Knud Buhl

  Notater:

Ud fra FT

  Begivenheder i hans liv:

1. Beskæftigelse. Overlæge Dr.Med Aarhus Kommunehospital

2. Dåb, 1911, Kristkirken København.

3. Bopæl, 1916, Sønder Boulevard 102 København. ² Denne begivenhed blev delt med Vilhelm Buhl, som også delte den med Gerda Metha Magdalene Buhl (1914-1993) (Beboer), Knud Buhl (1911-1991) (Beboer), Søren Peder Thygesen Buhl (1910-1974) (Beboer), og Thyra Schmidt (1880-1959) (Beboer)

4. Bopæl, 1921, Sønder Boulevard 102 København. ³ Denne begivenhed blev delt med Vilhelm Buhl, som også delte den med Gerda Metha Magdalene Buhl (1914-1993) (Beboer), Jens Buhl (1920-1986) (Beboer), Knud Buhl (1911-1991) (Beboer), Søren Peder Thygesen Buhl (1910-1974) (Beboer), og Thyra Schmidt (1880-1959) (Beboer)

5. Bopæl, 1925, Amagerbrogade 31, 3 København. ⁴ Denne begivenhed blev delt med Vilhelm Buhl, som også delte den med Gerda Metha Magdalene Buhl (1914-1993) (Beboer), Jens Buhl (1920-1986) (Beboer), Knud Buhl (1911-1991) (Beboer), Søren Peder Thygesen Buhl (1910-1974) (Beboer), og Thyra Schmidt (1880-1959) (Beboer)

6. Bopæl, 1930, Amagerbrogade 31, 3 København. ⁵

7. Bopæl, 1940, Hobro Sygehus Sønder Alle 3 Hobro. ⁶ Denne begivenhed blev delt med Eva Reimers Hansen (1918-1989) (Beboer)

8. Religion: Udmeldt af folkekirken, 6. jul. 1962.

Vilhelm Buhl barndom og ungdom

MIN FAR Vilhelm Buhl fødtes den 16. oktober 1881 i Fredericia, hvor han boede, indtil han som student rejste til København sommeren 1900.

Hans far Peter Buhl var fra en gård i nærheden af Kolding. Hans forfædre havde, så langt slægten kan følges tilbage (omkr. 400 år), boet på denne frugtbare egn, hvor de som såkaldt >selvejerbønder< havde solide gårde.

Min farfar ville først ikke være landmand. Han flyttede til Fredericia, hvor han blev gift med Magdalene Rasmussen, som var datter af en af byens guldsmede. Men han fandt sig ikke tilrette i byen; han købte en gård nord for Silkeborg, som han sammen med min farmor overtog nogen tid efter, at min far var født.

På det tidspunkt, da min far fødtes, boede familien i Fredericia hos en onkel og tante til min farmor. De var barnløse og blev så glade for drengen, at det endte med, at han blev hos dem, da forældrene flyttede til gården ved Silkeborg. I virkeligheden kom han kun til at bo hos sine forældre i korte perioder på ferieophold.

Når min far fortalte om sin tidlige barndom, forstod man, at det var en tryg og lykkelig tid. Han elskede sine plejeforældre, og de gjorde alt, hvad de evnede for ham. Af små træk fra denne tid husker jeg hans glæde over sit dueslag i gården og over en ged med seletøj, som trak hans legevogn rundt i byens gader. .

Plejeforældrene, som han kaldte tante og onkel, fik alvorlige økonomiske vanskeligheder, da plejefaderen efter en kørselsulykke blev totalt invalideret.

Da min far var ni år, døde hans mor af lungetuberkulose. Han var hjemme til begavelsen, og hans far skrev senere i et brev til plejeforældrene:

>Præsten har talt om, at den smukke, grædende Dreng stod for ham i mange Dage<.

Min far fik >friplads< på Fredericia Latinskole og klarede sig godt, selv om han i en lang periode plagedes af svigtende helbred: >Jeg skriver endnu en gang, fordi jeg tænker så meget på Vilhelm - hvorfor han dog bestandig er syg -- men kan Lægen ingen legemlig Sygdom finde, da bedes De om at fortælle ham, at Drengen i flere Aar har gaaet i Latinskolen, at han har læst langt flittigere og er kommet langt videre end de fleste andre Børn i hans Alder, men i det sidste Aarstid er der kommet en vis Sygelighed over ham der gør, at han ikke kan gaa ret meget i Skole og plager ham med Hovedpine \endash men I ved jo bedre selv rigtig, hvordan han har det<, skrev hans far til plejeforældrene i 1894.

Sygeligheden var imidlertid forbigående og viste sig ikke siden.

Derimod blev min farfar syg; også han havde lungetuberkulose, og han døde kort efter jul 1894. Min far var da 13 år.

Det var et hårdt slag for de fire børn, hvoraf min far var den ældste. Den yngste, en dreng på fem år, kom til at bo hos onklen og tanten i Fredericia, mens to piger kom til slægtninge på landet.

Min far var glad for skolen. Sammen med fire kammerater var han medlem af >collegiet<, som >holdt møder<, tog på udflugter og i det hele taget dyrkede venskabet. Til festlige lejligheder blev der skrevet sange- Det sidste vers af en sang, skrevet af min far >Ved en`"Udflugt til Trelle Skov l898< lyder:

Vi Skolekammerater

nu slutte Vens-Tractater,

som gælde allen Stund;

den Skaal dem skal besegle,

og for de ej skal fejle,

l vi drikke ud til Bund.



Efter >4de klasses hovedeksamen< måtte >colleget< opløses. Ved en sidste sammenkomst sang >collegianerne<:

Thi svandt de end, de Dage,

og skiltes end vor Vej,

vort Venskab blev tilbage,

dets Baand det bristetej,

og gid det længe holde

i ærlig Trofasthed,

og ingen Splid forvolde

et Brud på Kædens led.



Til sidst måtte kammeraterne synge hans sang >For Kvinden<. Sidste vers lød

Skaal for min Pigelil,

den hvem min Hu staar til,

fagrest i Kvindernes Skare;

er hun mig tro og huld,

ejer jeg Lykkens Guld,

lader al Sorgen bortfáre.



Det skulle vise sig, at hans pige blev ham tro gennem et langt liv. Hun hed Thyra, og var datter af skoleinspektør ved Fredericia Borgerskole Søren Peter Thygesen Schmidt. De kom sammen i min fars sidste skoleår, men blev først officielt forlovede i 1902. T

Juli 1900 tog min far studentereksamen.

` >Færdigl Jeg fik mg i Græsk og fik saaledes i alt 102 2/3 Points, en fin Førstekarakter. Og tænk paa Torsdag Aften skal jeg altsaa se min Pige igen hvor det kan blive dejligt -. Det er egentlig underligt at jeg netop skulde blive færdig paa Moders Fødselsdag, hvor kunde det ikke have været dejligt om jeg havde haft hende og kunde have glædet hende og kunde have glædet Fader --nu har vi kun kunnet sende Kranse ned til Gravene --. Tante er helt rask i disse Dage siger hun, hun har ikke Tid til at være syg; naar der nu bare ikke kommer slemme Følger af al den Anstrengelse hun har haft i Eksamensdagene. Thi hun har saamænd ikke haft mere Ro end jeg, maaske mindre endda, da hun knap har kunnet sove af Frygt for ikke at kunne kalde tidligt nok paa mig o.s.v. -. Hun er, som Du jo vel kan tænke rigtig glad over Eksamensudfaldet og Onkel ikke mindre. Og jeg er lykkelig over at kunne glæde dem for deres Godhed<, -- skrev han til min mor i København.

Efter sommerferien rejste han til København og begydte -at studere jura. Økonomisk støtte fra familie i studietiden kunne der ikke være tale om. Han boede i et lille værelse i Sct. Hansgade og tjente penge ved at undervise skoleelever. Men småt var det, og det har vel ikke været uden stolthed, at han kunne skrive til plejeforældrene i Fredericia: >Jeg har nu faaet min Lovsamling fuldstændig. Den koster 136 Kroner, hvoraf jeg har betalt ialt de 70 Kroner.,Det er enny Udgave, smukt indbundet, den pynter svært- paa Bogreolen, hvor den ene Hylde er helt fyldt dermed og paa Skrivebordet, hvor der ogsaa staar en hel Radhen..

Min far havde kun været i København nogle få måneder, da hans elskede tante blev alvorligt syg. Hertil kom, at hans invalide onkels helbred hen på vinteren svigtede helt. Han døde i februar 1902.

Der er ingen tvivl om, at min far i denne tid var stærkt deprimeret, især vel over tantens sygdom, som var meget smertefuld. Han skrev i løbet af vinteren små vers til min mor, som viser hans triste tanker. Hun havde broderet en lysedug til ham, og som tak skrev han et digt, som slutter:

Hun fæsted Sting ved S?ng

med skønsomt Snilde

og trylled frem en

Junifloras Pragt,

hun klædte ind i Silkens

bløde Dragt '

en yppig Klynge af de

Blomster vilde.

Sneen fyger over Eng og Aser.

Frosten knuger Spiren dybt i Jord:

ogsaa min Sjæl Vinter kulde nager,

Sorgen planted der sit dybe Spor-

Men jeg har Bud fra Somrens lyse Rige.



I juli 1902 døde tante Mette efter et langt og pinefuldt sygeleje. En af de sidste dage, hun levede, skrev min far følgende linier i et brev til min mor i København: >Jeg har aldrig troet. at et Menneske kunde blive saadan martret af Smerter, som Tante bliver det, og Dag for Dag vokser de. Jeg sidder og skriver Brevet inde i Sovekammeret; hvert Øjeblik aabner hun de trætte Øjne og Blikket hænger ved mig saa trofast og bedende og saa vemodigt.

Efter tantens død var hjemmet i Fredericia opløst. Værst var det for min farbror Aage, som var 12 år. I et brev til min mor skrev min far et par dage før tantens død følgende linier:

° >Aage, den line Stakkel, sov slet ikke, han putter sig rundt i de ensomste Kroge, hvor han sidder og græder saa ynkeligt, eller han gaar rundt paa Volden, naar han ikke sidder og klapper Tantes Kind. >Naar Tante er død, og du rejser, siger han til mig, >er der slet ingen, som vil være gode mod mig<.

(Det kom dog ikke til at gå så galt. Efter tantens død flyttede han hen til min mors forældre, som i forvejen havde 9 børn. Han kunne fortsætte sin skolegang på Latinskolen, hvor også han havde friplads).

I København fortsatte min far sine studier og klarede sig godt, hvad juraen angår. Han havde næsten ingen penge og var radrnager.

Men foraret 1904 blev et vendepunkt. Han flyttede ind på Regensen og fik den hårdt tiltrængte økonomiske støtte, som fulgte med. Han tog ivrigt del i regenslivet og fik mange gode venner. For Regensens provst, professor dr. jur. Julius Lassen, kom han til at nære den allerstørste beundring. Julius Lassens venlighed og hjælpsomhed fik stor betydning for ham i den sidste del af studiet og også senere hen.

Ved Julius Lassens død i 1924 skrev min far i >Juristen<: >I Regensgaarden staar den gamle Lind saa fin og lys ved Midsommertid og dog saa fuld af Kraft. Saadan var ogsaa Julius Lassen. Han havde Lindens blide Styrke i sit Sind, og om ham formede alt sig saa harmonisk, fordi han altid kaldte det bedste frem i dem, med hvem han mødtes.

Selv søgte Julius Lassen altid at finde det gode hos andre. Ikke fordi han savnede kritisk Blik. I hans Bedømmelse af Mennesker var der baade Skarpsyn og Lune. Men han evnede den Kunst, som maaske er den sværeste af alle: At forene en rig selvudfoldelse med en levende Respekt for andres Personlighed.

'I vor brutale Tid er det godt at vide, at saa smukt kan Livet leves i Retsind og Troskab mod andre<.

Gennem professor Julius Lassen lærte min far overretsassessor Victor Andræ at kende. Han var ugft og levede beskedent, men var rundhändet med hjælp til trængende studenter. Min far spiste regelmæssigt til middag hos ham i de sidste studieår, og der udviklede sig mellem dem et varmt venskab, som varede til Andræs død i 1923.

Af jævnaldrende/ venner på Rengensen var det navnlig senere dommer J. L.Buch, senere overretssagfører P. M. Poulsen og den senere rigsadvokat Frits Pihl min far følte sig knyttet til. I et interview til >Gads Danske Magasin< i 1931 kalder han dem >mine bedste kammerater< og siger: >Vi søgte at skabe en social Interesse inclenfor Regensens gamle Mure og trænge de udslidte Hostrupske Studenteridealer tilbage, vi vilde mere Virkelighedssans og derigennem mere samfundsmæssig IndStilling.

Min far kom meget i Studentersamfundet, og det var vel der, hans politiske interesse blev vakt, selvom der skulle gå næsten 30 år, før han gik aktivt ind i politik. Han blev tidligt medlem og var med ved indvielsen af samfundets nye hus den 1. juni 1901, hvortil Holger Drachmann havde skrevet en kantate.

Min far gik stærkt op i samfundets liv, og også efter at han havde afsluttet sine studier, havde det hans store interesse. I 1909 blev han formand for >Catilina< og senere fra 1915 til 1920 var han formand for Studentersamfundet, i hvis bestyrelse desuden bl.a. sad Bertel Dahlgaard, Frants Hvass og Hertel Wulff.

At det i studietiden var juraen, som havde hans store kærlighed, er der dog næppe tvivl om. I 1904 stiftede han sammen med senere højesteretssagfører Martensen-Larsen og senere dommer Bechmann Juridisk Diskussionsklub, hvis første formand han var (1904-06).

I februar 1908 tog min far juridisk embedseksamen, men allerede 1. juli 1907 var han blevet ansat som vikar for assistent i Københavns Skattedirektorat. og 1. april 1908 blev han assistent. >Arbejdet er ikke synderligt morsomt, skrev han til min mor. At han 16 år senere skulle blive skattedirektør, forestillede han sig næppe dengang.

I august 1908 skulle min far være soldat, men han fik blindtarmsbetændelse og blev opereret på Kommunehospitalet i København. Operationen var kompliceret, og opholdet på hospitalet blev langvarigt. Efter udskrivningen blev han fritaget for militærtjeneste, og den 20. november 1908 blev mine forældre gift på Fredericia rådhus. Og dermed begyndte et lykkeligt og harmonisk familieliv, som først afsluttedes ved min fars død på Bispebjerg Hospital 18. december 1954.

Min far var næppe uvidende om sin sygdoms ondartede karakter. Et par uger før han døde, var han blevet opereret af professor Jens Foged. Jeg var på hospitalet om formiddagen, da han blev kørt til operationsgangen. Fra båren, som var kørt et Stykke hen ad gangen, gjorde han tegn til mig og sagde : >Hvis du bliver her. så ligger der et par nye morgenaviser på bordet ved min seng<.

KNUD BUHL

Knud blev gift med Eva Reimers Hansen, datter af Martin Otto Julius Hansen og Johanne Caroline Reimers Hansen, den 8. aug. 1940. (Eva Reimers Hansen blev født den 31. maj 1918 i Faaborg Kirke Svendborg ⁷ og døde den 8. jan. 1989.)

  Parnotater:

eller 3 aug