Niels Gudme Blicher

  Notater:

Gift, 4 børn

1817-32 Niels Gudme Blicher, f Ø Starup 2/5 1755. Dim Fredericia 74, c 80 (h), g Spentrup 16/8 96 Anna Marie Brochner, f Spentrup 26/1 75, d 29/11 1845. Foræl-dre: Sp Spentrup-Gassum Hans Pedersen B og Mette Sorensd Wedeke. 13/4 87 vente-brev Harte-Bramdrup, 15/6 92 sp Vejerslev-Aidt-Thorsø, 6/3 95 Søften-Foldby, 96 provst V Lisbjerg hrd, 04 provst Brusk hrd, 10/6 14 provst Vejle amts S provsti, 19/2 17 sp Gauerslund-Vinding, d Gauerslund 20/12 32. Fader til adj Sorø Peter Brøchner B, sp Vit-ten-Haldum-Hadsten Hans Brøchner B, sp Ø Starup-V Nebel Søren Wedege B. Svigerfader til sp Søborg-Gilleleje Søren Henrik-August Raaschou, sp Gødvad-Balle Jacob Jelstrup, (Wiberg I, s 456). Uddrag af hans selvbiografi udg af J E Tang Kristensen (1969, s 41-51); handler mest om hans økonomiske problemer (i hvert sogn, han kom til var prg forfalden!) og fortæller intet om hans virke som præst.

Fra Paul Nedergaard:

Niels Blicher var præstesøn fra Øster Sta-rup, men hans fader var saa fattig, at han kun efterlod sine børn 10 rdl. En farbroder, provst Laurids Blicher, Bjerregrav, tog sig af Niels Bs uddannelse. Efter embedseksamen var Niels B i flere aar huslærer paa Tjele; kmhr Steensen, Aunsbjerg, hans senere hustrus onkel, kaldede ham 1779 til sp i Vium-S-L. St. ,St. Blicher har som bekendt hentet stof til mange af sine no-veller derfra. Niels B flyttede efter sin afsked til Spentrup, hvor han døde. Han stod alle dage sin søn nær. Niels B var paavirket af rationa-lismen, fremhævede især kristendommens eti-ske indhold (hvilket kan ses af hans >Forsøg til en kristelig børnelærdom<, 1799), men han udviklede sig efterhaanden mere positivt. Fra 1825 var han medarbejder ved det konservative >Teologisk maanedsskrift<, og paa sine ældre dage glædede han sig ved at træde i forbindel-se med Grundtvig, Lindber g og Rudelbach, lige-som han afgjort vendte sig imod >den nymo-dens ubibelske kristendom<. I et skrift 1828 (>En raadende røst til vore vordende christen-domslærere<) advarede han indtrængende mod rationalismen, >En kræftskade for kirken<. Skønt han ændrede syn, var han dog livet igen-nem en karakteristisk repræsentant for det 18. aarhundredes gavnelystne præster, stadigt op-taget af sine sognebørns vel. 1786 fik han land-husholdningsselskabets sølvmedaille for sine fortjenester af landbruget, senere kastede han sig over inokulation og naaede at faa 5000 børn vakcinerede; han var interesseret i sko-len, hjemmeindustri og almennyttige opgaver. 1808 stiftede han i Randlev et >Selskab for gavnlig virksomhed<, der uddelte præmier for husflid og kartoffelavl. Det ophørte 1815 (Khst saml 4 r III, 103 f). Rastløs reformiver præ-gede hans gerning og hans forfatterskab, der spænder over vidt forskellige omraader. Han var et godt hovede, en livlig aand, havde man-ge, men ikke videre dybtgaaende kundskaber, en del naivitet og en ikke ringe selvtillid. Vær-difulde er hans afhandlinger i >Iris og Hebe<, 1802 om den Evg chr salmebog, som han for-gæves søgte at faa indført i Randlev, men be-folkningen ville ikke vide af den. Han uddelte salmebogen og lod holde en af-stemning, 48 stemte ja i R, 14 nej, mens kun 4 stemte ja i B sogn. Advent 1802 lod han synge efter de nye salmebøger. Efter gudstjenesten var kirkegængerne vrede, og man meddelte B ved 2 udsendinge, at man ikke ville finde sig i, at den ny salmebog blev brugt næste søndag. B indkaldte saa sognemændene til møde i pgd, og de anførte, at man ikke kunne fordrage or-det >held<, som forekom saa tit, og som efter deres mening betød slumpelykke. En ældre skrædder, den vel belæste og gudfrygtige Peter Langberg, forsvarede den gamle salmebog varmt. Blicher forsvarede den ny salmebog som mere brugelig for >oplyste tider< og spurgte, om det var til sand opbyggelse, at saa mange salmer i den gl salmebog handlede om djævelen ... hvortil man svarede med henvis-ninger til Bibelen, hvor djævelen var omtalt. Præsten maatte bøje sig, og man blev ved den gamle salmebog. Forøvrigt ændrede B jo sit syn og fik mere positiv sans for det nye. Han vekslede breve med Grundtvig, og i sin høje alderdom besøgte han Grundtvig, som han nu regnede blandt sine frænder. Niels B var sik-kert den mest begavede talsmand for rationa-lismen i Hads herred omkr 1800-10. Hans topographie over Vium præstekald (1795, optrykt 1924), viser hans velmenende, snaksomme personlighed og er en vigtig kilde til at forstaa baggrunden for St. St. Blichers digtning. Niels B skrev ogsaa talrige latinske mindedigte over afdøde. Hans autobiografi ses i 1924-udgaven af Vium-topografien, (se endv Ill tid 8. okt 1882, Hans Hansen: St. Blichers barndom og ungdom, 1902, Jeppe Aakjær: St. St. Blichers livstragedie I, 1903, s 6 f, Fra Vi-borg amt, 1929, s 90 f, Dsk saml II, 1866-67, s 91 f, L. Koch: Den dsk kirkes hist 1801-17, 1880, s 38, 298, DBL III, 228, Bj. Kornerup). I Personalhist tidsskr 13. r III, 1955, s 116 f hedder det at Niels Blicher var blottet for øko-nomisk sans. Wiberg skriver at han >sluttede en af de ældste og uheldigste tiendeakkorder, som han selv maatte søge om at faa erklæret ugyldig. Han indførte paa det underligste i kirkebogen, af poetisk, religiøs, polemisk, land-økonomisk og antikvarisk indhold.< (W II, 588).
Pastor 0. J. Hansen skriver i Højskolebladet 19. okt 1962: I 1795 blev Niels Blicher forflyttet til Rand-lev. Her fortsatte han sit arbejde. Fra 1811 til 1819 bistaaet af sin søn, digteren, som præste-gaardsforpagter. Niels Blicher var vidende og virksom paa alle omraader: landbrug, haand-værk, datidens spæde industri, og faglige og oplysende foreningsdannelser. Hvordan kunne dette lade sig gøre ? ? ? Det er værd at spørge om. Jeg har grundet længe paa dette spørgs-maal, og jeg er kommet til et resultat, der maaske vil overraske mine læsere, \emdash nogle af mine læsere. Men sagen er værd at tænke igen-nem \emdash paany og paany. Mit svar er blevet: Niels Blicher og hans kaldsfæller bragte deres sognebørn de første vanskelige skridt fra u-lands-stadium til frem-skridt ved hjælp af den autoritet, der laa i, at de var præster. Det viste sig til uvurderlig nytte baade om søndagen og om hverdagen. Almuen mødte de rationalistiske præster med den tillid, som altid blev vist >Vor Far<. Saa-dan blev Niels Blicher og hans kaldsfæller titu-leret, og de naaede deres resultater ved taal-modighed og dyb menneskelig forstaaelse af deres sognebørns begrænsede menneskelige muligheder, i folkelig udformning af deres teo-logiske fortid. Almuen har aldrig været bange for manden i den sorte kjole. Hvidkitlede vi-denskabsmænd fandtes ikke. De hører en se-nere tid til. Hvis de havde eksisteret dengang, ville de ikke have haft en ærlig chance for at vinde samme tillid som deres sortklædte kolle-ger. Almuen havde kun tillid til een lærd mand: præsten. Og det blev fundet helt i orden, at præsten ogsaa var en lærd mand. Hvad ellers ? Jeg vil tillade mig at mene, at lærdom og men-neskelighed gaar godt i spand. Saa staar det spørgsmaal tilbage: Hvordan kunne de rationalistiske præster holde til deres brydsomme arbejde ? Hvad Niels Blicher angaar, maa svaret paa dette spørgsmaal blive: Han var teolog fra sin ungdom, og han blev ved med at holde sig le-vende paa sin ungdoms lærdom. Niels Blichers liv var strengt. Fuld af dyb personlig modgang. Jeg skal kun nævne, at hans hustru var sinds-syg i næsten alle de 40 aar, deres ægteskab varede. Ikke desto mindre holdt Niels Blicher sig levende hele sit liv. Han havde sin teolo-giske fortid, der blev ved med at være nutid. Han blev ved med at følge med i tidens teolo-giske og kulturelle debat \emdash lige til sin død. Han læste og skrev latin med enestaaende færdig-hed \emdash ogsaa latinske digte. Han fulgte med i litteratur og i alle førende tidsskrifter fra ho-vedstaden. Han gav sine personlige indlæg i aviser og blade. Han var højtskattet medarbej-der ved den første dialektordbog i Danmark_ Han havde en meget omfattende privat korre-spondance med tidens førende aander - ikke mindst paa det teologisk omraade. - I denne forbindelse er det i høj grad værd at nævne. at rigsarkivet opbevarer Niels Blichers brevveks-ling med N. F. S. Grundtvig. Alt dette bør huskes og antegnes, naar man føler trang til billig vanetænkning om rationa-listernes rystende mangel paa teologisk og aandelig interesse. Ungdommens lærdom holdt. Niels Blicher og mange, mange andre rationa-listiske kaldsfæller levende under vilkaar, som vor tid ikke kan fatte. Næppe nogen anden lærdom end netop teologien kunne have reddet de rationalistiske præster paa landet fra at gaa til i deres usvigeligt brydsomme hverdag. Det bør ogsaa erindres, at de rationalistiske præster sjældent eller aldrig fik anledning til personlig fornyelse gennem rejser - end ikke til København, der dengang ikke med urette blev anset for kulturens højborg. Landsbypræ-sterne maatte leve videre paa den ungdoms-lærdom, de fik med sig fra universitetet, dati-dens eneste højere læreanstalt. At det kunne lade sig gøre, har Niels Blicher bevist. Saa vidt vides har Niels Blicher først lejlig-hed til en københavnertur, efter at han havde taget afsked fra præstetjenesten og bosat sig i Spentrup præstegaard hos sin digtersøn. I aaret 1827 fandt denne københavnertur sted. Den næsten firsaarige >udtjente præst< fortæl-ler, at han gjorde denne rejse> for at sige mine derværende frænder, venner og velyndere det sidste farvel<. Blandt disse frænder, venner og velyndere nævnes udtrykkelig Grundtvig, som han først nu fik lejlighed til at se og tale med efter mange aars flittig korrespondance.
Niels Blicher levede dog længe endnu hos sin elskede søn, som han sent ville sige det sidste farvel. Han elskede sin søn over alle grænser. og han forstod ham, som ingen anden forstod Steen Steensen Blicher, der til gengæld elskede sin far overalt paa jorden. De to teologer, far og søn, var oplærte i det 18. aarhundredes teo-logi, der levede i dem, og med deres begavelse og deres aabne sind var de i stand til at leve sig ind i nye strømninger, ja, endda til at kom-me foran deres samtid paa mange omraader. Gamle Niels Blichers flid var usvækket. En af hans sidste bedrifter var et latinsk digt til sin søn - i datidens blomstrende stil. Det er værd at kende. For det fortæller noget - me-get - om hans tro og hans teologiske overbe-visning. Det lyder saaledes i dansk oversæt-telse: >Trende gange lykkelig jeg, hvem him-len har forundt at blive far til dig, du sødtsyn-gende digter. Gid du maa leve, vokse og blom-stre, besynge Jehovas undergerninger og for-kynde frelserkorsets pris. Længe skal du ved-blive at synge til de mænds ære, som har gjort sig fortjent af vort fædrene folk. Oprigtige taarer skal du fremkalde hos lattermilde gæk-ke, og de bedrøvedes vaade kinder skal du af-tørre med din sang. Taabernes sæder skal du revse i skæmtsomme ord; thi det er ikke en ringe fortjeneste: at have udryddet det slette_ Og hvis den blege misundelse vil bide dig med sin ondskabsfulde tand, da skal du lære at taale alt med roligt sind. Jeg gaar derhen, hvor min Frelser levende gik. Du vil følge efter, og der skal vi evigt være sammen. Din digtning, det spaar jeg, vil leve i aartusinde<. Niels Blichers sidste farvel stod at læse i Randers avis, \emdash formidlet af hans søn:
>Bekjendtgørelse. Uden forudgaaende Sygdom og efter en Maa_ neds Sengeliggen hensov aldeles smærtefrit i Nat min Fader, udtjent Præst Niels Blicher, i hans Alders 91 de Aar. Han beholdt sin For-stand og sit Mæle lige til det Yderste, og det er hans sidste Ønske, at jeg udsender til Slægt-ninge og Kyndinge hans sidste Afskedshilsen.< Spentrup, den 10. Marts 1839. S. S. Blicher.

  Begivenheder i hans liv:

1. Beskæftigelse: Provst, Between 10 Jun. 1814 og 20 Dec. 1832, Vejle Amtsprovsti. ¹

2. Beskæftigelse: Præst, 1817 til 1832, Gaverslund Kirke. ¹

Niels blev gift med Anne Marie Brøchner.