Gunnar Engberg

  Notater:

Fra Paul Nedergaard:

2. maj 1944-13. jan 48 (sp Citadels k, Kbhvn 8. febr 38) : Gunner Engberg, * 12. nov 82 Hemmet. Faderen: Sp Hundslund, t 32 (af Store Tostrup-U). Stud Lyceum 01, c 091 (1), sekretær KFUM's Centralforening, Kbhvn 09, r af Dbg 19, sp Strynø 31. marts 21, afsk 2. febr 25, generalsekretær KFUM 25, 1. rkp Holmens k, Kbhvn 30. juni 32, Dbm 43, afsk 13. jan 48, t 22. marts 51. 30. maj 11 Elisabeth Christen-sen, * 30. aug 87 Uldum, t 5. aug 53. Forældre: Gdjr Niels C og Anna Cathrine Christensen. \emdash Datter Arendt, Ugilt. Farbroder: Mosbjerg-B. Fastre Riemann, Fakse. Kusiner Bryg-mann, Fensmark-R og Pallesen, Aaby-V. Stamt 25. Tidl Danmarks repræsentant i KFUM's Verdens-forb, medl af en række best og udv indenfor ung-domsarb, fmd KFUM-spejderne, i krigsaarene arme-provstens sekretær og i Soldater miss forretnings-udv, medl Fællesbest KFUM oc,' K, fmd KFUM's sem, næstfmd KFUM's missionskom,t, medl Dansk-islandsk kirkeadv, samf Modersmaalet, medl Kirke-ligt udv 28, Kirkelig konsulent f Statsrad ofoniens programudv 28-46, næstfmd KFUM's Centralf 33, fmd 36, BM Nordisk sprogrøgt, feltpræst i Finland 44. Har bl a skrevet 15: Paradisets Have, 17: Det krist-ne kammeratskab, 18: De unge aar, 19: Hylden blom-strer, 22: Søndag i hjemmet, 23: Den gode hyrde, 23: Den rige yngling, 24: Søndag i kirken, 25: Krd i ung-domsaarene, 26: Korset og kampen, 27: Dansk hjem-liv, 28: Den nye kirk retning i dens angreb paa IM og KFUM, 28: Den kristne ungdomsbevægelse, 29: Olfert Ricards eftermæle, 30: Løft dit hoved, 1826--1926, et festskrift, 34: Oxford-bevægelsen, 44: KFUM gn 100 aar, 96 s, medudg, 24: Bækken ved vejen, red KFUM's maanedsblai, Kbhvn til 34, og julebogen >Jul< 13-21 og 25-34. Talrige artkler og afhand-linger. Udenl ordner: Fi Fr 4 (40). Svend Rehling skriver: Anden paaskedag 1951 under gudstjenesten i Strynø kirke blev Gunner Engberg begravet, uden at hans navn blev nævnt. Og det kan maaske være aandeligt rigtigt saadan. Ved paaskegudstjenesten nævner vi kun det navn, som er over alle navne, og takker for det haab, han ved sin opstandelse har skænket sine troende i liv og død. Men dermed er ikke sagt, at vi ikke maa mindes vore førere, naar de er gaaet bort, og nævne deres navne med tak for, hvad de fik naade og lykke til at give vor bevægelse og os selv. Tværtimod er det paalagt os i Guds ord at komme vore vejledere i hu. Gunner Eng-berg har ofte selv i et af vore blade skrevet et smukt og kærligt mindeord om en medarbej-der, hvis gerning var endt. Og nu er det altsaa ham selv, der har faaet lov at gaa til hvile. For han var en gave til vor bevægelse. Han var egentlig født ind i en anden kreds, men blev tidligt af Gud ført ind i vor. Og d& blev han. Og øvede det længste dagværk, vistnok nogen af vore førere har kunnet se tilbage paa. Han var præstesøn, født i Hemmet præste-gaard, langt ude paa vesteregnen. Og livet igennem var han præget af det hjem og den egn. Ofte har han i bevægede ord vedkendt sig sin store taknemmelighedsgæld til sin far, >lærd mand og jævn mand, landsbypræst og bonde<, flittig og nøjsom over al maade. Fra de tidligste barndomsaar var det grundtvigske sunget ind i ham, og det slap ham aldrig helt, selv om han ikke nogensinde i egentlig forstand blev grundtvigianer. >Jeg nævner Grundtvigs navn med den største hæder,< kunne han sige, >skønt \emdash hvis jeg maa sige det saaledes \emdash det har ikke været mig muligt at blive hans di-scipel paa de to afgørende punkter. Jeg tror, han tog fejl baade i den spids, han gav sin kirkelige anskuelse, og i den maade, hvorpaa han efterhaanden gjorde forholdet op mellem det kristelige og det menneskelige.< (Korset og kampen, s 62). Barndomsegnen med de fla-de hedestrækninger ud mod det barske hav voksede han aldrig fra. >Et sted mellem Brø-rup og Holsted, hvor landskabet bliver fladt, ser jeg ud af kupvinduet og siger. >Saa, nu er jeg hjemme.< Og hvert stationsnavn nord for Esbjerg har en egen klang.< (Hylden blom-strer, s 73). Engang vi skulle til forretnings-udvalgsmøde i Thy, skiltes han fra os andre i Fredericia og gav afkald paa vort fornøjelige selskab for helt alene at gøre turen op langs vest og sidde og se ud paa de kære heder og tørvemoser. Efter en kort tjenestetid som hjorddreng hos sin far blev han 10 aar gammel sendt til Kø-benhavn for at gaa i realskole \emdash med den mo-tivering i et faderligt brev: >Du duer næppe andet end til at læse.< Og her var det saa, at Gud førte en dreng i matrosbluse ned i Be-thesdas kælder, hvor han for første gang mød-te KFUM og Olfert Ricard. Og det møde for-andrede hans livs retning. I september 1900 blev >Borgen< indviet, og aaret efter kunne G. E sætte studenterhuen paa sit i mere end een forstand lyse hoved. Og allerede i de første studenteraar tjente han sine sporer i ungdomsafdelingen (U i G, som den dengang kaldtes). Der gaar endnu frasagn om den lange række Bjørnson-aftener, hvor-med han ganske og aldeles fortryllede dren-gene. En lille pjece fra de aar: >KFUM's ar-bejde blandt de ganske unge< med et foredrag af student Gunner Engberg vidner om, baadb hvor ung han var \emdash og hvor begejstret! Det kan ikke undre nogen, at en saadan grebethed maa have fænget i drengens sind. Og det kri-stelige sigte var tydeligt nok lige fra begyn-delsen, selv om der vel nok var mere >idea-lisme< i hans ungdommelige tale, end man nu om stunder vil finde passende. Han begyndte altsaa blandt drengene, og gennemløb alle graderne, indtil han \emdash endda i to perioder \emdash blev foreningens generalsekretær og endte som dens formand, og efterhaanden fik sæde i en række betydningsfulde udvalg og bestyrelser. Nogle steder var han formand el-ler næstformand, andre steder bare medlem, men alle stederne en slider, hvis dygtighed og Wrigdom og aand og humør var en altid sprudlende kilde til inspiration og opmuntring og ny aktivitet for medarbejderne. Mange gange, naar en arbejdsdebat var ved at køre træt, var han som den engel, der fo'r ned og rørte vandene, saa der kom liv og bevægelse i tingene. Og det tør nok siges, at lagde har opgaver paa andre, saa skaanede han i sand-hed ikke sig selv. Han var altid forrest, naar nogen skulle spændes for læsset, og ingen har i de aar hørt ham klage over arbejdets byrde_ Det kunne ske, at Ricard skrev i et brev: >V: arbejder, Gunner, men lever vi ?< Men der.. han skrev til, følte det anderled \emdash for ham var livet >sagerne eller sagen, vor fælles sag (Olfert Ricard, i 70-aaret for hans fodso:. s 153). Og foruden det arbejde, der saaledes i bos:- stavelig forstand kom >vor fælles sag< gode, blev der endda tid til et særpræget for-fatterskab af et ikke ubetydeligt omfang, e= frodig journalistik og en vidtforgrenet rejse-virksomhed, baade herhjemme, hvor der alle-vegne var bud efter ham, og til meget fjerne lande, hvor enten verdenskonferencer eller d kære landsmænd i det fremmede drog ha=. Der gaar en linje fra den nøjsomme hedegasr i Hemmet til nybyggernes fattige farme pa.a. de endeløse prærier \emdash de folk forstod han hjerte i deres kamp og slid og sejge danskhu og i deres kærlighed til kirken. Til det sidste fablede han om en afsluttende præstegerning" et eller andet sted ude iblandt dem, hvor 1:.z selv ville ringe med klokken søndag morg-,. ,.2. og skuffe sneen fra kirkens dør. Men det var jo kun drøm og søde fantasier. Sin præsteger-ning fik han herhjemme \emdash tre steder: form (og sidst) paa Strynø og siden ved Holme kirke og Kastelskirken i København. Hele dem danske kirke tjente han i 18 aar som kirke konsulent for statsradiofoniens program...1d-valg. Denne mand, som mere end nogen and,zt har prist hjemlivet (i tre bøger >Paradiser-_, have<, >Hylden blomstrer< og >Dansk hjem* har han med stigende modenhed besunget de emne), kom mere end de fleste til at leve arbejdsliv \emdash vistnok ofte paa hjemmets 1..-le-kostning. Den indsats af tusinder af ti=" slid, ved dag og nat, vil utvivlsomt fra ale sider blive agtet højt. Ogsaa fra deres sa?dt. som i de senere aar har fremført en meret haardhændet kritik af hans forkyndelse. spørgsmaal skal ikke drøftes her. Men det :ir dog maaske antydes, at hans strenge kritikikke altid synes at have haft øje for den ud-c-iii lingslinje, som kendetegner >den Engbergsitat forkyndelse<. Det kan vistnok ikke nægtes.. han i nogen maade begyndte i det romant.::slat og gerne fremholdt idealet for sine unge hørere (hvad vel heller ikke uden videre er nogen forsyndelse mod evangeliets tale); =e: det kan heller ikke nægtes, at den kriste2.4.2 realisme og betoningen af det objektive, mert-neskets fortabthed og Guds gerning til var frelse, mere og mere kom til udtryk i det '-skab, han havde at bringe. Det kan ikke med nogen rimelig ret kajdkea en optimistisk forkyndelse, naar det i >Karm: og kampen< (fra 1926) hedder: >Jeg kunne - lidt groft \emdash udtrykke min frygt for uvirkelir. lyssyn saaledes: Overfor en ny teologi eller anskuelse spørger jeg straks: >Hvor er &d= i dette system ?< Hvis han er bleven borte taagen eller i solskinnet, saa er jeg f med tilliden til hin anskuelse. \emdash Man kan begge sine øjne aabne, se baade lyst og mørkt \emdash hvis man tillige ser korset, saa maa man til syvende og sidst ende i haab. En, to, tre, fire, fem, seks . . . det ser grufuldt ud. Men til sy-vende og sidst: Jesus sejrede!< (S 65, 70). Det er ingen kunst for os, som gennem de mange aar stod Gunner Engberg nær i liv og gerning, at gøre opmærksom paa hans menne-skelige fejl: hans domme om personer og for-hold kunne være for hurtige og kategoriske, han havde en svaghed for overdrivelsen, som ved lejlighed kunne føre ham ud i uholdbare paastande, han lod sig ikke gerne raade, han sagde saa ofte >jeg< i de artikler, han skrev, at det gik visse folk paa nerverne, han sendte undertiden breve, som hellere maatte have væ-ret uskreven eller brændt. Og andet mere. Men ærligt talt, vi føler \emdash nu bagefter \emdash ingen trang til at give ham anmærkninger i protokollen. Man kan skylde et menneske saa meget, at man daarligt kan bekvemme sig til at snakke om dets fejl. Og navnlig da, naar man tydeligt kan se, at der ligger saa meget mere paa den anden vægtskaal. Og derom kan der ikke være spørgsmaal, at KFUM og KFUK i Danmark har en stor tak at sige Gunner Engberg. Og i vor bevægelses historie vil hans billede bestan-dig bevare sin æresplads. Han havde et mageløst initiativ, altid drevet frem af troen paa, at det kan nytte noget. Det var ham, der fandt spejderbevægelsen i Eng-land og bragte iden til Danmark. Det var ham, der under sikringsstyrkens indkaldelse meldte sig som sekretær hos armprovsten og fik rejst i bunkevis af soldaterhjem og overalt gennemførte gudstjenester og andagter for de indkaldte. Det var ham, der greb øjeblikket og fik skaffet KFUM's Centralforening i Køben-havn en idrætspark i den rette stund (bagefter kunne alle se, hvad den park var værd i ar-bejdet). Og det var ham, der fik Wen til, og med et kæmpeslid ledede den millionindsam-ling, som befriede Centralforeningen for tyn-gende prioriteter og lagde grunden under mindst tre foreninger >paa broerne<. Han gjorde sig hensynsløs ulejlighed for an-dre. Alverden lagde opgaver paa hans bord, og han sagde ikke nogensinde nej, hvis han havde mulighed for at være andre til hjælp. Smaa ting og store ting, med samme glade tjener-sind og offervilje. Nogle af os tænker, om det største maaske var, da han \emdash trods alderen og forslidthed \emdash meldte sig som feltpræst blandt de frivillige danske i Finlands vinterkrig. Den daad fik han det finske frihedskors for \emdash og hængte det op paa kirkedøren paa Strynø! Alle kan se, at han havde rige gaver for or-ganisation, forenet med fremsyn og verdens-horizont, men det er ikke alle, der ved, at den-ne travle og paa mange maader udadvendte mands egentlige naadegave var en utrættelig omsorg for de enkelte. Hvad er der ikke ud-gaaet af smaa hilsner og paamindelser fra hans skrivebord (i sin første præstetid paa Strynø brugte han hele sin faste løn til porto, sagde han), og hvem kan tælle de samtaler, han gen-nem aarene har haft med alle slags mennesker, som søgte ham i en stille stund. Denne lange trofasthed mod den enkelte \emdash om den kan gamle konfirmander vidne, og mange ensom-me i de sogne, hvor han var præst. Og da han vel var sluppet ud af interneringen i Horserød lejren, fik han sin gang i Vestre Fængsel blandt dem, som skulle styrkes til at lide eller dø. Intet menneske kan undre sig over, at et saadant tempo i 50 aar kunne de legemlige kræfter ikke holde ud. Han havde i virkelig-heden i bogstaveligste forstand slidt sig op. Han var i de sidste aar en syg mand, pint af svære legemlige lidelser og en overvældende træthed. >Jeg har mærket den komme kryben-de siden 1915, maaske siden 1904,< skrev han i et afskedsord til Kastels sogn i april 1944. >Paa langt sigt \emdash og med indlagte oplevelser, ingen kunne forudse, har min arbejdsøkonomi ikke vist sig saa god. Men er der noget jeg ikke begærer, da er det medlidenhed.< Og saa citerer han de linjer: >Alle tab er til at bære. / Hjertet styrkes, mens det stønner. / Og til byrder blev vi skabt.< Hans sidste aar bekræftede den vemodige sandhed, at overanstrengelsen er et martyrium \emdash uden krone. Ingen på jorden roser en mand, fordi han har ødelagt sig selv ved overmenne-skeligt slid. Men det kan være, de tænker an-derledes om den ting i himlen. Skærtorsdag aften fik han lov at lukke sine øjne. >Saa skal jeg hvile mig i rosensale, og der evindelig, hos Gud i himmerig med Jesus tale,< staar der i en salme. Og den hvile under vi ham af et oprigtigt hjerte. Han trænger til den. Hans grav er paa Strynø kirkegaard, nær ved det gamle kampestensdige, som skiller kir-kegaard og præstegaard. Saa nær kirken, at man søndag morgen kan høre orglet spille der-inde, og saa nær ved præstegaarden, at man en sommeraften kan høre nye slægters børn leg og synge i haven. Jeg har i mange aar tænkt mig, at hvis det skulle falde i min lod at skrive et mindeord om Gunner Engberg, min ven og medarbejder fra ungdommens dage, saa skulle det begynde \emdash eller slutte \emdash med det ord om kong Ezekias fra 2. krønikebog 31, 21: Alt, hvad han tog fat paa vedrørende tjenesten i Guds hus \emdash det gjor-de han af hele sit hjerte, og det lykkedes for ham. Nu skriver jeg det ord, med eftertanke paa hvert enkelt led, i mindet om hans lange ar-bejdsdag, fra han begyndte som student i >Bor-gen<, til han \emdash opslidt i sin Herres tjeneste \emdash søgte ly paa sin kære ø. Og med de øjne, jeg har, kan jeg ikke se rettere, end at det staar der med sandhed. Vi, som vel skal arbejde videre et stykke tid endnu, takker ham \emdash og takker Gud for ham. (Svend Rehling i Ungdomsarbejderen, maj 1951). I Nationaltidende blev der bl a skrevet:
Gunner Engberg var ved siden af Olfert Ricard det mest kendte navn indenfor den kristne ung-domsbevægelse i Danmark, særlig indenfor KFUM, og langt uden for disse kredse var han en kendt skikkelse. Han berejste i aarene 1910-40 utrætteligt landet paa kryds og tværs, talte og skrev, og ungdommen, og de ældre med, lyttede med iver overalt, hvor han kom frem. Hans bøger og hans utallige artikler i tidskrifter og dagblade gjorde yderligere hans navn kendt viden om i alle kredse af befolkningen. En særpræget personlighed og en fængslende skik-kelse var Gunner Engberg. Det var nærmest ved et tilfælde, at Gunner Engberg kom i forbindelse med KFUM. Han blev sendt til København for at gaa i skole szlr (blev student fra Lyceum 1901). Det var i de dage, da KFUM i København saa at sige var den eneste ungdomsfor-ening i hovedstaden, det eneste sted, hvor en dreng kunne tilbringe en friaften uden for hjemmet og gaden. Og da hans egentlige hjem jo ikke laa i Kø-benhavn, og han ikke brød sig om gaden, opdagede Engberg KFUM's drengeafdeling, der dengang hav-de til huse i >Bethesda's kælder. Og det blev Olfert Ricard, der her fik afgørende betydning for ham. Det varede ikke længe, inden Ricard >opdagede< Engberg og gjorde ham til leder af ungdomsafdelingen. Gunner Engberg gik i sin gerning for saa vidt i R'cards fodspor, men medbragte ogsaa friske, selv-stændige impulser. Hans arbejdsevne var eno_m, ja eventyrlig, han sparede sig aldrig. Under første verdenskrig var Engberg tillige se-kretær for feltprovsten, kgl konfessionarius, provst H. M. Fenger. Man kan godt sige, at Gunner Eng-bergs helbred her led sin første alvorlige knæk, idet han tidlig og silde var paa færde landet over for at tilrettelægge KFUM-arbejdet for sikringsstyr-ken, var sjælen i rejsningen af KFUM's mange sol-daterhjem osv. Denne altomfattende og opslidende gerning be-virkede, at han i 1921 søgte og fik præsteembede paa landet \emdash paa Strynø. Der er ingen tvivl om, at Gunner Engberg paatog sig alt for meget arbejde. Men en mand med hans dynam'ske karakter kunne s'mpelthen ikke lade være. I mange aar var han dansk KFUM's ledende repræsentant ved udenlandske konferencer. Han rejste uhyre meget, ogsaa i udlandet. I 1944 vendte han tilbage til sit tidligere sogne-præsteembe de paa Strynø, hvor han var meget vel-lidt af befolkningen. I 1948 tog han sin afsked. Hans sidste aar formede sig ret tragisk, idet hans nerver nu og da svigtede. Indenfor kirkelige lejre var meningen om Eng-berg til tider skiftende. Man kunne være uenig om hans arbejdsmeto ler og arbejdssyn, maaske dog især med hensyn til hans sprogføring og forkyn-delse, der paa en mande ogsaa var en ejendommelig blanding, præget af pæredanskhed og amerikansk slogans, af Bjørnsonsk opt:misme, grundtvigsk lys-syn og indremissionsk mørksyn.
I det internationale KFUM-arbejde fk E en anset stilling \emdash John Matt betroede ham flere nøglepo-sten Herhjemme var f. eks. Gunner Engbergs virke i det kirkepolitiske udvalg et helt kapitel for sig.
Gunner Engbergs indsats i Statsradiofonien var en af de bety,4.eligste bedrifter i Statsradiofon'ens føi-ste aar. Han fik lagt en linje og han forstod behæn-digt at forhandle sig frem, saa baade Hartvig Frisch og Julius Bombolt fik respekt for ham. Han fik ikke alle sine ø_-isker gennemført, men han skabte respekt for kirken, og naar lejlighed gaves, var han ikke bange for at aflægge et vidnesbyrd om det, der er kirkens egentlige opgave. I Breidahl's og Ree's store værk om Statsradiofonien, 1940 har G. E skrevet en større afhandling II, 201-11 om radioen og kirken og klarlagt sine principper pa.a dette om-raade.
Om Gunner Engberg som kollega skrev pastor Er-ling Steenberg: Da Engberg i januar 1938 kom til Kastelskirken som sognepræst, fulgte menighedsraadet hans ønske og gjorde undertegnede til kapellan. Naturligvis staar de første præsteair alt'd i en særlig glans for men jeg tvivler paa, at en ung præst kunne faa en mere festlig, hjertelig og forstaaende mod-tagelse end den, Engberg gav. Han var nemlig stor nok til at have en anden ved sin side, og selv om man snart opdagede, at det var umuligt at gaa i Engbergs tøj, virkede hans eksempel og uegennytte saa igangsættende og inspirerende, at de 7 aars samarbejde mei ham hører til mine rigeste oplevel-ser. At det ikke var lige let i de aar, da overan-strengelse og intens medleven i vor nationale tra-gedie sled paa nerver og kræfter, ved enhver, der kendte Engberg personligt, men det glemmes snart, naar man ogsaa ved, at hjertet var lige varmt og fintfølende overfor en yngre kollega. Det blivende indtryk er billedet af en virkelig stor og inspirerende personlighed.. Kinamissionær Johannes Rasmussen skriver i Kr Dagbl: Det var blandt drengene i KFUM's ungdomsafde-ling, han allerede som student tjente sine sporer. Et par aar var han saa mest student og tog sin eks-amen for derpaa straks at vende tilbage til den sag og gerning, han viede alle sine bedste manddoms-aar. Det var hos os, som sammen med ham skylder Olfert Ricard mere end nogen anden og blev sat igang af ham, ingen tvivl om at Gunner Engberg mnatte blive Ricards afløser. Han blev det, og han førte KFUM videre gennem en lang aarrække med enestaaende dygt ghe d og blev en hjælp og inspira-tion, som naaede vidt ud i de aar. Men der er in-tet, jeg beundrer og glæder mig over i Gunner Eng-bergs gerning som hans trofasthed imod den sag, han tjente. Da han stod i højdepunktet af sit ung-dosmarbejde og kunne være gaaet over i en af de lel.ende stillinger i den danske kirke, blev han i KFUM som sekretær. KFUM var da kommet i mod-vind, og han fik selv en part af kritikken. En mand, der giver sig selv saa uforbeholdent, undgaar ikke dette, og Gunner Engberg slet ikke. Han søgte al-drig at dække sig. Men at han den gang blev \emdash det glemmer vi ham ikke. Sin sidste betydelige indsats gjorde han i forbin-delse med vinterkrigen i F.nland og besættelses-aarene i Danmark. Allerede slidt og nærmende sig 60-aaret, rejste han som præst med Danmarks fri. villige t:1 broderlandet og kom hjem t,1 et besat Danmark for at øve sjælesorg blandt krigens ofre. De sidste aar blev trange og vemod.ge. Hans for-rygende arbejdstempo var mere end hans sunde le-geme kunne svare t 1, og gennem mange aar næg-tede han sig den hvile, som var nødvendig. Men det er glemt i dag af de mange ud o ;er landet, der takker Gud for Gunner Engbergs gerning. >Aldrig briste, skønt de brage rosenbaand fra ungdoms dage>. Med en aldrig svigtende interesse fulgte fru Elisa-beth Engberg sin mand i hans gerninig i Køben-havn og paa Strynø. I 1948 trak Gunner Engberg sig tilbage fra embedet paa Strynø. Ægteparret flyt-tede efter nogen tids forløb til København, hvor de bosatte sig i en lejlighed i Gammel Kloster. Om sommeren vendte hun tilbage til huset paa Strynø \emdash det havde hun og hen-les mand ejet i en lang aar-række, og i dets lavlofte le stuer følte hun sig hjem-me. Vennerne i Strynø menighed havde ikke glemt deres gamle præstefrue, og hun havde ikke glemt dem. Spøgende kunne hun fortælle om den sten, me-nigheden paa Strynø allerede i Gunner Engbergs levetid rejste til minde om parrets første uforglem-melige periode i menigheden 1921-25. >Jeg k'inne ikke lide at gaa ned t.1 den, men hr og fru Rehling tog mig under armen \emdash jeg skulle se den.< Nu staar den sten paa pastor Gunner Engbergs grav paa St-ynø kirkegaard, lige ved laagen t 1 præstegr,.ards-haven. >Vi har altid holdt saa meget af det sted.< Litt iøvrigt (foruden talrige nekrologer): Louis Petersen i >Dansk kirkeliv<, 1951, s 94 f, DBL VI. 322-23, Ill rel lex, I, 1949, s 420, Aage Nørfelt: Sogne-præst A. Fib ge -, 1938, s 66, 133, Henry Uss ng: M n livsgerning, II, 1939, s 118, 139. Holger Budde-Lund i Kr Dgb 12. nov 53, V. Kolthoff-N,elsen i KFUMs maanedsblad dec 53. Kst sp 47-48: R. L. E. Møller, se rkp Nørre Sund-by-H.

  Begivenheder i hans liv:

1. Bopæl: Strynø Svendborg.

2. Udmærkelse: Ridder af Dannebrog, 1919.

3. Beskæftigelse: KFUM Landssekretær, 1921 til 1925.

4. Beskæftigelse: Præst, 1944 til 1948, Strynø Kirke Svendborg. ¹

Gunnar blev gift med Elisabeth Christensen, datter af Niels Christensen og Anna Cathrine Christensen, den 30 Maj 1911. (Elisabeth Christensen blev født den 30 Aug. 1887 i Uldum Vejle og døde den 5 Aug. 1953.)