Nicolaus Ludevig Helweg

  Notater:

Fra Paul Nedergaard:

16. jr]. 1857-28. maj 83: Dr phil et theol Nicolaus Ludvig Helveg (Helweg), * 26. april 18 Odense. Forældre: Distriktskirurg, dr med Hans Zacharias H og Anna Elsabe Wendt. Stud Odense 35, c maj 40 (1), accessit 40, husl Margaard 41-44, studier i Kbhvn til 57, konkurrerede 52 om professoratet i khst, dr phil 55 (De danske domkapitler), dr theol h c 79, afsk 28. maj 83, t 5. sept 83. 19. sept 47 Caroline Thalia Elisabeth Lunn, * 23. juli 23 Holckenhavn, t 17. maj 73. Forældre: Forpagter af Holckenhavn, senere ejer af Lammehave i Ringe, Andreas Bruun L og Magdalene Beate Leopold. \emdash Broder: Købe-lev. Se stamt 43. Medstifter og BM af Selskabet for Danmarks kir-kehistorie 49, red af Khst saml I\emdash II, 1849-56, medl af Det kgl dsk selskab for fædrelandets hist og sprog, præst ved Odense tugthus til dets nedlæg-gelse 61, red af >For litt og kritik< 43-48 (hvor han bl a skrev om tro og viden, om Chr. IV og den tids religiøse bevægelser), skrev i Teol tidsskr f den nor-ske kirke, II, 1849, om Niels Hemmingsens og H. P. Resens kristologi. Udg sm m C. J. Brandt 46-47: Den danske psal-medigtning, en antologi med biografier, udg 50-55: Den danske kirkes hist efter reformationen, I\emdash II, 2. udg 57-83, 57-70: Den danske kirkes hist indtil reformationen, I\emdash II, 64: Om Grundtvigs sære ind-fald, fejdeskrift mod Martensen. Talrige artikler i >Dsk kirketid< og i >Nordisk maanedskrift for folke-lig og kristelig oplysning<, der begge i flere aar havde ham som medudgiver. Ludvig Helveg (han skrev sig ikke Helweg. som slægten ellers skrev sig) var en af Grundtvigs mest betydelige disciple. Allerede som ung læste han i Odense Grundtvigs skrifter og besluttede at kæmpe for Grundt-vigs tanker. Opmuntret af C. Paludan-Milller begyndte han sin forfatterbane og skrev af-handlingen om tro og viden. I 13 aar privati-serede han i Kbhvn, optaget af studier, litte-rært arbejde og kirkelig virksomhed. Allerede 1844 blev han sammen med E. Christiani leder af de gudelige forsamlinger (se I, 259), som var begyndt af J. C. Lindberg for at modvirke baptismen, og han forsvarede ihærdigt læg-folket. Fra sit grundtvigske stade fulgte han nøje tidens kirkelige udvikling. Men hans grundtvigske syn og hans forbindelse med de vakte lægfolk gjorde det vanskeligt for ham at vinde frem, og han maatte opleve svære skuffelser. 1846 indleverede han en eksege-tisk-dogmatisk afhandling >Om troen og Guds orde til den teologiske licentiatgrad, men den blev ikke antaget. 1847 havde han haab om et lektorat ved det teologiske fakultet i Kri-stiania, men C. P. Caspari blev foretrukket. 1850 blev han forbigaaet ved besættelsen af et embede som diakon i Aabenraa. 1852 fik J. F. Hagen det professorat i kirkehistorie han var medbejler til. Kort efter var han den, der først af alle slog til lyd for, at der maatte tages et ener-gisk arbejde op for opførelse af nye kirker i den hastigt voksende hovedstad, og at der maatte ansættes flere præster. Han blev medl af komiteen for opførelsen af Set Johannes kirke, men traadte tilbage, da han ikke ville paadrage sig skin af derved at bane vej for et embede til sig selv. I Odense kom han til at udøve en meget betydningsfuld præstegerning. I hospitalskir-ken havde der hidtil været ringe ,kkg, men den blev nu ligesom Vartov hjemsted for en levende, grundtvigsk præget menighed. Som præst var H mere prædikant end sjælesørger, hvortil hans blufærdighed og noget sky natur gjorde ham uskikket. Han havde ganske vist ikke store ydre gaver som prædikant, hans stemme var hæs og ubehagelig, og en strengt logisk disposition var ikke hans sag, men hans forkyndelse bar i sjælden grad det per-sonlige vidnesbyrds præg. Fra hele Fyn sam-ledes efterhaanden store skarer om hans præ-dikestol, og der foreligger mange udtalelser om, hvilken dybtgaaende aandelig fornyelse hans indsats betød. Ogsaa hans hjem, hvor han gæstfrit samlede grundtvigske venner, fik ikke ringe kirkelig betydning. Desuden tog han gerne ordet ved møder og var paa enhver tid rede til at bryde en lanse for de grundtvigske tanker paa kirkeligt og fol-keligt omraade. Ogsaa med sin pen kæmpede han for disse ideer, f eks i fejdeskriftet mod Martensen og i mange artikler i >Dsk kirke-tidende< og i >Nordisk maanedsskrift<. Hans iver for de grundtvigske frihedskrav førte ham endog 1874 til at deltage i ordinationen af Cornelius Appel, og H fik en bøde. Til sine sidste aar var han en trofast deltager i arbej-det for almennyttige cg patriotiske formaal, f eks den sønderjyske sag, og 1871 dannede han udvalget for den dansk-amerikanske mis-sion. I Odense befandt han sig saa vel, at han aldrig søgte forflyttelse herfra. Ludvig Helveg var først og fremmest prak-tisk kirkemand og præst af grundtvigsk støb-ning. Men hans navn ud over landet vil nok huskes bedst som, kirkehistoriker. Medens sejrherren i konkurrencen 1852 er glemt af de allerfleste og ikke fik nogen betydning. blev H en af aarhundredets mest kendte dan-ske kirkehistorikere. Allerede som ung dyr-kede han kirkens historie og skrev om de re-:igiøse bevægelser paa Chr. IVs tid m m. Og meget læst var værket om dansk salmedigt-ning. Som medstifter af selskabet for ,dsk kir-kehistorie redigerede han de første bind af Khst saml, og hans licentiatdisputats, paa rundlag af de da tilgængelige kilder, giver en god oversigt over domkapitlernes iudvik-Ling og karakter. Selvom arbejdet nu er for-ældet og lider under mangel paa europæisk baggrund, har det ikke endnu fundet nogen afløser, og det kan ses som en forstudie til Hs hovedværk, fremstillingen af hele den danske kirkes historie, en skildring, som først og fremmest henvender sig til den dannede almenhed, men hviler paa selvstændigt stu-dium af kilderne. Bedst lykkedes 16. og 17. aarh, og især middelalderen, medens opfat-.:eLsen af 18. og 19. aarh lader en del tilbage at ønske. Det 18. aarh ses i for høj grad blot som indledningen til det 19. aarhundredes kir-kehistorie, og m h t det 19. aarh har Hs ud-præget grundtvigske standpunkt ikke været til gavn for fremstillingens objektivitet, idet
Grundtvig helt igennem fremstilles som den altoverskyggende personlighed. Dette afsnit lider egsaa af formløs bredde. \emdash Paa Hs tid forelaa kirkehistoriens kilder kun i lidet be-arbejdet stand. Derfor er hans værk paa man-ge maader nu forældet. En større svaghed er det, at han kun i ringe grad har haft øjet aabent for den udenlandske kirkehistorie som baggrund for den danske. Skildringer af be-givenheder og tilstande har ,ganske overvejen-de haft hans interesse, medens redegørelsen for den teologiske tænkning hverken er skarp eller fyldig og karakteristikken af de ledende personligheder ikke indtrængende. Som hel-hed er det et betydeligt og aandfuldt værk, der med rette har vundet megen udbredelse. Det er affattet i et klart, ædel sprog, og med forkærlighed lader H kilderne selv komme til orde. Det var en fortjent paaskønnelse, at han blev dr theol h c ved universitetets jubilæums-fest 1879. (Bjørn Kornerup.) Vilhelm Birkedal var 24 aar, da han traf H i Fredericia og var straks ikke klar over, om han var en gammel eller en ung mand. Hans haar var næsten hvidt, hans ansigt meget alvorligt. Men den tidligt vakte alvor var forenet med et ungdomsvæld i hans sind. Allerede som skoledreng sagde H til sig selv: >Jeg vil hellere staa imod hele ver-den som Grundtvigs væbner end sværge til nogen anden fane<. Dog blev han aldrig gammelagtig; en sjælden ren natur, vendt imod alt raat og plumt og grimt. H. N. Clau-sen, der var næsten enevældig ved det teolo-giske fakultet, stod ham i vejen for at naa sit egentlige maal: at blive universitetslærer, og Clausen blev støttet af Mynster. Det var H en dyb skuffelse. Det var ham, ogsaa en skuffelse, at han ikke blev præst ved Set Jo-hannes kirke. Birkedal anser det for et tab for det teologiske fakultet, at han ikke blev professor og anfører bittert Mynsters ord til biskop Brammer: >H viste sig saa blottet for talent og for kundskaber, at han ikke bør tænke paa at gaa den akademiske vej.< H havde aand, og >Mynster karakteriserer ved anførte bemærkning mest sig selv<. Birkedal anser Hs dybe syn paa krds ,gennemtrængen i nordisk folkelighed som mesterlig og uden sidestykke, han var ægte kristen og dansk til-bunds. Hans lune var medfødt. Det kunne være kosteligt at høre ham kaste lys over statskirkelighedens og det bestaaendes brøst. Mildhed var hans særkende, barnligt oprigtig. Naar han under samtalen med den ene haand stadigt purrede op i sit lyse, tynde haar, gled den ene friske tanke frem efter den anden, men at disputere var ikke hans sag ... hans prædiken var en ustandselig aandstrøm uden komma eller punktum, bølgeslag paa bølge-slag ... jeg har næppe kendt nogen, der som han fik aandsudtrykket i sit ydre saaledes til at smelte sammen med bevægelsen i hans indre. \emdash Der blomstrede en levende menighed op omkring ham i Odense, der hidtil kun hav-de vist svage livstegn. Salmerne klang lifligt, og i hjemmene saa man, at søndagens guds-tjeneste satte folk i bevægelse. I sit hjem holdt han smaa foredrag og der blev sunget meget. Han var saare arbejdsfør, paa færde fra morgen til aften, talrige foredrag holdt han i Odense bys mange foreninger, og flittig var han med sin pen og sine studier. Grundt-vigianer var han (han havde lært Grundtvig indenad) af reneste vand. Der var vist ikke mange af Grs disciple, hos hvem >ordet af Vorherres mund< var blevet saadan til >aand og liv< som hos ham ... Som deltager ved vore præstemøder var han ubetalelig. Vi havde et engere konvent med deltagere fra alle Fyns egne, hovedsagelig grundtvigske præster. Her var H, trods sit stilfærdige væsen, paa en maade sjælen i forhandlingerne. Her følte han sig rigtig vel tilpas, elsket og agtet af os alle Saa kom den lange tid, da hans natur-stjerne var i nedgang, medens visselig hans nodestjerne var i stadig opgang. Det kendtes af os efter hans udenlandsrejse i 70'erne, at der var gaaet noget i stykker hos ham, og en benskade, der stødte til, syntes at svække hans hjernes virksomhed. Han blev distræt og glemsom, men klamrede sig til haabet om, at det skulle blive bedre. Han blev ved at prædike til det sidste. >Jeg er jo dog din tje-ner, og jeg maa gaa dit ærinde.< Han maatte tage sin afsked, og han stod færdig til at bry-de op fra Odense for at drage til Kbhvn. Vog-nen hcldt fcr døren, han stod rejseklædt med rejsetasken i haanden, rede til at sige farvel ... >Nu er jeg rejsefærdig!< Det blev de sid-ste ord han sagde. Han segnede om og ud-aandede med et forklaret smil i sit aasyn Hans hustru var en stille kvinde, der bar sanddruhedens usvigelige stempel i væsen og fremtræden. Hun led i flere aar af en ulæge-lig sygdom, der længe kastede skygger over hendes sjæleliv, men hun gik bort i lyset af Guds naade. (Vilh. Birkedal: Personlige op-levelser, II, 1890, s 140-51.) Carl Moe omtaler Ludvig H som >en af de faa gode gamle grundtvigianere<, han havde truffet, skønt den gamle Helveg ikke gav den unge Moe et ord som svar paa et spørgs-maal ved en begravelsessammenkomst i Oden-se, hver Moe sad ved siden af Helveg. (Carl Mc-es c:plevelser, s 133.) Otto Møller beretter cm et møde i Nyborg 1860, hvor H >talte mod den hele missionssags. (DMS). Pastor J. C. Clausen (Brahetrolleborg-K) boede i sin latinskoletid hos Ludvig H sm m J. Helms (se sp Skellerup-E) og Emil Koch, der var personel kapellan hos pastor Helveg og efter hans død blev hans eftermand. C skriver: >Koch var en meget vindende personlighed og en udmærket præst, og han vandt sig snart en stor vennekreds og var meget afholdt i alle de aar, han var præst i Odense. Gamle pastor Helveg var et elskværdigt menne-ske, meget særpræget og betydelig, navnlig som kirkehist. Der kom mange gæster fra by og land. En ret hyppig gæst var Morten Eskesen, den gang fri-skole! i Odense. Han bad ofte pastor Helveg gen-nemlæse sine litt produkter, navnlig de poetiske, som kunne være meget naive, ofte i højnordisk stil. En gang havde Morten skrevet en geografi paa vers, ..Iordskue i sang>, kaldte han den, >at synge til Lin-Demanns rare tone til dagen med sit lyse øje<. Pa-stor Helveg fraraadede ham at lade den trykke, men han viste den ogsaa til boghdl Milo, som maaske ventede forretning ved udgivelsen. Bogen blev trykt og blev meget haardt medtaget af kritiken og ikke helt uden grund. Pastor Helveg bebrejdede meget alvorligt Milo, at han havde trykt bogen. Det var synd for Morten.< (J. C. Clausens mindebog, 1942, s 15..) tran; aarsskr, 1855, s 44 f, do, 1879, s 108 f, Ludvig Schrøder: Ludvig Helveg, af hans liv og af hans tid, 13$4, Khst saml, 4. r, V, s 126 f, H. P. B. Barfod: Minder fra gl gr hjem, I, 1921, s 82 f, Holger Beg-trup: Dsk menighedsliv i gr kredse, III, 1932, s 122\emdash 29, Johs. Steenstrup: Historieskrivningen i Danmark i det 19. aarh, 1889, s 363-68, L. Koch: Erindringer, 1912, s 166 f, R. Volf: Erindringer, 1926, s 33 f, Holger Begtrups levned, I, 1929, s 160 f, H. F. Rørdam: Sel-skabet f Danm khst i dets første 25 aar, 1875, Høj-skolebi, 1882, sp 441 f, 1885, sp 1409 f, Ill tid 23. sept 83, Bjørn Kornerup i DBL, X, 39 f, KLfN, II, 391, J. P. Bang: Gyllingpræsten Otto Møller, 1931, s 58.
Hjælpepræst hos dr L. Helveg 25. nov 1878-30. juli 83: H. L. Emil Koch, se ndf.

  Begivenheder i hans liv:

1. Dåb, 1818, Sct Knuds Kirke Odense.

2. Bopæl, 1834, Nedergade 23 Odense. ² Denne begivenhed blev delt med Hans Zacharias Helweg, som også delte den med Anna Elisabeth Heiberg Helweg (1833-1905) (Beboer), Anne Elisabeth Wendt (1790-1878) (Beboer), Christiane Sophie Louise Helweg (1822-1878) (Beboer), Hannibal Theodor Helweg (1820-1899) (Beboer), Hans Zacharias Helweg (1826-1895) (Beboer), Jens August Helweg (1828-1846) (Beboer), og Nicolaus Ludevig Helweg (1818-1883) (Beboer)

3. Bopæl: Præst, 1845, Gammel Amagertorv 13, 4 København. ³ Denne begivenhed blev delt med Hans Friedrich Helweg, som også delte den med Nicolaus Ludevig Helweg (1818-1883) (Beboer)

4. Beskæftigelse: Præst, residerende kappelan, 1857 til 1883, Sct Knuds Kirke Odense. ⁴ og Gråbrødre kirke

5. Bopæl, 1860, Graabrødre Hospital Odense. ⁵ Denne begivenhed blev delt med Leopold Hans Andreas Helweg (Cir 1851-) (Beboer) og Thalia Caroline Elisabeth Larsen (Cir 1823-1873) (Beboer)

Nicolaus blev gift med Thalia Caroline Elisabeth Larsen. (Thalia Caroline Elisabeth Larsen blev født cirka 1823 og døde den 17 Maj 1873 i Graabrødre Hospital Odense ⁶.)