1891 til sin død.
Mormor rejste til København med de 4 børn i begyndelsen af 1895 og boede i den første tid hos sin faster Charlotte Randbøll, som var flyttet fra Stege efter hendes mand: Distriktslæge Randbøll, var blevet indlagt på Vejle sanatorie, hvor han døde 1903.
Andre oplysninger fra Blædelerne på Møn og videre til København:
For at fortsætte efter branden, så kunne moster Kaja huske den situation, at de kørte hjem fra bedsteforældrene på Ålebækgård i mørket og da de drejede fra landevejen og skulle mod nord, så at himlen var rød, og at faderen råbte: "Det er Noerdfelt der brænder", så piskede han på hestene. Hun har kun været to år, men det har gjort et dybt indtryk på den lille pige.
Mor blev født på Nordfelt umiddelbart før de flyttede til Stengården. Derfra kunne mor huske nogle få ting, f.eks. at mor gravede en pragtfuld mælkebøtte op og plantede den i en krukke midt på bordet. - også at mormor altid sagde: Snus børn, og tag luft med hjem. - og sendte børnene over i kostalden forkølede, der var dejlig varmt.
I tiden efter morfars død (vi har altid hørt, at han faldt om ude i marken, men det passer ikke, han hængte sig i laden) hjalp grevinde Danneskjold-Samsø mormor på forskellig vis, f.eks med at få et arbejde med at sy prinsessernes udstyr efterhånden som de skulle giftes, - og betalte børnenes skolegang, først hos komtesse Knuth på Amalievej, derefter i Frøken Zahles pigeskole. Hvor drengen Knud gik, ved jeg ikke, han var ligesom aldrig med.
At lade de tre piger gå i den fornemme skole, var vist ikke ret klogt, de kunne jo slet ikke leve op til den standard, de andre piger levede i. Mor omtalte aldrig evt. klassekammarater, moster Dora var mere ligeglad, hun var meget kvik og havde mange veninder, hvad mor aldrig fik, heller ikke som voksen. Det fik moster Kaja, da hun efter skolen blev ansat i Nationalbanken som tællerske, sad og talte penge op -hele livet-. Det var en stilling for unge kvinder af gode familier, men som altså ikke blev gift, hun blev hos mormor og var typen på den ugifte dame, der havde utrolig mange kulturelle interesser.
Mormors skæbne var jo tragisk, født på en stor gård, frue på forpagterbolig her og der --og så--- Men aldrig sørgmodig, altid smilende og glad, åh som hun kunne le, jeg husker hende godt, for jeg kom ofte hos hende og moster, når jeg havde aftentjeneste på teateret, først til middag og så sent for at sove hos dem, når jeg da ikke var hos tante Annie.
De boede den gang på Dronning Olgasvej, på 5.sal, men så kom de til Harsdorffs Vej på Frederiksberg, i stuen. Der boede moster også efter mormors død i 1937 til hun flyttede ud til Gentofte på et plejehjem i sine sidste år.
_4... Kaja var den ældste, f.1883, så kom Hilda, f.1886 og død 3 mdr. gammel. Så kom Knud, 1887, men ham hører man næsten ikke om, jeg kan godt huske ham som en meget stille mand. Han arbejde på Carlsberg hele livet som arbejdsmand, blev gift med Margrethe, der var på en cigarfabrik, de var begge prægede af det miljø, men jeg holdt meget af tante. De fik kun et barn, Werner, 1922, en flink fætter, blev assistent i Ø.K. Deltog som frhedskæmper i en aktion i Griffentfeldsgade, hvor han blev dødelig ramt, 30.april 1945. Med ham gled vi ud af slægten Blædel, han var den sidste "Mand".
Så kom Marie, men først vil jeg omtale Dora, der blev født på Stengården i 93. Hun blev sygeplejerske på Bispebjerg, men forlod det, da hun blev gift (den gang kunne en sygeplejerske ikke være gift). Georg Jensen blev en meget rig bagermester, og var man rig den gang i 20-30erne så var man rig, stor villa, 2 biler, heste, tennisbane og sommerhus i Kildekrog. Jo, han var den rige onkel.
Og så tilbage til mor (Marie Bolette). Hun fik uddannelse til lærerinde ved Frk. Zahles Seminarium, en 2årig uddannelse, som blev bekostet af grevinde Danneskjold-Samsø. Derefter var mor et år privatlærerinde på en stor gård i Jylland, men kom så på et kontor for at tjene lidt mere til sit udstyr, for nu var hun blevet forlovet med far.
De mødtes i Viborg, hvor mor som 17årig var på sommerferie hos sin moster Astrid Lomholt g.m.højskoleforstanderen og der blev far indlogeret under en øvelse med Akademisk Skyttekorps ----se det var romantik---
Tilbage i København gik mor stadig på Zahles, men far mødte hende ofte på hjemvejen, han var jo endnu kun studerende, havde et par år endnu, skulle først aftjene sin værnepligt, så de var forlovede i mange år, blev gift 15 maj 1913.
Som barn var mor ret svagelig, så da de var flyttet til København, blev hun sendt ned til en onkel Ernst (Jeg er ikke klar over hvor han er i slægten) i Godsforvalterboligen på Gaunø, der var hun hver sommer lige til hun blev 16 år, for derefter at komme til Viborg. Mor havde mange gode minder fra Gaunø, legede med komtesserne i legehuset i Parken. Det står der endnu. En gang da vi var på køretur med Alfred og Grete i 1939 så mor det for første gang igen, der var intet forandret. Mor fortalte også at der på stien i Skoven måtte de altid læne sig frem over hesten for ikke at få grenene i ansigtet, - men ak- nu var træerne jo vokset---
Hver gang mor fik lyst til at flytte om eller bygge til i huset på Sommervej, sagde far altid: "Åh, du med dine herregårdsnykker".
Når jeg skrev, at mor ingen veninde havde, så var det nærmest begrebet "skoleveninde" bevaret hele livet. Far og mor kendte mange mennesker, havde en ret stor omgangskreds, men det var gennem far, skytterne og kollegaer fra museet, samt den store familie på begge sider. Mor havde sine bridgedamer hver onsdag, de var aldrig på fornavn, men snakken gik alligevel.
En fortrolig veninde havde hun i sin lillesøster, Dora. Hun boede også i Charlottenlund og vi kom meget sammen med familien på Ellevadsvej. Ja,ikke så meget far, han havde svært ved at tale med onkel Georg, der var for stor afstand mellem bageren og magisteren. Jeg var jævnaldrende med Søren og var der ovre næsten hver dag. Vi gik i samme klasse, gik til dans og legede altid hos dem, der var jo større forhold end hos os, Søren var sjældent hos os.
Og det var moster heller ikke, mor og hun snakkede i telefon i timevis. Så sad mor med sit strikketøj, med den ene skulder trukket op til øret. Jeg stod tit og holdt røret imens de sludrede. En gang blev jeg træt og fik så lov til at løbe over og lege med Søren, og da jeg nåede derover sad moster endnu og snakkede med mor.
Ingen tænkte på telefonregningen, for den var meget billig. Der sad en lille tæller på apparatet og hvert kvartal ringede de fra telefonselskabet og spurgte, hvad tælleren stod på, og så kom der senere en regning på 10 øre pr. samtale, ikke for minutterne. Skulle man tale udenbys skulle samtalen bestilles over rigstelefonen. Så var samtalen på tid, hvert tredie minut brød en damestemme ind og spurgte:"Tales der? -- ønsker De at fortsætte?" På den måde blev det jo ikke så lang en snak, det var noget dyrere, men da ikke som i dag.
Vi holdt altid Nytårsaften på Ellevadsvej med middag, billedlotteri og fyrværkeri, og rådhusklokkerne klokken 12, vi var i det fine tøj- jo der var stil over det. Men det holdt pludselig op, onkel Georg blev "sur" på os. Det var synd for moster, men telefonsnakken med mor havde hun da.
På det tidspunkt var jeg helt optaget af teateret og kom ikke mere sammen med Søren, der var slet ikke mulighed for private venner.
Hos mormor var der "komsammen" et par gange hver vinter. der kom familien Blædel, onkler og tanter og alle børnene. Det var til middag, utroligt at hun og moster Kaja magtede det. Vi børn sad ikke med til bords men inde i soveværelset (det var på Harsdorffs Vej, jeg husker ikke ret meget fra Dr. Olgasvej, ikke andet end at der på døren inden for på WC sad et billede fra 1890erne, der forestillede nogle børn på en gade, og hvor teksten lyder: "Ka do få me til at grine, men do må inte kildre mig.") Det værelse var mormor og mosters fælles sovestue, jo, det var en helt pæn stue. De voksne fik naturligvis rødvin, men vi fik "afbrændt rødvin". Det smagte afskyeligt, men den gang kendte man slet ikke sodavand.
Disse aftener fortsatte efter mormors død og efterhånden var vi jo ikke ret mange. Børnene var flyttet hjemmefra og de gamle var døde. Men moster købte stadig de specielle småkager i forskellige forretninger i byen, hun var jo pensioneret og havde derfor god tid til farte rundt. Så hun nød disse selskaber i familiens samvær. Det gjorde vi måske også, især i eftertankerne.
Nu har jeg vist skrevet nok om Blædelsiden, om Krampsiden er der ikke så meget at køre frem med. Per har lavet en stamtavle, den er bare ikke så let at finde rundt i som den, der er skrevet om "Slægten Blædel". Men sidder man så stille og blader i den, så kommer man til sidst helt ned til Gorm den Gamle. Der er selvfølgelig et par spring over spindesiden, men det betyder jo ikke noget i nutidens ligestilings-verden.
Slægten Kramp hører til de "borgerlige" i modsætning til Slægten Blædel, hvor der var mange præster. Far var akademiker (dr.phil), farfar var arkitekt, oldefar var snedkermester og de var tipoldefar også. Men hans far var bare daglejer og husnævning (hvad det så står for?).
Per har skrevet vores stamtavle, og jeg har spurgt ham, hvor navnet Kramp egentlig kommer fra, men det vides ikke. Daglejeren hed bare Søren Frandsen, født 1734, døbt i Viborg, hvor hans kone ligger begravet på de fattiges kirkegård. Der var 3 sønner, der alle fik efternavnene Sørensen Kramp, hvor kun den ældste, Frans, er af betydning for vor slægt som min tipoldefar. Han var snedkermester i København og hans søn, Johannes Lassenius, blev en stor borger i byen, snedkermester, oldermand m.m. med alt hvad dertil hører.
Ved at gennemgå stamtavlen finder man mange oplysninger om hver enkelt person og så er det jo også sjovt, at vi kan komme helt ned til Hans Tavsen -- skal bare sætte 13 tipper foran, og videre ned til Gorm den Gamle - men det er der nu mange slægter der kan. Om farfar, Oscar, er der noget spændende at fortælle. Han aftjente sin værnepligt som menig på fregatten "Jylland", og i "Den Selvejende Institution Fregatten Jylland"s foreningsblad 4.årgang nr. 1, 1990 er der trykt nogle breve som farfar har sendt hjem fra togtet til De Vestindiske Øer 1874-75. Heftet ligger i bogen med alle farfars viser, "Kramp: Digte og Sange" udgivet som familiemanuskript 1923.
Jeg sendte i 1990 fotokopier af de sange, han havde digtet på fregatten (se side 6-7 og 8) til foreningen, dem blev de meget glade for og sendte mig tidsskriftet som tak. Når man læser disse breve kan man undre sig over, at han kunne tillade sig de friheder - og slippe godt fra det. Var det måske hans fars indflydelse? Oldefar, Johannes Lassenius, var en fremtrædende mand i datidens borgerlige København, stifter af Håndværkerforeningen og den Tekniske Skole, alt det kan man læse om i nogle tidskrifter der er sat ind i det røde ringbind, mærket "Arkiv".
Farmor og farfar boede på H.C.Ørstedsvej 22, Frederiksberg og havde sommerhus på Sommervej nr. 11, så vi havde dem nærved hele sommeren. Jeg husker ikke meget fra deres tid der, men da farmor døde 1930 flyttede farfar ind hos sin søn Hans Henrik, der havde overtaget og helt ombygget huset til helårsbolig da han blev gift med Else. Der blev indrerret et stort værelse til farfar og der boede han til sin død i 1933. Der besøgte jeg ham mange gange, når jeg var henne og se mine små fætre, Herbert og Flemming. Den runde tindåse stod på bordet fyldt med chokoladepastiller fra Irma.
Far så vi børn i det daglige ikke ret meget til, han arbejdede hver aften inde i herreværelset, det var mor der var vores"opdrager". Jeg havde ham måske nærmere i min barndom end de andre, for han hentede mig troligt hver eneste aften, når jeg kom sent hjem fra teateret. Så stod han nedenfor trappen på Charlottenlund station. Det var så betryggende ikke at skulle gå den lange vej hjem ad Enighedsvej i mørke, Og under krigen, da de store børn efterhånden var flyttet hjemmefra, og hvor vi tre måtte rykke sammen foran kakkelovnen i dagligstuen for at spare på lys og varme ( i mit barndoms-fotoalbum har jeg tegnet situationen) mor med kabalen, far med sine videnskabelige skrifter og jeg med modehistorierne.
Selvfølgelig er der meget mere at fortælle om far, men det vil nok blive for meget om mine personlige erindringer, og det er jo en helt anden historie.
De bedste oplysninger om fars liv og virke som zoolog fåes f.eks i Krebs' Blå Bog og i Dansk Biografisk Leksikon.
Far var forsker, prøvede at finde frem til en imprægnering af træ til brug i havnebygninger til at modstå angreb af pæleorm. Metoden med at slå søm helt tæt i bjælkerne duede ikke, så far havde prøver med forskellige midler sat ned i mange af de danske havne. Det bevirkede at han ofte måtte rejse land og rige rundt og selv dykke ned efter dem. Det skete i en gammeldags dykkerdragt med "hus" på hovedet.
En gang vi ventede ham hjem, havde mor lavet lækker mad, hun gik ud fra at han havde spist på kroer o.l. hver dag, så den stod på flæskesteg og rødkål og brune kartofler. Det var ikke nogen succes, for det viste sig, at far var blevet inviteret til middag privat, og alle steder fået serveret -flæskesteg med rød= kål o.s.v. - så den ret hang ham ud af halsen i lang tid efter.
Far var vist meget kræsen, der var i hvert fald flere almindelige retter, der var bandlyste, og som jeg først fik kendskab tiLl da jeg selv skulle lave mad efter div. kogebøger.
Far var ikke hjælpsom med det huslige, det var husherren ikke den gang, vi havde jo pige, så det var først da mor blev lam efter hjerneblødningen, at han lærte at vaske op og pille kartofler, hvilket var umuligt for mor med den "dumme" venstre hånd. Men det var da godt, han havde fået det lært, for da mor døde, måtte han jo gøre det selv. Også lave mad, men det blev ofte kun til pølser og grønærter o.l. indtil han flyttede til Adelaide og så spiste nede i restauranten.
Jo - far var af den gamle patriarkalske skole. En lille episode kan illustrere det: Et par dage efter han var kommet hjem fra Grønland, sad familien ved spisebordet - far og mor for hver bordende og de fem børn langs siderne. Så lagde far pludselig kniv og gaffel og sagde: "Hvad er det? Snakker I ved bordet?" Det var nemlig uhørt i mange hjem den gang og også hos os. Men så sagde mor, at nu havde hun været alene i 9 måneder - "så tror du jeg ville sidde her i tavshed ved måltiderne? Nej, det må du finde dig i --".. Og godt det samme, for efterhånden blev midagsbordet det eneste sted hvor vi alle var samlede og kunne snakke sammen.
Nej- nu stopper, jeg kunne ellers blive ved. Men som sagt, det kan jo komme en anden gang, MÃSKE??
Skrevet i Jan 2001 Inger Lise Kramp
Familien Kramp før Lise fødsel
Paul blev gift med Marie Bolette Blædel*, datter af Carl Frederik Blædel* og Hilda Bolette Olivia Grum*, den 15 Maj 1913 i Frederiksberg Kirke København.1 (Marie Bolette Blædel* blev født den 12 Nov. 1890 i Nordfeldt Møn Præstø,13 døde den 9 Jan. 1967 i Gentofte Amtssygehus København 14 og blev begravet den 9 Jan. 1967 i Jægersborg Kirke, Gentofte, , Danmark 15.)
|
