Nicolai Laurentius Feilberg

  Notater:

3 ekstra børn
Efterfølgende gift

N L Feilberg (1847-48, 1850-64). I Ty-ske Kancelli var man stærk modstander af, at NLF skulle have dette vellønnede embede, først og fremmest fordi han ikke var uddannet i Kiel. NLF søger så privataudiens hos Chr VIII, der opholder sig på Før, og bliver velvilligt modta-get. F udnævnes og modtages med den største tillid fra alle sider i Ullerup. Navnlig betager det folk fra den første dag, at F ikke blot har let ved at tale med mennesker, men også i sjælden grad forstår at lytte, ligesom han aldrig synes fornær-met, når nogen siger ham imod. Modtog >almin-delige< mennesker ham med tillid, gjaldt dette i ikke mindre grad de >vakte< \emdash også herrnhuter-ne \emdash et brev fra orgelbygger Jiirgen Marcussen (26/2 48) til den 50-årige Anne Marie Andresen vidner tydeligt herom: >Jeg har talt med pastor Feilberg om dig og er overbevist om, at du hos ham vil finde al den trøst og opmuntring, som den ene kristne kan give den anden, som et kri-steligt skriftebarn kan vente sig af sin skriftefa-der og sjælesørger.< Men mens Feilberg kører sit sidste flyttelæs ind i præstegården, tordner kanonerne ved Bov. På sine gamle dage (1888) nedskriver F sine erin-dringer fra disse krigsår. (Udg. af H P H Novrup i >Fra Ribe Amt< 1938 og 39). De nærmeste måneder skildres her som højst urolige for Feil-berg. Efter prædikenen 17. s e trin undlader han at oplæse den prov fællesregerings anordninger. Et par dage efter bliver han afskediget. >Diakon Hjort blev konstitueret som hovedpræst i mit sted. Jeg begav mig til provst Rehhoff i Åbenrå og forklarede ham det uheldige for menigheden i min entledigelse under de nuværende forhold. Der var kun 2 slesv-holst familier i sognet. De øvrige sognefolk ville måske afholde sig fra del-tagelse i gudstjenesten, dersom man nægtede mig tilladelse til at prædike. Jeg kunne jo prædi-ke til afstensang kl 2, og Hjort ville vel nok være villig til at give møde og passe på, at jeg ikke politiserede. Rehhoff tog meget venlig imod mig, ytrede sin forbavselse over min dristighed at udsætte mig for mishandling af byen Åbenrås befolkning, hævdede, at jeg så fejl på forholde-ne. Ullerupperne var ikke dansksindede, omend muligt noget uklare p gr a min agitatoriske virk-somhed for Danmark. I hvert fald måtte nu de politiske forhold ordnes først. Så ville de kirkeli-ge følge efter. I det samme bankedes på døren. Ind trådte hr Hjort. >Åh, her har vi hr Hjort! Hvad siger De til hr Feilbergs andragende at prædike om eftermiddagen under Deres tilsyn som konst hovedpræst.< >At så vil ingen møde om formiddagen, når jeg prædiker.< Rehhoff lo og bød os begge ind til the med hans damer.< I december flytter F til Als, hvor familien allerede opholdt sig, og hvor F nu en tid passer præsteem-bedet i Asserballe. Efter Fredericiaslaget konsti-tueres han som feltpræst i Odense, og i denne stilling forbliver han, indtil han endelig i jan 1850 kan vende tilbage til Ullerup og atter genoptage sin præstegerning. Diakonen var i mellemtiden flyttet til Broa-ger, og i hans sted var J Ed Petersen blevet dia-kon, medens Friedrich Petersen var blevet sp. FP var blevet fordrevet fra sit hidtidige embede som sp Notmark p gr a sympatier for Augustenbor-gerne. Hans korte tid i Ullerup blev ikke noget behageligt minde for ham. I sin 358 sider store >Erlebnisse< fra 1856 skildrer han alle sine for-trædeligheder med en lidenskab og en tro på sin retfærdige sag, der måtte gøre indtryk på en-hver, der læste den. Egentlig er det kun i de 8 præsteår i Uge, han har fundet en menighed, der forstod ham, og præstekolleger, der \emdash som han selv \emdash tog deres gerning alvorligt. I Ullerup \emdash hvor Feilberg havde virket, en mand, der spille-de l'hombre, og som ikke var bange for at være sammen med sine sognebørn på et af Sønder-borgs værtshuse \emdash der måtte han for første gang opleve at prædike for næsten tomme bænke. Feilberg slutter sine erindringer om treårskrigen med at berette om sit møde med FP: >I januar 1850 havde jeg at møde hos FP og spørge, om han ville rykke godvillig ud eller foretrække transport af gendarmer. Den samme forespørg-sel , der blev henvendt til mig af prov herredsfo-ged Nissen i okt 1848. Petersen fandt det urime-ligt at fortrække, da Tyskland dog snart ville og kunne sætte sin vilje igennem over for Danmark, men måtte naturligvis under protest vige for magten ... Vi røg en fredscigar, drak et glas rhinskvin og sås aldrig siden.< 9 præster virkede altså i Ullerup i 1840'rne. Deres skæbne er typisk for Slesvigs kirkehistorie i dette tidsrum. 3 dør (Momsen i 41, P Damm i 43 og Meyer i 47). For de øvrige gælder, at Feil-berg udrenses på slesv-holst foranledning, men genansættes 50. Kaftan, Fr Petersen, Peter Hjort og Jac Ed Petersen udrenses alle af danskerne i 50-51, og de to første dør inden 64, medens de to sidste vender tilbage til Nordslesvig efter 64, hhv til Hoptrup og Vonsbæk. Alene Chr Damm fort-sætter under alle forsk nationalpolitiske forhold, først i Kværs, siden i Hostrup. I 1855 gør F stillingen i Ullerup op i en kort, men væsentlig visitationsindberetning. Det hed-der heri: >Ved gudstjenesten i kirken brugtes før dels Adlers agende, dels selvgjorte alterbøger, nu H Baggers alterbog fra 1668. Brugen af en indgangs- og slutningsbøn i kordøren fandtes ik-ke før, er endnu heller ikke indført, men ønskes af præsten. Skriftemål holdes efter gammel skik om lørdagen. Dåben var før henlagt til private huse og om hverdagen, men forrettes nu sædvan-lig i kirken og på søn- og helligdage i forbindelse med den øvrige gudstjeneste. Fasteprædiken holdes hver fredag i fasten, og kun på disse dage kirkekatekisationer, ved hvilke kun konfirman-der og andre skolepligtige børn møder. Ved voksnes begravelse holdes ligprædiken i kirken, ved børns en tale i våbenhuset. Det er ikke hyp-pigt, at en >udtale< i lighuset bliver forlangt. Ægidius' psalmebog bruges nu alene, det synes, den i en tidligere tid må være brugt i forbindelse med Kingos, de mange gamle eksemplarer ind-befattede begge psalmebøger i et bind ... Menig-heden har just ikke noget mod kirkegang, men slet vejr og vej, tidens travlhed m m bruges dog meget almindelig som god grund til at blive hjemme. Jeg tror ikke, at kirkebesøget har for-ringet eller forbedret sig kendeligt. \emdash I Bibelen læses sjældent, noget mere i andagtsbøger; men i det hele er der mere sans for verdslig end for gudelig læsning. Interessen for bibelselskaber og missionsvæsen er således kun svag, undtagen for nogle, som er påvirket af herrnhuterne. Forelø-big holder jeg 3 eks af Dansk Missionstidende, som jeg lader skolelærerne få til egen underret-ning og omgang blandt læselystne.< I de senere beretninger er der meget lidt nyt at hente udover en enkelt bemærkning (1862): >Fortrinligt indre kirkeliv og >kontakt< mellem præst, menighed og kirkens repræsentanter i øvrigt. Ingen ind-blanding i de forskellige sager af højere instanser (visitatoriet) og uden anvendlse af tvangsmidler. Offeret er en frivillig gave, som kun ydes af dem, der møder i kirken på offerdagene, men netop på disse er besøget særdeles stort.< Mange fremhæver Fs sangglæde. >Han sang smukt og elskede sang og indførte overalt i hjemmene både salmer og nye folkesange. Den megen sang i Ullerup, der er kendt viden om, er grundlagt af ham.< (Peter Andresen) Og PA fortsætter: >F følte sig hjemme mellem befolk-ningen. Der kunne næppe tænkes en præst, der ved sin praktiske tankegang, alsidige interesse, store hjælpsomhed, mandige holdning, fromme bøn og alvorlige forkyndelse, passede bedre der end han. Han groede fast i egnen og sognet og nærede lige til det sidste håb om at blive i sin >kære, uforglemmelige menighed< i Ullerup< Fs hustru, Conradine, var ham til stor støtte trods hendes skrøbelige helbred, men hun døde 1856. F synes ikke, han herefter kan blive i Ulle-rup, søger Pårup, bliver udnævnt, men får lov til at trække sig tilbage. Sognets beboere opfordrer ham i en adresse til at blive. I 1857 gifter F sig med den knap 42-årige Bolette Rørdam. Da hendes far var død i 1831, flyttede moderen med de ugifte børn til Frederiksberg. Her blev Bolet-te forlovet med cand teol Peter Købke, broder til Fs første hustru. Han dør 1839. I det Rørdamske hus kom en kreds af unge, bl a Søren Kierke-gaard, der førte mange samtaler med Bolette og her traf Regine Olsen. (Papirer X5, s 159). Det var ikke nogen helt let opgave for Bolette F at skulle afløse Conradine: Peter Andresen skriver.. >Hun var ikke så lidt aristokratisk, men en over-måde dygtig husmoder, energisk og styrende, sparsommelig uden at være kneben. De mange børnebørn, der senere hen i ferierne søgte til det gamle præstehjem, befandt sig udmærket under hendes myndige ledelse; men bønderne mente, at præstegården nu blev lidt for fin.< 1864 betød afslutningen på Fs præstetid i Ulle-rup. Næsten dag for dag skildrer han den i de breve, der 1890 blev udgivet under titlen: >En præstegård i Sundeved under krigen 1864<. Kir-ken gennem lange tider beslaglagt, præstegården taget i brug til store indkvarteringer, præsten i lange tider under husarrest, og hans færden i sognet til tider næsten umuliggjort. Selv om han følte forpligtelsen til at tage sig af syge og sårede, begrave de faldne, prøve at komme rundt i hjemmene, så meget det var muligt, og som det vigtigste, lykkedes det dog også ind imellem at gennemføre en (forkortet) gudstjeneste, holde altergang i kirken, ja, selv konfirmationsforbere-delsen lykkes det at gennemføre. En særlig plads i brevene indtager August v Goeben, preussisk general, men modstander af slesvig-holstenis-men. I lange tider var hans hovedkvarter i Ulle-rup prgd, og der udvikledes først gensidig agtel-se, senere en slags venskab mellem F og ham. Han lettede F på alle måder i hans vanskelige stilling. F spiste normalt ikke sammen med de tyske officerer, der var indkvarteret i prg. En aften er han imidlertid sammen med dem en ti-mestid (25/2); >friherre v Grote, en kavalleri-officer, trak mig hen i en krog og betroede mig sin længsel efter den hellige nadvere, som han ønskede at modtage af min hånd, fordi han var lutheraner og havde betænkelighed ved at kom-municere hos den unerede feltpræst. \emdash Trods al høflighed og opmærksomhed imod mig forstod dog flere af disse herrer ikke at skåne en dansk mands følelser.< 28/2: >Ikke lidet forundredes jeg under mit korte besøg i Ullerup by ved synet af vejen, kirkegården og kirken. Træerne i dia-konatets have vare omhuggede og anbragte ved den østlige indkørsel som forhugninger til en fremrykkende fjendes standsning. Indenfor kir-kegårdens stendige var en grøft gravet, omtrent 11/2 alen dyb, og diget forhøjet med den opkaste-de jord. Foran kirkens dør var der dannet en forgård af nedrammede pæle med skydeskår i. Kirkens vinduer vare forsynede med brystværn, så kun de Øverste ruder kunne ses udefra. I den østlige ende af kirken var den tykke mur, endog-så på loftet, gennembrudt, for at der derfra kun-ne fyres på den fremtrængende fjende.< 18/4: >I morges kl 4 vågnede jeg af urolige drømme. Ka-nonaden var heftig og stærk, færdsel af vogne lød fra landevejen. Mellem 6 og 7 stod jeg ude på trappen. Generalen kom løbende ud. I stuen fo-rekom det ham så stille; nu syntes han tilfreds med at høre kanonerne. >Heute musz tiichtig geknallt werden; es freut mich, dasz es auch ge-schieht,< sagde han. \emdash Mig og min kone bød han bevæget farvel. Jeg var også underlig bevæget lige overfor min venlige fjende. >Derefter skil-dres Fs arbejde de nærmeste dage på de forskel-lige lazaretter, der var blevet oprettet i Ullerup. 29/4: >Jeg havde den glæde i dag at prædike i Ullerup kirke, som ved 4 dages anstrengt arbej-de er sat i stand af kirkeværgerne. Børnene blev konfirmerede og toges til alters, så de i morgen kunne have en fridag og på søndag drage ud i tjeneste, som jo er de flestes lod.< 14. maj kommer Bertel Godt, der er blevet provst for Åbenrå og Sønderborg amter, på visi-tats sammen med amtmand Heltzen. Efter mid-dagen samles amtmand, provst og præst i Fs stu-derekammer. >Amtmanden er det tavse vidne.
Provsten forhører: >Må jeg bede Dem fremføre Deres politiske betragtning angående Slesvig.< \emdash>Jeg forstår mig ikke på politik, har aldrig stude-ret statsret.< \emdash >De er dog vel dansksindet?< >Ganske som mine sognefolk og andre danske slesvigere. \emdash >Men De har søgt at påvirke dem, og har fået nogle til at være dansksindede i sam-me forstand, som De \emdash en danskfødt mand \emdash er det selv.< \emdash >Tværtimod, hr provst. Under 25 års ophold i Nordslesvig er jeg således påvirket af den her herskende tankegang og hele folkelig-hed, at jeg er bleven en ægte dansk slesviger. Selv har jo provsten erfaret i forrige krig, da De var præst i Felsted, at bondestanden her lader sig ikke påvirke af præster. De vandt jo ingen sjæl for hertugen og Slesvig-Holsten, men mistede blot Deres tidligere yndest og agtelse.< Til slut forelægger Godt F en lang erklæring, som F be-slutter sig til at underskrive. Deri lover han loya-litet overfor civilregeringen og lover at bekendt-gøre dens anordninger. Efter erobringen af Als beordrer Rehhoff, der er blevet midl generalsu-perintendent F til at give møde i Flensborg 8/7. Nævnte dato møder han sammen med Mørk Hansen, Felsted, Roth, Varnæs, og Krog-Mey-er, Sottrup. >Vi traf sammen i >den kejserlig-østerrigske og kongelig-preussiske Civilforvalt-nings bureau<, og ind tren dr Rehhoff med adju-dant Godt og en sekretær. Doktoren bemærke-de, at den forhen afgivne erklæring var af for-skellige præster opfattet forskelligt; nu var den politiske stilling desuden en anden; der var ikke mere tale om en midlertidig regering; Slesvig var nu for evig tid skilt fra Danmark, også i dyna-stisk henseende; man måtte have pålidelige em-bedsmænd, og regeringen måtte derfor have svar på følgende spørgsmål: I. >Anser De Dem end-nu i nogensomhelst henseende bunden ved De-res til kong Christian IX aflagte troskabs-ed? Svar: >Ja \emdash sålænge han ikke har løst os.< Der-med erklærede han de øvrige spørgsmål for over-flødige. Forhandlingen begyndte på tysk og end-te på dansk, hvilket sprog de tre herrer talte lige så godt som vi. Godt smilede tilfreds, da hans øre opfangede det fire gange lydende jaord. Rehhoff gjorde en høflig undskyldning for den ulejlighed, han havde voldt os.< 20/7: >De såre-de besøger jeg .daglig. Deres lidelser og død gi-ver mig nok at tage vare på. Dog kommer jævn-lig en eller anden tysk præst til preusserne.< 24/7: >I går fik præsterne i Felsted og Varnæs afsked, og jeg fik et brev med fra posthuset i Gråsten til Krog-Meyer med samme indhold. Til mig var der ingen skrivelse. Derfor bød jeg ikke den talrigt forsamlede menighed farvel i dag. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke om sagen.< 25/7: >Deputationer fra Varnæs, Felsted og Ullerup har overbragt andragender til d'herrer Revertera & Zedlitz om at beholde deres præster.< 28/7: >Kirkeværgerne havde fået ordre til i morgen at afhente amtmand Jørgensen så betids i Varnæs, at han kan indsætte dr Lange fra Itzehoe til præst i Ullerup kl 11.< 29/7: >Kl 11 mødte amtmand Jørgensen med dr Lange. En ny præst havde han indsat i Varnæs i morgenstunden, og en havde han i reserve til Felsted. Det kalder jeg rask for-retningsgang.< 30/7: >Du mener nok, at vi glor ilde til hinanden, dr Lange og jeg, eller slet ikke ses. Tværtimod. Jeg manuducerer ham i alle gre-ne af embedets gerning. >To ting må De lære, om Guds ord fra Deres læber skal finde indgang i Ullerup menigheds hjærter, først at afholde Dem fra kærlighed til Slesvigholsten, dernæst at få dansk sprog og folkelighed kær. Ellers vil De-res ord blive en lydende malm og en klingende bjælde.< Dette er det sidste brev fra Ullerup. Men samlingen omfatter endnu &, skrevet i Kø-benhavn 14/8. Deri fortælles, at F 31/7 holdt skriftemål og altergang (omtrent 50 var mødt). Han besøger igen de sårede. >Med dr Lange un-derholdt jeg mig daglig om de ting, der hører til Guds rige og præstegerningen i Ullerup. Politik blev ikke forhandlet mellem os. Kun betonede jeg atter fornødenheden af interesse for menig-hedens modersmål, der også er hans. Molbechs danske ordbog, ritualet, alterbogen, Ewalds konkordans, Ægidius' psalmebog, som benyttes i kirken, og den Ingemannske [= Roskilde Kon-vents], som i 7 år er brugt i skoler og ved konfir-mandundervisning, efterlod jeg ham til brug.< 4/8 kom den officielle afsked, undertegnet af Zedlitz og Revertera, afslag på Fs ansøgning om 3 ugers frist til at ordne sine forhold i U, udvis-ningsordre fra herredsfogeden, der giver ham 72 timer til at forlade landet i, rejsepas fra samme. Naboen Jens Andresen kører ham til Flensborg, medens folk på markerne råber hurra for F og for Chr IX. F genså aldrig Ullerup. Efter kort tid som hjælpepræst i Marslev-Bir-kende sluttede F som sognepræst i Kirke Helsin-ge-Drøsselbjerg (1865-83). Han døde 1899, næ-sten 93 år gammel. Så længe det var ham muligt, stod han i brevveksling med mange i Ullerup. Almindeligvis anses F for grundtvigsk. I Ve-ster Vedsted er han med glæde medlem af et lille grundtvigsk arbejdskonvent. Selv understreger han den betydning, Mynsters betragtninger har haft for ham. Peter Andresen skriver: >I religiøs retning var han tilhænger af biskop Martensen. Indre Mission syntes han ikke om. Grundtvigia-nerne stod han nærmere. Ved sygesenge og ofte ellers henviste han til trosbekendelsen og dåbens forjættelse om syndernes forladelse.< Martin Schwarz Lausten har i >Kirkehist Saml< 1976 fremdraget en lille brevveksling mellem Vilh Beck og F. Af denne fremgår det, hvad også MSL konkluderer, at F >ønskede næppe at knyt-te sig fast hverken til Grundtvigianerne eller In-dre Mission.< Om hans forkyndelse skriver Peter Andresen: >Han talte hver søndag ud fra evan-geliet, men havde ellers kun &I tekst: >Vær fri-modig, dine synder ere dig forladte<. Her ud fra vidnede han >menigheden til trøst og opbyggel-se, sig selv til fred og glæde<. I alle livets forhold var han praktisk også som prædikant, tog f eks de allerfleste billeder og lignelser fra bøndernes daglige liv. Hans prædikener var nærmest en for-tælling.<

Fra Paul Nedergaard:
Nic. Laur. Feilberg (1838-47) flyttede til Ullerup, se K Helsinge-D. (Se Fra R amt 1938, hvor H. P. H. Novrup har gengivet hans erin-dringer). Han var fader til den kendte folklo-rist, dr H. F. F, Darum-B. Nic. F var ratio-nalist, men da han kom til Vestjylland og blev præst blandt >et fromt, men uoplyst bonde-folk< lærte han, at >synd ikke blot er fejl<, og han maatte træffe et valg mellem sin teo-logi og de gamle vestjyders tro. Han kom ind i en krise, og en dag i V Vedsted præstegaard syntes han, at han hørte en røst: >Din synd er forladt, vær frimodig ! < Fra den dag levede han et >nyt præsteliv< midt iblandt de gamle troende. 1839 var der en frygtelig oversvøm-melse. Vandet gik helt op til prgd, og meget sognet blev ødelagt. Sognet var stærkt præget af grænsen og grænsekampen. F blev sønder-jydernes varme ven, han flyttede herfra til Ullerup, et gl dansk sogn i Sundeved og ople-vede her paa nært hold krigen 1864. Her miste-de han sin hustru og giftede sig ihed en datter af provst Rørdam, Tølløse, farbroder til bi-skop Skat Rørdam. Feilberg var en fin præst, han havde blik for den nationale besindelses betydning her i grænseegnen. Feilberg var be-tydelig, han hørte ligesom sin ven, Ludv. Chr. Maler, Seem, til første slægtled af Grundt-vigs disciple. 1. okt 1845 slog lynet ned i V V kirketaarn midt under en visitats af biskop Tage Miiller.

N. L. Feilberg (1834-38) flyttede til V Vedsted, se K Hel-singe-D, var fader til den kendte folklorist, pastor Dr H. F. F, Darum-B, hans hustru blev syg i Alslev og var syg resten af sit liv. F var rationalist, da han kom hertil, og skønt forgængerne havde været rationalister, fandt han her >et fromt, uoplyst bondefolk, som havde deres barnetro i behold. Han lærte her, at synd ikke blot er fejl, og han maatte træffe et valg mellem de gamle jyders tro og sin teologi. Striden stod haardt, men først i V Vedsted kom han til positiv tro. ( Se her II, 215, jvf. H. F. Feilbergs skildring af sin fader i Nordslesv søndagsbl 1910) jvf FRA 1938, 62-96. Han var en ærlig, frygtløs og ret-sindig mand. Se ndf lærer H. P. H. Norups afhandlinger om ham.

  Begivenheder i hans liv:

1. Beskæftigelse: Præst, 1838 til 1847, Vester Vedsted Kirke Ribe. ¹

2. Beskæftigelse: Præst, 1847 til 1848, Ullerup Kirke. Afskediget, men senere genansat

3. Beskæftigelse: Præst, 1850 til 1864, Ullerup Kirke.

4. Beskæftigelse: Præst, 1865-1883, Kirke Helsinge.

Nicolai blev gift med Conradine Antonette Caroline Købke. (Conradine Antonette Caroline Købke døde i 1856.)