Cecilie Cathrine Stochholm

  Notater:

Brev fra Cecilie Stochholm om skovbranden ved Hinckley 1894
Duluth d. 2 Oktober 1894.
Kjære Jørgen og Marie
Jeg vil i Aften skrive lidt til Eder, for at I kan vide hvorledes vi nu har det. Først mange Tak for Dit Brev kjære Marie som vi for længe siden har modtaget i Hinckley, men ikke besvaret hvorfor jeg beder Dig undskylde, vi skrev et Brev til Eder før vi forlod Chicago som jeg haaber at I har modtaget. Kjære Venner vi tænker saa ofte paa Eder, og ønsker saa at vi kunde tale med Eder engang imellem, men Gud være lovet at vi kan mødes for ham i vore Bønner, ved hans vidunderlige skjærmende Naade er det at jeg kan sidde her og skrive til Eder, da vi den 1. September var iblandt dem som var omgivet af Flammer, men ved Guds store Naade blev reddet allesammen. Ja det var en skrækkelig Hjemsøgelse som kom over disse Byer, sligt har aldrig været kjendt her i Amerika før, jeg tænker at I har haft det i Bladene derhjemme, men det kan ikke lade sig beskrive hvilken Sorg Nød og Lidelser som derpaa fulgte, men jeg vil dog meddele Eder lidt om vores Befrielse. Hinckley var en lille By som havde imellem 7 a 800 Indbyggere den laa i Skoven havde Skov paa alle Sider, min Broders Huus laa ved Udkanten af Byen og ind í Skoven, han havde en meget stor Have som var beplantet med alle Slags Kjøkkenurter som bruges her og som min Broder solgte ind til Byen, men hele Sommeren havde vi Tørke og Hede saa at alt visnede og i hele Minnesota var der fuldstændig Misvækst, der har hele Sommeren været Skovbrand og har flere Gange været os nær, men den omtalte Dag havde vi Brand paa alle Sider og stærk Blæst men ved Middagstid blev det Orkan og det saa ud til at der blev Fare for Byen. Min Broder var den Dag i Butikken og han kom hjem at se til os Klokken 5 og han gik igjen og syntes at der blev vist ingen Fare. (Jeg maa her fortælle at Hans fra Chicago var hos os i Besøg, og havde været en maaned, han er en stærk og kjøn ung Mand han gik det meste af Veien paa Baiscikkel, der imellem var 500 Miles. Henimod Kl. 4 kom Hans og Marie ud og da var vi aldeles omgivet af Flammer det kom rullende oppe i Luften saa lige i et Nu var hele Byen antændt. Luften var bare Ild og saa desmed en stærk Orkan, det var en Ildciklon. Skrækkelige Øjeblik, Marie raaber skynder Eder ud med Børnene, og Hans gik paa Baiscikkel ind til Jens, jeg greb det lille Barn paa 10 Maaneder paa Armen, og en lille Pige paa 2 Aar ved Haanden, Ellen og Marie vilde lukke op for Dyrene men fik det ikke thi Ilden slog dem imøde, Stormen var saa stærk at man næppe kunde staa paa Jorden og Ild og Røg, og vi vidste slet ikke hvor vi skulde gaa men gik efter Byen for at møde Jens, som imidlertid havde været hjemme ved Huset og raabt paa os og ingen kunne finde, men han kom saa Gud være lovet til os, just som vi var naaet til Jernbanen som gik omtrent 2 Bøsseskud fra vores Huus, men der imellem var en stor Sandgrav hvori der var lidt Vand i Midten, vi vilde just gaa til Vandet som Jens raaber, kom paa Toget, som holdt nogle faa Alen fra os, vi kom med stort Besvær derhen og der stod Mænd som greb os og kastede os ind i en stor Kulvogn. Toget kunde ikke holde længe thi saa vilde det brænde og fra alle Sider kom Folk raabende med smaa Børn paa Armen og flere var ved at segne, og mange Hundrede maatte gjøre det siden og blev fortæret af Ilden, O hvilke skrækkelige Timer det er ikke til at beskrive, Toget holdt 5 Gange og samlede op, men saa maatte vi gaa og det saa ud som det ogsaa snart skulde brænde, vi var dermed omtrent 500 Mennesker, og vi kjørte 15 Mil i en stærk Ild og 2 Gange var der ved at gaa Ild i den Vogn som vi var i, saasnart vi aabnede Lemmen slog Flammerne ind til os, og Skrig lød fra alle, jeg bad en stille Bøn til den gode Gud som har alt i sin Haand og det var som en stemme sagde mig I skal blive frelst og Gud være lovet for sin store Naade imod os, vi kom over en stor Bro som er 300 Fod lang og 150 Fod høj, den brændte stærkt da vi kom til den, Ingeniøren tog Locomotivet og gik over først for at undersøge, men sagde da han kom tilbage vi maae vist dø men hellere drukne som brænde og saa satte han fuld Fart til, vi havde 2 Locomotiver og de er mere end dobbelt saa store som hjemme, men Gud vilde at vi skulde komme lykkelig over og 4 Minutter efter at vi var gaaet over begyndte Bjælkerne at falde af Broen, en meget stor Opofrelse viste disse Banefolk for at redde Menneskeliv og de har ogsaa faaet Medaille derfor men een mistede sin Forstand, I maa vide at der kom et Tog efter os, hvoraf de fleste maatte brænde Broen var faldet og da der gik Ild i Vognene sprang mange af og løb ind i Skoven (Veien gaa hele Tiden igjennem Skoven) men Skoven brændte, men der var Togføreren paa sin Post og reddede derfor 200 Henneskeliv, de stod og øsede Vand paa Hovedet paa hinanden og saa kjørte saa fort de kunde og naaede saa til en Svamp hvor de saa reddede dem, tænk kjære Venner hvilke Nødskrig der har lydt, paa eet Sted fandtes der 105 forkullede Lig, i Hinckley i Nærheden af vores Huus gik en bred Strøm fra den store Savmølle, dertil gik Folk ogsaa men alle som gik dertil døde, Vandet var snart kogende, der laa paa et Sted 90 Lig, men i den Sandgrav som jeg før har nævnt reddede sig 200 Mennesker, deriblandt vor Ellens Moder, Kl. 12 om Natten kom et Træn fra den anden Side som tog dem alle til Pine City, og tænk Kl. 9 om Aftenen var alt jævnet med Jorden, der var kun 2 Stenbygninger i Hinckley Skolen og Banken. Fra Generalen her kom imod os Telegram at de var rede til at tage imod os, de havde Mad og Logi til os alle, vi kom saa her til Duluth fattige og nøgne og var allesammen heel sorte i Ansigterne af Ild Røg og Aske, jeg kom med bart Hovede og det gjorde mange og klædt med en tynd Klædning paa thi Dagen var varm. Ja, der var en Gjerning at gjøre for dem som vilde efterkomme vor Frelsers Qrd, jeg var nøgen og I klædte mig. Ja skønt vi nu stod aldeles fattige følte vi os rige, vi stod med sunde Lemmer havde ikke eet eneste Brandsaar og vor Gud være lovet alle sammen der, min Broder sagde ogsaa at han havde aldrig følt sig saa rig som den Aften da han havde os alle omkring sig, og vi følte alle at om vi takkede den gode Gud af vor Sjæls Inderste saa var det som det slet ikke kunde forslaa mod den store Naade han havde bevist os, det var som vilde jeg raabe til enhver Christen, tak ogsaa Gud for min Skyld og som vi nu synes at vi har saa meget at takke Gud for som reddede vort Liv fra den gruefulde Flammedød, hvad har vi da ikke at takke den store Redningsmand vor Herre Jesus Christus for, som har reddet vort aandelige Liv. O kjære Sødskende i Herren, lad os meer og meer takke ham elske og leve for ham, den lille Tid vi har igjen paa Veien hjem til Himmelen, det var som den gode Gud vilde lade sin Røst lyde til Folk i fuld Alvor for den store Trængselsdag.Kort før havde vi et stort Missionsmøde paa 3 Dage det var svensk (der var kun to danske Familier i Hinckley og var derfor aldrig prædiget paa dansk men vi gik derfor med til den svenske Missionsforsamling og kunde snart fuldstændig forstaa det) der var 4 Præster som spiste hos os og vi havde mange velsignede Møder, det staar saa klart for mig indeni. Den sidste der talte var en ung Præst her fra Superior han er en sand Guds Mand, han talte med gribende Alvor over de Ord, er Du rede til at møde Din Gud, O ja det gjælder for os til enhver Tid at vi er rede til at møde vor Gud, men det følte man den skrækkelige Dag, det var som man tænke sig det vil gaa naar Verden skal forgaae, der var ogsaa mange der troede at det var Verdens Ende. Hertil er 79 mile, og i en By 200 mile derfra blev det saa tykt af Røg at det blev ganske mørkt Kl. 4 saa de maatte tænde Lys og Luften var ganske rød, saa der var stor Rædsel over mange Mennesker, men ak nu stod der ikke mange Familier uden at de savnede enten Børn eller Fader eller Moder, saa man saa en bittert knugende Sorg over mange Ansigter. Der brændte jo den Dag 3 Byer de 2 Byer som laa næst ved Hinckley, men tænk saa alle de forbrændte som endnu var i live hvilke Smerter er der ikke udstaaet. Dagen efter Branden gik min Broder med til Hinckley for at være behjælpelig der med at faa de døde begravet, de samlede op i Skoven før de kom dertil 28 Lig men I kan være vis paa at det var strængt at see hvilket Skue der fremstod, det er meer end der kan beskrives, alle de Smetenstræk som var at læse paa de døde forkullede Ansigter, der laa et Sted en Moder med 2 a 3 Børn i sin Favn, andre Steder hele Familier og saa en Mængde døde Dyr, hos min Broder var 7 Grisesøer 5 smaa Grise 200 Høns, 2 Køer havde han som fandtes ilive som var saa forunderlig, men Pladsen var høj og der var ikke nogen Næring for Ilden, min Broder havde lavt assureret og der var ingen som kunde faa den fulde Sum, saa han tabte meget, hans Guldur og 15 Dollar brændte ingen Mennesker fik noget med sig, vi mistede alt vor gode uldne Tøj de gode strikkede Skjørter og Strømper som havde været saa godt til Vinteren thi den er stræng her, i Gaar Morges var Jorden heel hvid af Rim. Vi har nok faaet lidt Tøj udleveret her men det er altsammen Bomuld. Kjære Marie jeg ved om vi havde været Dig saa nær saa vilde Du have givet os Garn til Strømper, men der ligger nu for lang en Vei imellem os, men den gode Gud som er de faderløses Fader han klæder ogsaa Lilierne paa Marken og skulde vi saa tvivle paa at han ikke vil give os hvad vi behøver. Her er blevet meget gjort for de brandlidte og er bleven mange Penge givet til dem, vi har ingen Penge faaet men har faaet een Maskine og en Seng og dertil Tæpper og lidt Kjøkkentøj, vi mistede alle vore kjære Erindringer som vi havde fra Fader og Moder og de kjære Bøger som de havde læst i og fundet Trøst af Guds Ord, 2 Dage efter blev vi en Bibel foræret af en svensk Missions ven fra Pine City, og vi havde et Postkort fra Pastor Asklund fra Kjøbenhavn forleden Dag, han vil sende os en Prædikensbog som vi er inderlig glad for. Kjære Venner I kan ikke tænke hvor det er underligt at staa saa blottet og ingenting have uden hvad man har paa, men jeg siger det ikke som nogen Klage thi min Tillid er til Gud, vi vilde saa gerne have det danske Missionsblad om I holder det, vilde vi blive glad ved at faae sendt et Par Hefter, saa kan vi maaske selv skrive til Kontoret, vi har ikke Adr. Ellen havde 5 Søstre her i Duluth og vi har været hos dem indtil nu har vi leiet en Leilighed, Marie og jeg har 2 Værelser ovenpaa, Dagen fer vi flyttede hertil kom der Telegram efter min Broder til Pine City han skulde skrive der paa Kontoret en Tid, det er for Livs Commiteen vi ved endnu ikke naar han kommer hjem, den store Bro byggede de op paa 14 Dage og i Hinckley er der snart allerede Huse færdig alt gaar med Hurtighed her, Duluth er en romantisk By men det maa jeg levne til en anden Gang, vi bor ned til Vandet naar vi gaar derover er vi i en anden Stat Wisconsin der boer Niels og Ane de var her at besøge os sidste Søndag, det er første Gang vi har seet Broder Niels paa 15 Aar, han kom nu tilbage fra sit Land, og Peder kommer om Gud vil han bliver rask i denne Uge han havde hugget sig meget i den ene Fod med en Økse, vi kan gaa til Superior paa en Time vi kjøre med Sporvognen ud paa Vandet saa seiler vi et lille Stykke og saa igjen med Sporvognen dertil. Kjære Venner skriv nu snart til os, vi er saa glade ved at høre af Niels Bruuns Brev at Høsten har været god derhjemme, og lad os saa vide om Missionshuset er bleven færdig. Den gode Gud velsigne sit Ord iblandt Eder og Gud give at flere og flere maae aabne sit Øren for Guds rige Sandheder, og at mange maatte gaae til Siloams Dam og toe sig, at de kunne blive seende. Hils Jens Peder mange Gange fra os og vor kjære gamle Moster læs Brevet for hende og særlig Hilsen hende og Dig kjære Marie fra Hans, han er nu gaaet tilbage til Chicago han mistede sin Kuffert med al hans gode Tøj og sin Baicikkel som havde kostet 60 Dollars. Hils i Fritoft fra os og alle som mindes os. Kjære Marie om Du er rask og kan vilde vi gjerne bede Dig om at gaa op og læse Brevet for de gamle i Borre Mette Kathrine og Peder Skræder jeg tænker at de er sammen, for det er saa vidtløftig at skrive om Branden og vi har saa mange at skrive til vi skal nok med det første skrive til dem. Hils Jens Assersens fra os, og sig at vi venter at Trine skriver til os giv hende Adr. Hils lille Petrea fra os og nu mange kjærlige Hilsener til Eder begge fra Marie og mig Eders hengivne
Cicilie Stochholm
Julin
2105 - 1st. Street West
Duluth
Minnesota.

  Begivenheder i hendes liv:

1. Beskæftigelse. Syerske

2. Bopæl, 1850-1860, Baunen, Oksbøl. ²

3. Bopæl, 1870-1890, Borre by, Aal Ribe. ³

4. Bopæl, 1893, Hinckly, Pine County, Minnesota, USA. ⁴
USA

5. Indvandring, 1893. Udvandrede til Amerika

6. Beskrivelse: Brev fra Cecilie Stochholm. Skovbrand i Hinckly, 1894.

7. Bopæl, 1895, Duluth, St. Louis, Minnesota, USA. ⁵
County, Minnesota, USA

Brev fra Cecilie Stochholm om skovbranden ved Hinckley 1894: 1894, Hinckly, Pine County, Minnesota, USA

Brev fra Cecilie Stochholm om skovbranden ved Hinckley 1894
Duluth d. 2 Oktober 1894.
Kjære Jørgen og Marie
Jeg vil i Aften skrive lidt til Eder, for at I kan vide hvorledes vi nu har det. Først mange Tak for Dit Brev kjære Marie som vi for længe siden har modtaget i Hinckley, men ikke besvaret hvorfor jeg beder Dig undskylde, vi skrev et Brev til Eder før vi forlod Chicago som jeg haaber at I har modtaget. Kjære Venner vi tænker saa ofte paa Eder, og ønsker saa at vi kunde tale med Eder engang imellem, men Gud være lovet at vi kan mødes for ham i vore Bønner, ved hans vidunderlige skjærmende Naade er det at jeg kan sidde her og skrive til Eder, da vi den 1. September var iblandt dem som var omgivet af Flammer, men ved Guds store Naade blev reddet allesammen. Ja det var en skrækkelig Hjemsøgelse som kom over disse Byer, sligt har aldrig været kjendt her i Amerika før, jeg tænker at I har haft det i Bladene derhjemme, men det kan ikke lade sig beskrive hvilken Sorg Nød og Lidelser som derpaa fulgte, men jeg vil dog meddele Eder lidt om vores Befrielse. Hinckley var en lille By som havde imellem 7 a 800 Indbyggere den laa i Skoven havde Skov paa alle Sider, min Broders Huus laa ved Udkanten af Byen og ind í Skoven, han havde en meget stor Have som var beplantet med alle Slags Kjøkkenurter som bruges her og som min Broder solgte ind til Byen, men hele Sommeren havde vi Tørke og Hede saa at alt visnede og i hele Minnesota var der fuldstændig Misvækst, der har hele Sommeren været Skovbrand og har flere Gange været os nær, men den omtalte Dag havde vi Brand paa alle Sider og stærk Blæst men ved Middagstid blev det Orkan og det saa ud til at der blev Fare for Byen. Min Broder var den Dag i Butikken og han kom hjem at se til os Klokken 5 og han gik igjen og syntes at der blev vist ingen Fare. (Jeg maa her fortælle at Hans fra Chicago var hos os i Besøg, og havde været en maaned, han er en stærk og kjøn ung Mand han gik det meste af Veien paa Baiscikkel, der imellem var 500 Miles. Henimod Kl. 4 kom Hans og Marie ud og da var vi aldeles omgivet af Flammer det kom rullende oppe i Luften saa lige i et Nu var hele Byen antændt. Luften var bare Ild og saa desmed en stærk Orkan, det var en Ildciklon. Skrækkelige Øjeblik, Marie raaber skynder Eder ud med Børnene, og Hans gik paa Baiscikkel ind til Jens, jeg greb det lille Barn paa 10 Maaneder paa Armen, og en lille Pige paa 2 Aar ved Haanden, Ellen og Marie vilde lukke op for Dyrene men fik det ikke thi Ilden slog dem imøde, Stormen var saa stærk at man næppe kunde staa paa Jorden og Ild og Røg, og vi vidste slet ikke hvor vi skulde gaa men gik efter Byen for at møde Jens, som imidlertid havde været hjemme ved Huset og raabt paa os og ingen kunne finde, men han kom saa Gud være lovet til os, just som vi var naaet til Jernbanen som gik omtrent 2 Bøsseskud fra vores Huus, men der imellem var en stor Sandgrav hvori der var lidt Vand i Midten, vi vilde just gaa til Vandet som Jens raaber, kom paa Toget, som holdt nogle faa Alen fra os, vi kom med stort Besvær derhen og der stod Mænd som greb os og kastede os ind i en stor Kulvogn. Toget kunde ikke holde længe thi saa vilde det brænde og fra alle Sider kom Folk raabende med smaa Børn paa Armen og flere var ved at segne, og mange Hundrede maatte gjøre det siden og blev fortæret af Ilden, O hvilke skrækkelige Timer det er ikke til at beskrive, Toget holdt 5 Gange og samlede op, men saa maatte vi gaa og det saa ud som det ogsaa snart skulde brænde, vi var dermed omtrent 500 Mennesker, og vi kjørte 15 Mil i en stærk Ild og 2 Gange var der ved at gaa Ild i den Vogn som vi var i, saasnart vi aabnede Lemmen slog Flammerne ind til os, og Skrig lød fra alle, jeg bad en stille Bøn til den gode Gud som har alt i sin Haand og det var som en stemme sagde mig I skal blive frelst og Gud være lovet for sin store Naade imod os, vi kom over en stor Bro som er 300 Fod lang og 150 Fod høj, den brændte stærkt da vi kom til den, Ingeniøren tog Locomotivet og gik over først for at undersøge, men sagde da han kom tilbage vi maae vist dø men hellere drukne som brænde og saa satte han fuld Fart til, vi havde 2 Locomotiver og de er mere end dobbelt saa store som hjemme, men Gud vilde at vi skulde komme lykkelig over og 4 Minutter efter at vi var gaaet over begyndte Bjælkerne at falde af Broen, en meget stor Opofrelse viste disse Banefolk for at redde Menneskeliv og de har ogsaa faaet Medaille derfor men een mistede sin Forstand, I maa vide at der kom et Tog efter os, hvoraf de fleste maatte brænde Broen var faldet og da der gik Ild i Vognene sprang mange af og løb ind i Skoven (Veien gaa hele Tiden igjennem Skoven) men Skoven brændte, men der var Togføreren paa sin Post og reddede derfor 200 Henneskeliv, de stod og øsede Vand paa Hovedet paa hinanden og saa kjørte saa fort de kunde og naaede saa til en Svamp hvor de saa reddede dem, tænk kjære Venner hvilke Nødskrig der har lydt, paa eet Sted fandtes der 105 forkullede Lig, i Hinckley i Nærheden af vores Huus gik en bred Strøm fra den store Savmølle, dertil gik Folk ogsaa men alle som gik dertil døde, Vandet var snart kogende, der laa paa et Sted 90 Lig, men i den Sandgrav som jeg før har nævnt reddede sig 200 Mennesker, deriblandt vor Ellens Moder, Kl. 12 om Natten kom et Træn fra den anden Side som tog dem alle til Pine City, og tænk Kl. 9 om Aftenen var alt jævnet med Jorden, der var kun 2 Stenbygninger i Hinckley Skolen og Banken. Fra Generalen her kom imod os Telegram at de var rede til at tage imod os, de havde Mad og Logi til os alle, vi kom saa her til Duluth fattige og nøgne og var allesammen heel sorte i Ansigterne af Ild Røg og Aske, jeg kom med bart Hovede og det gjorde mange og klædt med en tynd Klædning paa thi Dagen var varm. Ja, der var en Gjerning at gjøre for dem som vilde efterkomme vor Frelsers Qrd, jeg var nøgen og I klædte mig. Ja skønt vi nu stod aldeles fattige følte vi os rige, vi stod med sunde Lemmer havde ikke eet eneste Brandsaar og vor Gud være lovet alle sammen der, min Broder sagde ogsaa at han havde aldrig følt sig saa rig som den Aften da han havde os alle omkring sig, og vi følte alle at om vi takkede den gode Gud af vor Sjæls Inderste saa var det som det slet ikke kunde forslaa mod den store Naade han havde bevist os, det var som vilde jeg raabe til enhver Christen, tak ogsaa Gud for min Skyld og som vi nu synes at vi har saa meget at takke Gud for som reddede vort Liv fra den gruefulde Flammedød, hvad har vi da ikke at takke den store Redningsmand vor Herre Jesus Christus for, som har reddet vort aandelige Liv. O kjære Sødskende i Herren, lad os meer og meer takke ham elske og leve for ham, den lille Tid vi har igjen paa Veien hjem til Himmelen, det var som den gode Gud vilde lade sin Røst lyde til Folk i fuld Alvor for den store Trængselsdag.Kort før havde vi et stort Missionsmøde paa 3 Dage det var svensk (der var kun to danske Familier i Hinckley og var derfor aldrig prædiget paa dansk men vi gik derfor med til den svenske Missionsforsamling og kunde snart fuldstændig forstaa det) der var 4 Præster som spiste hos os og vi havde mange velsignede Møder, det staar saa klart for mig indeni. Den sidste der talte var en ung Præst her fra Superior han er en sand Guds Mand, han talte med gribende Alvor over de Ord, er Du rede til at møde Din Gud, O ja det gjælder for os til enhver Tid at vi er rede til at møde vor Gud, men det følte man den skrækkelige Dag, det var som man tænke sig det vil gaa naar Verden skal forgaae, der var ogsaa mange der troede at det var Verdens Ende. Hertil er 79 mile, og i en By 200 mile derfra blev det saa tykt af Røg at det blev ganske mørkt Kl. 4 saa de maatte tænde Lys og Luften var ganske rød, saa der var stor Rædsel over mange Mennesker, men ak nu stod der ikke mange Familier uden at de savnede enten Børn eller Fader eller Moder, saa man saa en bittert knugende Sorg over mange Ansigter. Der brændte jo den Dag 3 Byer de 2 Byer som laa næst ved Hinckley, men tænk saa alle de forbrændte som endnu var i live hvilke Smerter er der ikke udstaaet. Dagen efter Branden gik min Broder med til Hinckley for at være behjælpelig der med at faa de døde begravet, de samlede op i Skoven før de kom dertil 28 Lig men I kan være vis paa at det var strængt at see hvilket Skue der fremstod, det er meer end der kan beskrives, alle de Smetenstræk som var at læse paa de døde forkullede Ansigter, der laa et Sted en Moder med 2 a 3 Børn i sin Favn, andre Steder hele Familier og saa en Mængde døde Dyr, hos min Broder var 7 Grisesøer 5 smaa Grise 200 Høns, 2 Køer havde han som fandtes ilive som var saa forunderlig, men Pladsen var høj og der var ikke nogen Næring for Ilden, min Broder havde lavt assureret og der var ingen som kunde faa den fulde Sum, saa han tabte meget, hans Guldur og 15 Dollar brændte ingen Mennesker fik noget med sig, vi mistede alt vor gode uldne Tøj de gode strikkede Skjørter og Strømper som havde været saa godt til Vinteren thi den er stræng her, i Gaar Morges var Jorden heel hvid af Rim. Vi har nok faaet lidt Tøj udleveret her men det er altsammen Bomuld. Kjære Marie jeg ved om vi havde været Dig saa nær saa vilde Du have givet os Garn til Strømper, men der ligger nu for lang en Vei imellem os, men den gode Gud som er de faderløses Fader han klæder ogsaa Lilierne paa Marken og skulde vi saa tvivle paa at han ikke vil give os hvad vi behøver. Her er blevet meget gjort for de brandlidte og er bleven mange Penge givet til dem, vi har ingen Penge faaet men har faaet een Maskine og en Seng og dertil Tæpper og lidt Kjøkkentøj, vi mistede alle vore kjære Erindringer som vi havde fra Fader og Moder og de kjære Bøger som de havde læst i og fundet Trøst af Guds Ord, 2 Dage efter blev vi en Bibel foræret af en svensk Missions ven fra Pine City, og vi havde et Postkort fra Pastor Asklund fra Kjøbenhavn forleden Dag, han vil sende os en Prædikensbog som vi er inderlig glad for. Kjære Venner I kan ikke tænke hvor det er underligt at staa saa blottet og ingenting have uden hvad man har paa, men jeg siger det ikke som nogen Klage thi min Tillid er til Gud, vi vilde saa gerne have det danske Missionsblad om I holder det, vilde vi blive glad ved at faae sendt et Par Hefter, saa kan vi maaske selv skrive til Kontoret, vi har ikke Adr. Ellen havde 5 Søstre her i Duluth og vi har været hos dem indtil nu har vi leiet en Leilighed, Marie og jeg har 2 Værelser ovenpaa, Dagen fer vi flyttede hertil kom der Telegram efter min Broder til Pine City han skulde skrive der paa Kontoret en Tid, det er for Livs Commiteen vi ved endnu ikke naar han kommer hjem, den store Bro byggede de op paa 14 Dage og i Hinckley er der snart allerede Huse færdig alt gaar med Hurtighed her, Duluth er en romantisk By men det maa jeg levne til en anden Gang, vi bor ned til Vandet naar vi gaar derover er vi i en anden Stat Wisconsin der boer Niels og Ane de var her at besøge os sidste Søndag, det er første Gang vi har seet Broder Niels paa 15 Aar, han kom nu tilbage fra sit Land, og Peder kommer om Gud vil han bliver rask i denne Uge han havde hugget sig meget i den ene Fod med en Økse, vi kan gaa til Superior paa en Time vi kjøre med Sporvognen ud paa Vandet saa seiler vi et lille Stykke og saa igjen med Sporvognen dertil. Kjære Venner skriv nu snart til os, vi er saa glade ved at høre af Niels Bruuns Brev at Høsten har været god derhjemme, og lad os saa vide om Missionshuset er bleven færdig. Den gode Gud velsigne sit Ord iblandt Eder og Gud give at flere og flere maae aabne sit Øren for Guds rige Sandheder, og at mange maatte gaae til Siloams Dam og toe sig, at de kunne blive seende. Hils Jens Peder mange Gange fra os og vor kjære gamle Moster læs Brevet for hende og særlig Hilsen hende og Dig kjære Marie fra Hans, han er nu gaaet tilbage til Chicago han mistede sin Kuffert med al hans gode Tøj og sin Baicikkel som havde kostet 60 Dollars. Hils i Fritoft fra os og alle som mindes os. Kjære Marie om Du er rask og kan vilde vi gjerne bede Dig om at gaa op og læse Brevet for de gamle i Borre Mette Kathrine og Peder Skræder jeg tænker at de er sammen, for det er saa vidtløftig at skrive om Branden og vi har saa mange at skrive til vi skal nok med det første skrive til dem. Hils Jens Assersens fra os, og sig at vi venter at Trine skriver til os giv hende Adr. Hils lille Petrea fra os og nu mange kjærlige Hilsener til Eder begge fra Marie og mig Eders hengivne
Cicilie Stochholm
Julin
2105 - 1st. Street West
Duluth
Minnesota.