Jens Terkelsen Arnfred

   Et andet navn for Jens var Jensen.

  Notater:

Udgivelser:
www.worldcat.org/identities/lccn-n81114447/

J.Th. Arnfred, Jens Therkelsen Arnfred, 19.12.1882-22.5.1977, højskoleforstander. Født i Sønderbøl, Ål sg. ved Varde, død i Askov, begravet sst. Som ætling af gammel bondeslægt voksede A. op som hyrdedreng i et rodfæstet demokratisk miljø. Forældrene var oplyste bønder, faderen tilhænger af venstrepolitikeren Chr. Berg og foregangsmand i sognet hvor han medvirkede ved oprettelse af brugsforening, forsamlingshus, et af landets første andelsmejerier og 1905 af en grundtvigsk valgmenighed, et modtræk mod en indremissionsk sognepræsts omvendelsesiver. Denne præst, N. J. Schou, havde blik for A.s tidligt udviklede intellektuelle evner. I drengeårene førte han ikke blot regnskabet i den hjemlige brugs men var stærkt optaget af naturvidenskaberne. Ved hjælp af et stjernekort med bevægelig horisont aflæste han stjernernes stilling og kunne \endash uden det ur han ikke ejede \endash fortælle sine kammerater hvor mange klokken var. Som eneste søn var A. ellers forudbestemt til at overtage gården og arbejdede ved landbruget til 1901. Schou tilskyndede ham imidlertid til at studere. Heri blev A. støttet af den unge lærer, senere bibliotekskonsulent Jørgen Banke. Da A., forberedt på en privat realskole i Oksbøl, havde taget præliminæreksamen blev han 1902 i fire måneder assistent hos fysikeren Poul la Cour, lederen af Statens forsøgsmølle i Askov. Her fik han overdraget installationen af de første elektriske lysanlæg i danske landsbyhjem. Efter et års kursus blev han student 1904 fra undervisningsanstalten "København". Han valgte derefter ingeniørstudiet med tanken på en løbebane ude i verden, som mange andre danske polyteknikere. Men allerede straks efter at han ved nyt-årstid 1910 havde været oppe til sidste fag ved afsluttende eksamen som cand.polyt., elektroingeniør, blev han kaldt til Askov af højskolens forstander, Jacob Appel. Få år før sin død 1908 havde la Cour begyndt et kursus for "landlige elektrikere" på forsøgsmøllen og A. havde allerede sommeren 1909 overtaget ledelsen af dette kursus. Nu måtte han 1910 også overtage møllen, og da Appel samme sommer blev kirke- og undervisningsminister bad han A. vikariere i fysik- og matematiktimerne på højskolen. A. lovede Appel at blive et år som højskolelærer, uden at det dog var hans hensigt at binde sig. Men bundet blev han \endash året efter ved sit livslange og lykkelige ægteskab, senere også ved sit nære samarbejde med højskolens andre unge lærere, især med Jens Rosenkjær, C. P. O. Christiansen og Hans Lund. En af dem foreslog engang at de alle fire skulle forpligte sig til at blive i Askov. A. ville ikke binde sig, men han var den eneste der blev. Det skyldtes også at han \endash uden for selve undervisningstimerne \endash kom til at føle sig knyttet til elever der i stort tal samledes i det A.ske hjem på dets ugentlige "åbent hus-aftener" eller opsøgte ham for på tomandshånd at søge råd og vejledning i personlige anliggender. Et eksempel på virkningen heraf var A.s indsats for at udsende Olga Kaae som missionær til Indien 1925 med støtte fra jyske valgmenighedskredse. A.s virke på stedet kom efterhånden til at omfatte lokale tillidsposter: som formand for Malt sogns andelskasse 1919\endash 30, som medlem af sognerådet 1921\endash 29 og som formand for Askov brugsforening 1921\endash 43.

Det var som højskolemand i Askov A. fik sit hovedvirke. Her var han af usædvanlig støbning. Hans tidligt udviklede iagttagelsesevne og psykologiske sans gjorde ham i lige grad opladt for naturens og menneskesindets problemer. A. appellerede aldrig til følelserne, og veltalende i almindelig forstand var han ikke. Den vestjyske klangfarve i hans sprog bidrog imidlertid til at give hans tale tyngde men også oprindelighed, og hans fremstilling var præget af grundighed, knaphed og klarhed. Han begyndte som udpræget faglærer. Senere har han selv sagt at han savnede frimodighed til at bruge skoletimerne til andet end det der stod på timeplanen. Men når han i sit hjem holdt åbent hus fik han lejlighed til at sprænge faggrænserne. Når eleverne stillede spørgsmål af vidt forskellig art havde A. evnen til stilfærdigt at svare på dem, således at eleverne fik deres synskreds udvidet, dømmekraften skærpet og sans for en større sammenhæng. I skoletimerne på højskolen blev faggrænserne udvidet. Til at begynde med stemte de med A.s uddannelse som polytekniker. Han var \endash ligesom Jacob Appel, dog mere forbeholdent \endash påvirket af polyteknikeren Ludvig Feilbergs ejendommelige forsøg på at overføre fysikkens sprog til psykologien. Dette fag tog A. op, ikke alene gennem en inspirerende introduktion for studenter blandt eleverne der ønskede at tage filosofikum, men også i stigende grad i sine foredragsrækker. I øvrigt strakte hans fag sig fra elementær regning til det nye verdensbillede \endash Bohrs, Einsteins og Freuds \endash hvor A. evnede at omsætte det svære og længe uvante stof i fortættet og klar form. Hans forgængere som undervisere i naturvidenskabelige emner på den siden 1878 "udvidede højskole" Poul la Cour og Jacob Appel havde tøvet med at tage udviklingslæren op, især la Cour der følte sig bundet af et fundamentalistisk bibelsyn, men Appel havde ikke noget imod at de unge lærere A. og Rosenkjær tog disse emner op, og hos dem var der ingen vaklen når det gjaldt ubetinget respekt for det nye videnskabelige verdensbillede. Men det var på den anden side deres opfattelse at naturvidenskabens metoder og resultater var utilstrækkelige når det gjaldt mennesket som "andet og mere end et tobenet pattedyr" som A. har udtrykt det. Her stod A. på kristendommens grund, med et udogmatisk syn der kom frem i glimt, både i foredrag, stærkere markeret på de mindre hold i bibelkundskab og især i tilknytning til den daglige morgensang i skolens store sal. A. formåede her i knappe rids at fortolke Jesu lignelser og evangeliernes billedtale, underbygget ved indgående studier og friske iagttagelser bl.a. på hans rejse til Det hellige land 1924. A. var i sit es som lærer, også i sin virksomhed som foredragsholder rundt i landet.

Hans trang til at komme i kontakt med en større kreds bevirkede at han 1921 sammen med de tre tidligere nævnte værkfæller, støttet af elevforeningen Askov lærlinge, genoptog udgivelsen af et Askovtidsskrift, denne gang med det mål under dansk synsvinkel at orientere om den nye tid og verden der fulgte efter første verdenskrig. Under titlen Dansk Udsyn har det endnu eksisterende tidsskrift haft længere levetid end noget andet dansk alment tidsskrift. A. var den ledende kraft i redaktionen lige indtil 1956. I de fleste af dets årgange, især fra forstandertiden 1928\endash 53, findes en artikel af ham. Disse artikler angiver sammen med en række artikler i Højskolebladet spændvidden af A.s emnekreds, ofte med stillingtagen til tidens spørgsmål. A. har desuden skrevet en levnedsskildring af Severin Jørgensen, 1942 og bogen Askov Højskole i Mands Minde, 1965, den sidste trods sit vægtige indhold noget hæmmet af at omhandle et tidsrum hvor A. selv var skuepladsens hovedperson. A. var opfyldt af lærergerningen og trivedes i miljøet, men var samtidig stærkt optaget af gøremål udadtil. Som leder af forsøgsmøllen i Askov og det kursus for landlige elektrikere der var knyttet dertil havde han virket som rådgivende konsulent for vindelektriske forsyningsanlæg der oprettedes i stigende tal uden for købstæderne. 1910\endash 16 redigerede han Tidsskrift for Vind-Elektricitet. A. fandt dog ikke vindelektricitetens udvikling holdbar (herom i øvrigt Fra Ribe amt XVII, 1973 179\endash 92) og tog 1913 initiativet til et elsamarbejde på andelsbasis mellem landdistrikterne i Vestjylland og Esbjerg købstad. Det førte 1919 til oprettelsen af Sydvestjyllands forenede Elektricitetsværker, det senere Vestkraft, og anlæggelse af det store vandkraftværk ved Karlsgårde øst for Varde, åbnet 1921. Som et led i det oplysningsarbejde der var forudsætning for gennemførelsen af dette samarbejde skrev A. 1916 pjecen Elektriciteten i Landbrugets Tjeneste. Elsamarbejdet foregik på andelsbasis. A.s interesse for denne økonomiske arbejdsform \endash og den almindelige personlige tillid han nød \endash førte ham til en central position i andelsbevægelsens organisationer i en tid der prægedes af mismod og tillidskrise i forbindelse med Den danske Andelsbanks lukning sommeren 1925. Udgangspunktet var formandskabet i Askov brugsforening der 1923 havde ført A. ind i repræsentantskabet i FDB og 1924 i Andelsbankens repræsentantskab. I april 1925 da krisen var overhængende blev han dettes formand. I ugerne derefter arbejdede han utrætteligt sammen med bestyrelsen for at redde banken, men forgæves. Han blev medlem af likvidationskomiteen og deltog samtidig i arbejdet for at genrejse banken med ny kapital. Da dette mislykkedes bistod han indirekte ved dannelsen af afløseren, Dansk Andels- og Folkebank, den nuværende Andelsbanken der åbnede 1.12.1925.1 de følgende år arbejdede han målbevidst for at styrke andelsbevægelsens folkelige grundlag og praktiske effektivitet. A. blev 1926 af FDB indvalgt i andelsudvalget og afløste året efter Anders Nielsen, Svejstrup Østergård som formand. Samme år blev han formand for FDBs repræsentantskab og havde hermed opnået to af de højeste tillidsposter i dansk andelsbevægelse. Da kaldte Appel igen på A. Højskolen var ligesom før 1910 blevet tappet for værdifuld lærerkraft. Appel selv følte trang til aflastning og opfordrede med tilslutning fra lærerkredsen A. til at blive sin efterfølger. A. følte sig dog draget af de krævende opgaver inden for andelsbevægelsen, og han mente ikke at kunne lede skolen med den samme personlige myndighed som Appel. A.s ideal var et loyalt samarbejde mellem selvstændige medarbejdere hvor forstanderen blot var den første blandt ligemænd. I tillid til dette bestik der havde stået sin prøve i samspillet mellem "de fire unge lærere", og opmuntret af sin hustru, overvandt han betænkelighederne og påtog sig 1928 opgaven som forstander.

Annonce

A. opgav dog ikke sit virke inden for andelsbevægelsen. Han vedblev at være formand for FDBs repræsentantskab til 1959, og selv om han 1929 trådte tilbage som formand for andelsudvalget, fortsatte han som medlem af udvalget og dets forretningsudvalg. Han var blandt initiativtagerne til andelsudvalgets oplysningsarbejde 1959 der fortsattes med dannelsen af Landbrugets oplysnings- og konferencevirksomhed 1963. I det hele bidrog A. til skabelsen af nye felter og rammer for oplysningsarbejdet, markeret ved oprettelsen af Den danske Andelsskole ved Middelfart 1931, af oplysningsudvalget 1936 som han blev formand for 1951, og af Det danske forlag der tilstræbte at bringe gode og billige bøger ud til nye kredse; her var han formand 1941\endash 58. Forudseende men ofte stærkt kritiseret evnede A. i nært samarbejde med FDBs førstedirektører Frederik Nielsen og Ebbe Groes at indpode forståelse hos bestyrelsens og repræsentantskabets medlemmer for nødvendigheden af det moderniserings- og rationaliseringsarbejde der skulle til for at hævde forbrugernes interesser over for de voksende koncerner. Vekseldriften mellem A.s andelsvirke og højskolegerning fortsattes efter 1928 men højskolen stillede nu voksende krav. Selve administrationen af skolen hvis økonomiske tilskudsvilkår ikke som for andre højskoler lettedes ved højskoleloven af 1942 var krævende. Det lykkedes dog A. både at fastholde en tilstrækkelig og velkvalificeret lærerstab, at få rationaliseret og moderniseret skolens store bibliotek (med ny biblioteksbygning 1935) og \endash med hjælp fra indsamlede midler \endash at få bygget en stor festsal (1935) og planlagt en fornyelse af det forældede bygningskompleks. Selv under den tyske besættelse 1940\endash 45 \endash hvor skolens bygninger dog først blev beslaglagt i foråret 1945 \endash opretholdtes den regelmæssige mødevirksomhed der gjorde stedet til et kulturelt brændpunkt i landet og hvor A. selv var den sikre dirigent og konkluderende kommentator. \endash I forholdet til den store elevflok hvis tal på vinterholdet steg fra omkring 260 ved A.s tiltræden til omkring 350 i 1940'erne, evnede A. og hans hustru at skabe trivsel og tryghed indadtil. Noget vanskeligere var det at opnå en samstemt og loyal lærerkreds. Her opstod principielle skillelinier da en gruppe forholdt sig kritisk over for A.s udogmatiske åbenhed og \endash i tilslutning til Aage Møller og Anders Nørgaard, A.s gamle og nære venner \endash ønskede en dybere "grundtvigsk selvbesindelse" lagt til grund for skolen. Modsætningerne inden for lærerkredsen skærpedes under besættelsen hvor kolleger \endash ikke blot i Askov \endash der støttede modstandsbevægelsen fandt A.s holdning for tilbageholdende. Modsætningerne kulminerede da A. der havde reageret på angrebene med indbygget sagtmodighed 1949 ønskede at afgive forstanderhvervet. Spændingen gav anledning til offentligt røre og udløstes først 1953 da A. blev afløst som forstander af Knud Hansen. Som lærer ved skolen fortsatte han endnu mange år.

A. blev 1929 valgt til medlem af bestyrelsen for foreningen for højskoler og landbrugsskoler, fra 1944 til 1957 som formand. Også her var der indre modsætninger at overvinde, men både i forhandlinger med ministeriet vedrørende skolernes økonomiske forhold og under forberedelsen af højskolelovene 1942 og 1955 bidrog A.s forhandlingsevne til at skabe stadig bedre vilkår for skolernes virksomhed. Da landets folkeoplysende organisationer under den tyske besættelse af Danmark sluttede sig sammen i Dansk folkeoplysnings samråd, blev A. også dets formand. Forinden havde han været virksom i den bevægelse, som støttet af undervisningsminister Jørgen Jørgensen førte til oprettelsen af Dansk Ungdoms Samvirke under Hal Kochs ledelse. Efter besættelsens ophør blev A. medlem af ungdomskommissionen 1946. Han var enig med Hal Koch i hans kritik af retsopgøret og tog skarpt afstand fra at frihedslinien i den sønderjyske skolelovgivning blev svigtet. I det 1950 nedsatte Askovudvalg, bestående af grundtvigske og socialt interesserede skolefolk der kæmpede for den udelte børneskole var A. sekretær. Under arbejdsløshedskrisen i 1930'erne havde A. i samarbejde med den sønderjyske malerinde Agnes Smidt oprettet Selskabet Lundsmark Arbejdslejr hvor unge blev beskæftiget med vekselvis læplantning og undervisning. Da dette forsøg efter et par år måtte opgives fik A. 1935 med statsstøtte oprettet en arbejdslejr i Renbæk, Vodder sogn, atter med kombinationen arbejde og undervisning. Dette forsøg lykkedes bedre men blev efter tre års forløb overtaget af socialministeriet. (Fra Ribe amt XX, 1976 54\endash 68). \endash Et særlig nært forhold havde A. til arbejdet i Sønderjylland. Fra 1936 var han medlem af bestyrelsen for Den sønderjyske sprogforening hvis formand han var 1953\endash 74, og da han var frigjort fra forstanderposten 1953 tog han andre nye opgaver op i grænselandets kulturarbejde. Han havde været med i forberedelsen af den danske folke-højskole i Jaruplund i Sydslesvig der blev oprettet 1950, senere i oprettelsen af Løgumkloster refugium (1961) og den tilsluttede højskole (1962) hvor han som næstformand i den fælles bestyrelse øvede stor indflydelse. Hans indsats på dette sted omfattede også dannelsen af refugiets kulturforening 1966 og indretningen af Frederik IXs klokkespil ved Løgumklosters 800 års jubilæum 1973; i bestyrelsen herfor blev han også formand. Den lille flække i "den truede firkant" blev således forvandlet til et nyt kulturcentrum i grænselandet. Endelig bidrog han til at sikre bedre kår og rammer for sprogforeningens gamle hjemsted, Folkehjem i Åbenrå 1974, i hvis bestyrelse han blev næstformand. Rækken af A.s initiativer og resultaterne af hans indsats i disse år omfattede bLa. også højskolebladets reorganisation som en selvejende institution 1958, med A. som formand, nye rammer for Paula Trocks banebrydende virksomhed Spindegården (formand 1958\endash 70), oprettelsen af Herning højskole og Knud Rasmussens højskole i Grønland (begge 1962) samt grundlæggelsen af Det sydvestjyske universitetscenter hvis universitetsforening A. var formand for fra 1966. Han var desuden en ledende kraft i bestræbelserne for at tilbagegive Island dets gamle håndskrifter. Med andelsbevægelsen og folkehøjskolerne i det øvrige Norden knyttede han nære faglige og personlige kontakter. Denne igangsættende og organisatoriske virksomhed der var så resultatrig lettedes ved at A. havde evne til at vinde tillid i kraft af sin store ro, sit udsyn og fremblik. Livet igennem var han optaget af politik, og flere gange blev han opfordret af frisindede venstremænd som han politisk stod nærmest til at søge valg til folketinget, en opgave der tiltrak ham men ikke let lod sig forene med højskolegerningen. I 1960 gav han sammen med andre højskolemænd stødet til dannelsen af selskabet Liberal Debat hvor han blev repræsentantskabsformand, i tilslutning til Thorkil Kristensen, ved siden af Jørgen Jørgensen den politiker han stod nærmest. Men det er som folkehøjskolens førstemand og andelsbevægelsens folkelige leder gennem henved et halvt århundrede A. har gjort sin hovedindsats. Den blev påskønnet på hans 90 årsdag da der med indsamlede midler blev stiftet en Arnfred-fond hvis kapital på over 100.000 kr. det blev betroet A. selv i samråd med en bestyrelse at disponere over inden for en kortere årrække til løsning af "kulturelle opgaver i forbindelse med Askov højskole". Den tillid A. altid havde kaldt på vendte hermed som et ekko tilbage til ham selv.

Til det sidste bevarede A. sit humør, sin fysiske og åndelige spændstighed. Så sent som i februar 1977 ledede han i en uge på Nordens folkelige akademi i Kungälv et seminar, "Möte med A.", hvor han veloplagt drøftede problemer der optog ham, herunder betingelserne for demokratiets beståen. Her formulerede han "et ellevte bud": Du skal samarbejde. Som den tankens og handlingens mand A. var kunne han under efterlevelsen heraf komme i modstrid med ideelt betonede holdninger der fandt ham for villig til at give plads for kompromiset. Men det A. søgte var udveje for frugtbar handling i pagt med hans dybt forankrede men udogmatiske kristne og demokratiske grundsyn.
Familie

Forældre: gårdejer Niels Jensen (1844\endash 1920) og Frederikke Laurette Hermandine Margrethe Christensen (1844\endash 1931). Navneforandring 1905. Gift 1.8.1911 (b.v.) i Holsted (kirkelig vielse i Askov valgmenig-hedsk.) med Karen Helweg, født 7.2.1884 i Velling sg. ved Ringkøbing, død 2.10.1966 i Askov, d. af sognepræst sst., sidst valgmenighedspræst i Askov Axel Heinrich Saxtorph H. (1853\endash 1914) og Thalitha Johanne Katrina Franciska Hostrup Spur (1854\endash 1937). \endash Far til Tyge A.
Udnævnelser

F.M.1. 1953.
Ikonografi

Mal. af Agnes Smidt, ca. 1924. Dobbeltportræt af A. og frue af Stefan Viggo Pedersen, 1944 (Askov højskole). Mal. af Hans Chr. Høier, 1952 (FDBs hovedsæde, Albertslund), samme: Gruppebillede af Askovlærerne, 1952 (Askov højskole). Mal. af Franciska Clausen, 1974 (Folkehjem, Åbenrå). Foto.
Bibliografi

J. Th. A.: Askov højskole i mands minde, 1965. Samme i Andelsbladet 17.8.1961 (om faderen). "A. fortæller": Dansk udsyn 1977 325\endash 91. \endash H. Skovmand i Danm.s folkehøjskole 1844\endash 1944, 1944 208f. Aage Møller m.fl. i Da. udsyn, 1953 (Festskr. til J. Th. A.). Hans Lund: Historiker i højskolens tjeneste, 1960 243\endash 45. Rich. Gandrup i Århus stiftstid. 18.12.1962. Kr. dagbl. 19.12.1962. Olga Kaae: Min vej til Indien, 1972 10 16\endash 18 92. Ole Wivel: Romance for valdhorn, 1972. Højskoleelever 1977 2 (om Kungalv). Rich. Andersen i Vestkysten 23.5.1977. Jørgen Bukdahl i Kolding folkeblad 24.5.1977. Ebbe Groes i Samvirke, dec. 1977 21\endash 29. -Portrætfilmen "J. Th. Arnfred" ved Ib Koch-Olsen og Jørgen Roos 1975\endash 76 (Dansk kulturfilm og Statens filmcentral). \endash Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:Jes Rosenblad: J.Th. Arnfred i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 28. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286216

  Begivenheder i hans liv:

1. Bopæl, 1890-1901, Sønderbøl Aal Ribe. ³

2. Uddannelse: Student, 1904.

3. Navneændring, 13 Jul. 1905, Arnfred. ²

4. Uddannelse: Cand. Polyt, 1910.

5. Religion: Indtrådt i folkekirken, 1 Aug. 1911. ¹

6. Bopæl, 1916-1921, Askov Malt Ribe. ⁴

7. Bopæl: Bortrejst til Molmegård Gentofte, 1916.

8. Bopæl, 1925-1930, Askov Højskole Malt Ribe. ⁵

9. Beskæftigelse: Forstander ved Askov Højskole, 1928-1953.

Jens blev gift med Karen Helweg, datter af Axel Heinrich Saxtorph Helweg og Johanne Francisca Thalitha Spur, den 1 Aug. 1911 i Askov Kirke Malt Ribe.¹ (Karen Helweg blev født den 7 Feb. 1884 i Ringkøbing Kirke, Ringkøbing ⁶ og døde den 2 Okt. 1966 i Askov Kirke Malt Ribe ⁷.)