Hans Hartvig Buhl
- Født: 7. nov. 1822, Eltang Kirke Vejle 2
- Ægteskab (1): Johanne Jensdatter Schelde den 23. mar. 1850 i Eltang Kirke Vejle 1
- Død: 25. aug. 1891, Eltang Kirke Vejle i en alder af 68 år 3
Dødsårsag: Aflivet sig ved Hængning i den ved Gården nærliggende lille Skov.
Notater:
1822 Tvilling (Jens)
Tolv generationer pá "Bøgehøjgàrd°
BUHL-slægten pa BØGEHØJGARRD i NR. BJÆRT kan uden særlige vanskeligheder føre stamtavlen tilbage til 1660. Før den tid kniber det lidt, selv om man ved, at der i landsbyen var en Buhl allerede i 1573, men som Slægt pa garden tæller man foreløbig 'kun' 12 generationer. Sidste generation er endda så ung som fra 7. juli i ar (1966), og nar den vokser til, er det jo slet ikke sikkert, at der kan drives landbrug på BØGEHØJGAARDS arealer, siger den nuværende ejer, gårdejer Henry H. Buhl. Det er sønnesønnen, han taler om, for han mener nok, at sønnen kan få lov at drive den 72 tønder land store ejendom videre, men fortsætter byernes udvikling i området, bliver der ikke plads til de afgrøder, som skal sikre et familieliv på gården, Rigtigt familiebrug I bogstaveligste forstand er BØGEHØJGAARD blevet et familiebrug, idet det rummelige stuehus fra 1852 er indrettet med to lejligheder, hvor den ældre og den yngre generation lever sammen side Om Side Oq er fælles om driften. Indtil november forrige år var der fast fodermester på gården, og der var også en dygtig karl, men da Henry Buhl mistede dem begge, og det var vanskeligt at få erstatning, måtte han 'skrive' efter sønnen, som han selv udtrykker det. Sønnen har fået en udmærket uddannelse ved landbruget, og efter at kobesætningen nu er solgt bort, driver far og søn gården med opdræt, søer og levering af godt loo fedesvin pr. år samt frø, græs og lucerneafgrøder. Man er ved at stille sig om, for Henry Buhl tror ikke rigtig mere på et kvægholds rentabilitet i Danmark. Med vid udsigt- Den fire-længede gård er bygget i 1852, da Hans Hartvig Buhl fra BUHLSEJE i NR. STENDERUP havde giftet sig til BØGEHØJGAARD. Også i generationer tidligere havde det været svigersønner, som rykkede ind, men siden 1852 er gården gået i arv fra far til søn, og man værner her som på mange andre slægtsgårde om de klenodier, forældrene har samlet gennem tiderne. Det har ikke altid været lige let for beboerne at klare sig, for krig og ufred drog ofte hen over egnen. Da den ældre Buhl i 1852 flyttede sin gård ud fra NR. BJÆRT landsby og lagde den ret afsides, mente folk i landsbyen, at han måtte være lidt til en side, men han klarede sig fint; og den ny gård viste sin holdbarhed. Han mageskiftede også en del jord bl.a. i forbindelse med anlæg af jernbanen fra FREDERICIA til KOLDING i 1866, og i dag er beboerne kun glade for, at han valgte denne placering. Der er vid udsigt fra de bugtede agre, og alligevel er der læ i gården for alle vinde, takket være en fin plejet beplantning. Godt kram har det været, da man byggede den ny gård, for meget står endnu, selv om der år efter år sker forbedringer, og der er ret meget tilbage af det oprindelige bindingsværk. Stråtaget er også ved at blive fortrængt af fast tag. For stuehusets vedkommende skete det allerede i 1889, og den gang kunne I. A. Hansen i KOLDING lægge naturklinker på for kun 1296 kr. Den gamle regning opbevares endnu sammen med andre breve og skøder, som fortæller om slægtens hverdag gennem århundreder. Henry Buhl og slægten regner den gamle møller og ejer af DONSGAARD som stamfader. En stormnat i l7oo-tallet brast mølledæmningen, og manden mistede sin hustru, en datter og en tjenestepige. Det tog så hårdt på ham, at han købte en anden gård, den som blev kaldt BUHLSEJE. Fornemt sølvtøj blev gemt bort. Herfra stammer det sølvkrus, som siden har været i slægtens eje. Det er i fornem udførelse med en mønt fra 1695 i låget og med årstallet 1734 til at markere den festlige begivenhed, hvortil det er fremstillet. En sukkerbøsse fra 18o8 bærer navnet Hans Buhl. Det smukke arbejde er udført af en VEJLE-mester, mens man ikke ved, hvem der er mester for et fint hovedvandsæg fra 1812. I 1733 har en ældre Buhl skullet være på rejse og som den holdne mand, han har været, fik han fremstillet et rejse-drikkekrus, som ligeledes er bevaret sammen med mange smukke skeer i samme gedigne udførelse. Adskillige krige har raset siden. Gården har haft indkvarteringer i samtlige krige, lige til den sidste, men sølvtøjet har man forstået at bevare. Antagelig har det været gravet ned, sådan som den nuværende Henry Buhl og hans hustru gjorde det, da tyskerne i l94o rykkede ind i Danmark. Også indkvarteringer Tyskere fik man på gården også under sidste krig, men det var kun i ca. 14 dage, fortæller Henry Buhl. Det var dengang, der skulle sættes spærreballoner op mod de engelske flyvere. En af ballonerne skulle placeres bag gården her, og en dag kom en overbetjent fra KOLDING hertil sammen med en civil tysker og en officer og bad om kvarter. Jeg var lige ved at gå ind og vise dem en af vore egne stuer, men så kom jeg til at tænke på vort gamle karlekammer i stalden. Jeg viste dem det, og mens politimanden fra KOLDING var noget betænkelig, sagde tyskeren straks ja, og så kom der en halv snes mand til at ligge i halmen her. De råbte og skreg, da englænderne var her den første nat, men siden rykkede de ud igen, da englænderne begyndte at flyve ind længere mod nord. Siden mærkede vi ikke mere til tyskerne end andre, bortset fra de sidste dage, da de drog hjem. De kom og ville købe alt muligt, for de troede, at de skulle hjem og slås videre med russerne sammen med englænderne. Min farfar mærkede også prøjserne i tre-års krigen 1848-49-50, men han slap næsten lige så let som os. Han var udtaget til skansearbejde ved FREDERICIA, men gennem en slugt ved gården inde i byen lykkedes det ham at rømme, og siden kom han så tilbage hertil og fik bygget sin gård. Hønen var en fin passerseddel i 1864. I 1864 havde han indkvartering af østrigerne, men de var flinke folk, har man fortalt os. Farfar skulle en dag til NR. STENDERUP, men beboerne måtte jo ikke komme ud af gårdene, så da han på sin hest kom ud på vejen, blev han stoppet af en vagtpost. Denne pegede imidlertid på en høne, som farfar fangede, vagten drejede hovedet om på hønen, og så var den passerseddel skrevet. I l9o3 trådte hans søn, Hans Buhl, til, og han drev BØGEHØJGAARD indtil 1934. En voldsom udvikling i landbruget var han og den nuværende ejer vidne til. I laden hænger endnu den gamle plejl, som en daglejer svang dagen lang hele vinteren for at tærske kornet. Den værnes med samme omhu som stuehusets chatol, bornholmerure og kobberkedler, men den har fået selskab af en moderne mejetærsker, som BØGEHØJGAARD ikke kan undvære i sit moderniserede landbrug. (Hentet fra KOLDING FOLKEBLAD, lørdag 13. august 1966). --------------------------------------------------------------------------------------- Annelise Oxenvad Buhl, gift Hansen, datter fra BØGEHØJGAARD, skriver: Vi børn, min bror og jeg, havde en god og fredelig barndom på BØGEHØJGAARD. Så mange små episoder fra en svunden tid dukker frem, når man går i egne tanker og skærer roser (jeg er gartnerkone nu) - både de gode og mindre gode. Lad mig starte den 9. april l94o, da vi vågnede op en mørk, tidlig morgen ved lyden af tunge flyvemaskiner, en lyd, vi børn aldrig havde hørt. Far og mor stod med tårer i øjnene, så på de store, sorte 'fugle' og talte om fred og frihed. Krigsårene mærkede vi børn ikke så meget til, dog kan jeg huske, da tyskerne boede i karlekammeret ovre ved siden af hestestalden. Far ville i hvert fald ikke have dem i stuehuset., Han vendte ovenikøbet Hitlers billede mod væggen gentagne gange. Den 5. maj 1945 var jeg en tøs på lo år. Min bror og jeg legede som så ofte før nede ved køernes vandhul i engen. Vi lavede skibe af træstykker, og brugte alle fars dyrebare søm til ræling. Vi så den lange række af biler på hovedvejen, og næste morgen gik flaget til tops på BØGEHØJGAARD. Min far især har altid været meget traditionsbunden. Han er stadig lidt gammeldags på mange måder, men alligevel vågen for verden ude omkring. Han var i min barndom en højt respekteret mand i sognet. Var den fødte leder i foreninger og forstod at have folkehold på sin gård. Lidt 'herremand' måske, når han sad i folkestuen for bordenden og fik maden først serveret, og der var ingen, der rejste sig, før han havde sagt 'velbekomme' I høsten var det altid far, der rakte de tunge neg op på vognen, så kunne han jo bestemme tempoet. Ryddeligt og pænt har der altid været om hans gård, og traditionen tro blev der hvert år kalket og stolpet på det kønne bindingsværk. En del vand er løbet i åen siden dengang. Min bror og hans familie bor nu alene på BØGEHØJGAARD. De driver gården, som far gjorde, han var altid med på noderne. De unge har bygget lidt til og udvidet rækken af køer. Gamle maskiner er udskiftet med nye, men ellers er alt, som det var. I stuehuset er der sat et moderne køkken ind. Vi kan se, der er børn på gården igen. De har deres heste og kaniner at passe, som da vi var små. Far og mor flyttede i maj 1973 til en stille villavej i Kolding. De bor nu hyggeligt og rart i deres lille hus. Deres smukke, gamle ting har de anbragt i de for os - til at begynde med - fremmede stuer, men nu føler vi os alle hjemme der, når vi er på besøg. Far og mor har altid holdt traditionerne i hævd. Det første, der skete, da de var kommet i orden i det nye hus, var, at en flagstang blev anbragt i haven, og så ofte, det er muligt, vajer flaget på Rylevej. Jeg tror, far ofte forbinder sit flag med den frie bonde, for han er stadig trods sin alder - bondemand, følger med i årstidernes skiften, og især vejrudsigten er vigtig - om de kan rense roer derude på gården i morgen -om de kan få køerne på græs, og er der græs nok? Ja, alle de ting, der optager en bondemands tanker fra morgen til aften gennem et helt, langt liv, er stadig fars. Jeg tror, de af og til længes tilbage. De hjælper ofte derude eller bare ikører en tur i marken eller går en tur i skoven. 'Jeg tror, far og mor har haft et rigt liv på BØGEHØJGAARD.
Begivenheder i hans liv:
1. Beskæftigelse. Gårdmand
2. Bopæl, 1822.1850, Buhlseje Nørre Stenderup Vejle. 4
3. Bopæl, 1852.1880, Bøgehøjgård, Nørre Bjært Vejle. 5
4. Bopæl, 1890.1891, Nørre Bjert Vejle. 6
Bøgehøjgaard
Tolv generationer pá "Bøgehøjgàrd°
BUHL-slægten pa BØGEHØJGARRD i NR. BJÆRT kan uden særlige vanskeligheder føre stamtavlen tilbage til 1660. Før den tid kniber det lidt, selv om man ved, at der i landsbyen var en Buhl allerede i 1573, men som Slægt pa garden tæller man foreløbig 'kun' 12 generationer. Sidste generation er endda så ung som fra 7. juli i ar (1966), og nar den vokser til, er det jo slet ikke sikkert, at der kan drives landbrug på BØGEHØJGAARDS arealer, siger den nuværende ejer, gårdejer Henry H. Buhl.
Det er sønnesønnen, han taler om, for han mener nok, at sønnen kan få lov at drive den 72 tønder land store ejendom videre, men fortsætter byernes udvikling i området, bliver der ikke plads til de afgrøder, som skal sikre et familieliv på gården,
Rigtigt familiebrug
I bogstaveligste forstand er BØGEHØJGAARD blevet et familiebrug, idet det rummelige stuehus fra 1852 er indrettet med to lejligheder, hvor den ældre og den yngre generation lever sammen side Om Side Oq er fælles om driften. Indtil november forrige år var der fast fodermester på gården, og der var også en dygtig karl, men da Henry Buhl mistede dem begge, og det var vanskeligt at få erstatning, måtte han 'skrive' efter sønnen, som han selv udtrykker det.
Sønnen har fået en udmærket uddannelse ved landbruget, og efter at kobesætningen nu er solgt bort, driver far og søn gården med opdræt, søer og levering af godt loo fedesvin pr. år samt frø, græs og lucerneafgrøder.
Man er ved at stille sig om, for Henry Buhl tror ikke rigtig mere på et kvægholds rentabilitet i Danmark.
Med vid udsigt-
Den fire-længede gård er bygget i 1852, da Hans Hartvig Buhl fra BUHLSEJE i NR. STENDERUP havde giftet sig til BØGEHØJGAARD. Også i generationer tidligere havde det været svigersønner, som rykkede ind, men siden 1852 er gården gået i arv fra far til søn, og man værner her som på mange andre slægtsgårde om de klenodier, forældrene har samlet gennem tiderne.
Det har ikke altid været lige let for beboerne at klare sig, for krig og ufred drog ofte hen over egnen. Da den ældre Buhl i 1852 flyttede sin gård ud fra NR. BJÆRT landsby og lagde den ret afsides, mente folk i landsbyen, at han måtte være lidt til en side, men han klarede sig fint; og den ny gård viste sin holdbarhed. Han mageskiftede også en del jord bl.a. i forbindelse med anlæg af jernbanen fra FREDERICIA til KOLDING i 1866, og i dag er beboerne kun glade for, at han valgte denne placering.
Der er vid udsigt fra de bugtede agre, og alligevel er der læ i gården for alle vinde, takket være en fin plejet beplantning.
Godt kram har det været, da man byggede den ny gård, for meget står endnu, selv om der år efter år sker forbedringer, og der er ret meget tilbage af det oprindelige bindingsværk.
Stråtaget er også ved at blive fortrængt af fast tag. For stuehusets vedkommende skete det allerede i 1889, og den gang kunne I. A. Hansen i KOLDING lægge naturklinker på for kun 1296 kr. Den gamle regning opbevares endnu sammen med andre breve og skøder, som fortæller om slægtens hverdag gennem århundreder.
Henry Buhl og slægten regner den gamle møller og ejer af DONSGAARD som stamfader.
En stormnat i l7oo-tallet brast mølledæmningen, og manden mistede sin hustru, en datter og en tjenestepige. Det tog så hårdt på ham, at han købte en anden gård, den som blev kaldt BUHLSEJE.
Fornemt sølvtøj blev gemt bort.
Herfra stammer det sølvkrus, som siden har været i slægtens eje. Det er i fornem udførelse med en mønt fra 1695 i låget og med årstallet 1734 til at markere den festlige begivenhed, hvortil det er fremstillet. En sukkerbøsse fra 18o8 bærer navnet Hans Buhl. Det smukke arbejde er udført af en VEJLE-mester, mens man ikke ved, hvem der er mester for et fint hovedvandsæg fra 1812.
I 1733 har en ældre Buhl skullet være på rejse og som den holdne mand, han har været, fik han fremstillet et rejse-drikkekrus, som ligeledes er bevaret sammen med mange smukke skeer i samme gedigne udførelse.
Adskillige krige har raset siden. Gården har haft indkvarteringer i samtlige krige, lige til den sidste, men sølvtøjet har man forstået at bevare. Antagelig har det været gravet ned, sådan som den nuværende Henry Buhl og hans hustru gjorde det, da tyskerne i l94o rykkede ind i Danmark.
Også indkvarteringer
Tyskere fik man på gården også under sidste krig, men det var kun i ca. 14 dage, fortæller Henry Buhl. Det var dengang, der skulle sættes spærreballoner op mod de engelske flyvere. En af ballonerne skulle placeres bag gården her, og en dag kom en overbetjent fra KOLDING hertil sammen med en civil tysker og en officer og bad om kvarter.
Jeg var lige ved at gå ind og vise dem en af vore egne stuer, men så kom jeg til at tænke på vort gamle karlekammer i stalden. Jeg viste dem det, og mens politimanden fra KOLDING var noget betænkelig, sagde tyskeren straks ja, og så kom der en halv snes mand til at ligge i halmen her. De råbte og skreg, da englænderne var her den første nat, men siden rykkede de ud igen, da englænderne begyndte at flyve ind længere mod nord.
Siden mærkede vi ikke mere til tyskerne end andre, bortset fra de sidste dage, da de drog hjem. De kom og ville købe alt muligt, for de troede, at de skulle hjem og slås videre med russerne sammen med englænderne.
Min farfar mærkede også prøjserne i tre-års krigen 1848-49-50, men han slap næsten lige så let som os. Han var udtaget til skansearbejde ved FREDERICIA, men gennem en slugt ved gården inde i byen lykkedes det ham at rømme, og siden kom han så tilbage hertil og fik bygget sin gård.
Hønen var en fin passerseddel i 1864.
I 1864 havde han indkvartering af østrigerne, men de var flinke folk, har man fortalt os. Farfar skulle en dag til NR. STENDERUP, men beboerne måtte jo ikke komme ud af gårdene, så da han på sin hest kom ud på vejen, blev han stoppet af en vagtpost. Denne pegede imidlertid på en høne, som farfar fangede, vagten drejede hovedet om på hønen, og så var den passerseddel skrevet.
I l9o3 trådte hans søn, Hans Buhl, til, og han drev BØGEHØJGAARD indtil 1934. En voldsom udvikling i landbruget var han og den nuværende ejer vidne til. I laden hænger endnu den gamle plejl, som en daglejer svang dagen lang hele vinteren for at tærske kornet. Den værnes med samme omhu som stuehusets chatol, bornholmerure og kobberkedler, men den har fået selskab af en moderne mejetærsker, som BØGEHØJGAARD ikke kan undvære i sit moderniserede landbrug.
(Hentet fra KOLDING FOLKEBLAD, lørdag 13. august 1966).
---------------------------------------------------------------------------------------
Annelise Oxenvad Buhl, gift Hansen, datter fra BØGEHØJGAARD, skriver:
Vi børn, min bror og jeg, havde en god og fredelig barndom på BØGEHØJGAARD. Så mange små episoder fra en svunden tid dukker frem, når man går i egne tanker og skærer roser (jeg er gartnerkone nu) - både de gode og mindre gode.
Lad mig starte den 9. april l94o, da vi vågnede op en mørk, tidlig morgen ved lyden af tunge flyvemaskiner, en lyd, vi børn aldrig havde hørt. Far og mor stod med tårer i øjnene, så på de store, sorte 'fugle' og talte om fred og frihed. Krigsårene mærkede vi børn ikke så meget til, dog kan jeg huske, da tyskerne boede i karlekammeret ovre ved siden af hestestalden. Far ville i hvert fald ikke have dem i stuehuset., Han vendte ovenikøbet Hitlers billede mod væggen gentagne gange.
Den 5. maj 1945 var jeg en tøs på lo år. Min bror og jeg legede som så ofte før nede ved køernes vandhul i engen. Vi lavede skibe af træstykker, og brugte alle fars dyrebare søm til ræling. Vi så den lange række af biler på hovedvejen, og næste morgen gik flaget til tops på BØGEHØJGAARD.
Min far især har altid været meget traditionsbunden. Han er stadig lidt gammeldags på mange måder, men alligevel vågen for verden ude omkring. Han var i min barndom en højt respekteret mand i sognet. Var den fødte leder i foreninger og forstod at have folkehold på sin gård. Lidt 'herremand' måske, når han sad i folkestuen for bordenden og fik maden først serveret, og der var ingen, der rejste sig, før han havde sagt 'velbekomme'
I høsten var det altid far, der rakte de tunge neg op på vognen, så kunne han jo bestemme tempoet. Ryddeligt og pænt har der altid været om hans gård, og traditionen tro blev der hvert år kalket og stolpet på det kønne bindingsværk.
En del vand er løbet i åen siden dengang. Min bror og hans familie bor nu alene på BØGEHØJGAARD. De driver gården, som far gjorde, han var altid med på noderne. De unge har bygget lidt til og udvidet rækken af køer. Gamle maskiner er udskiftet med nye, men ellers er alt, som det var. I stuehuset er der sat et moderne køkken ind. Vi kan se, der er børn på gården igen. De har deres heste og kaniner at passe, som da vi var små.
Far og mor flyttede i maj 1973 til en stille villavej i Kolding. De bor nu hyggeligt og rart i deres lille hus. Deres smukke, gamle ting har de anbragt i de for os - til at begynde med - fremmede stuer, men nu føler vi os alle hjemme der, når vi er på besøg.
Far og mor har altid holdt traditionerne i hævd. Det første, der skete, da de var kommet i orden i det nye hus, var, at en flagstang blev anbragt i haven, og så ofte, det er muligt, vajer flaget på Rylevej.
Jeg tror, far ofte forbinder sit flag med den frie bonde, for han er stadig trods sin alder - bondemand, følger med i årstidernes skiften, og især vejrudsigten er vigtig - om de kan rense roer derude på gården i morgen -om de kan få køerne på græs, og er der græs nok? Ja, alle de ting, der optager en bondemands tanker fra morgen til aften gennem et helt, langt liv, er stadig fars.
Jeg tror, de af og til længes tilbage. De hjælper ofte derude eller bare ikører en tur i marken eller går en tur i skoven.
'Jeg tror, far og mor har haft et rigt liv på BØGEHØJGAARD.
Tolv generationer pá Bøgehøjgård
Tolv generationer pá "Bøgehøjgàrd°
BUHL-slægten pa BØGEHØJGARRD i NR. BJÆRT kan uden særlige vanskeligheder føre stamtavlen tilbage til 1660. Før den tid kniber det lidt, selv om man ved, at der i landsbyen var en Buhl allerede i 1573, men som Slægt pa garden tæller man foreløbig 'kun' 12 generationer. Sidste generation er endda så ung som fra 7. juli i ar (1966), og nar den vokser til, er det jo slet ikke sikkert, at der kan drives landbrug på BØGEHØJGAARDS arealer, siger den nuværende ejer, gårdejer Henry H. Buhl.
Det er sønnesønnen, han taler om, for han mener nok, at sønnen kan få lov at drive den 72 tønder land store ejendom videre, men fortsætter byernes udvikling i området, bliver der ikke plads til de afgrøder, som skal sikre et familieliv på gården,
Rigtigt familiebrug
I bogstaveligste forstand er BØGEHØJGAARD blevet et familiebrug, idet det rummelige stuehus fra 1852 er indrettet med to lejligheder, hvor den ældre og den yngre generation lever sammen side Om Side Oq er fælles om driften. Indtil november forrige år var der fast fodermester på gården, og der var også en dygtig karl, men da Henry Buhl mistede dem begge, og det var vanskeligt at få erstatning, måtte han 'skrive' efter sønnen, som han selv udtrykker det.
Sønnen har fået en udmærket uddannelse ved landbruget, og efter at kobesætningen nu er solgt bort, driver far og søn gården med opdræt, søer og levering af godt loo fedesvin pr. år samt frø, græs og lucerneafgrøder.
Man er ved at stille sig om, for Henry Buhl tror ikke rigtig mere på et kvægholds rentabilitet i Danmark.
Med vid udsigt-
Den fire-længede gård er bygget i 1852, da Hans Hartvig Buhl fra BUHLSEJE i NR. STENDERUP havde giftet sig til BØGEHØJGAARD. Også i generationer tidligere havde det været svigersønner, som rykkede ind, men siden 1852 er gården gået i arv fra far til søn, og man værner her som på mange andre slægtsgårde om de klenodier, forældrene har samlet gennem tiderne.
Det har ikke altid været lige let for beboerne at klare sig, for krig og ufred drog ofte hen over egnen. Da den ældre Buhl i 1852 flyttede sin gård ud fra NR. BJÆRT landsby og lagde den ret afsides, mente folk i landsbyen, at han måtte være lidt til en side, men han klarede sig fint; og den ny gård viste sin holdbarhed. Han mageskiftede også en del jord bl.a. i forbindelse med anlæg af jernbanen fra FREDERICIA til KOLDING i 1866, og i dag er beboerne kun glade for, at han valgte denne placering.
Der er vid udsigt fra de bugtede agre, og alligevel er der læ i gården for alle vinde, takket være en fin plejet beplantning.
Godt kram har det været, da man byggede den ny gård, for meget står endnu, selv om der år efter år sker forbedringer, og der er ret meget tilbage af det oprindelige bindingsværk.
Stråtaget er også ved at blive fortrængt af fast tag. For stuehusets vedkommende skete det allerede i 1889, og den gang kunne I. A. Hansen i KOLDING lægge naturklinker på for kun 1296 kr. Den gamle regning opbevares endnu sammen med andre breve og skøder, som fortæller om slægtens hverdag gennem århundreder.
Henry Buhl og slægten regner den gamle møller og ejer af DONSGAARD som stamfader.
En stormnat i l7oo-tallet brast mølledæmningen, og manden mistede sin hustru, en datter og en tjenestepige. Det tog så hårdt på ham, at han købte en anden gård, den som blev kaldt BUHLSEJE.
Fornemt sølvtøj blev gemt bort.
Herfra stammer det sølvkrus, som siden har været i slægtens eje. Det er i fornem udførelse med en mønt fra 1695 i låget og med årstallet 1734 til at markere den festlige begivenhed, hvortil det er fremstillet. En sukkerbøsse fra 18o8 bærer navnet Hans Buhl. Det smukke arbejde er udført af en VEJLE-mester, mens man ikke ved, hvem der er mester for et fint hovedvandsæg fra 1812.
I 1733 har en ældre Buhl skullet være på rejse og som den holdne mand, han har været, fik han fremstillet et rejse-drikkekrus, som ligeledes er bevaret sammen med mange smukke skeer i samme gedigne udførelse.
Adskillige krige har raset siden. Gården har haft indkvarteringer i samtlige krige, lige til den sidste, men sølvtøjet har man forstået at bevare. Antagelig har det været gravet ned, sådan som den nuværende Henry Buhl og hans hustru gjorde det, da tyskerne i l94o rykkede ind i Danmark.
Også indkvarteringer
Tyskere fik man på gården også under sidste krig, men det var kun i ca. 14 dage, fortæller Henry Buhl. Det var dengang, der skulle sættes spærreballoner op mod de engelske flyvere. En af ballonerne skulle placeres bag gården her, og en dag kom en overbetjent fra KOLDING hertil sammen med en civil tysker og en officer og bad om kvarter.
Jeg var lige ved at gå ind og vise dem en af vore egne stuer, men så kom jeg til at tænke på vort gamle karlekammer i stalden. Jeg viste dem det, og mens politimanden fra KOLDING var noget betænkelig, sagde tyskeren straks ja, og så kom der en halv snes mand til at ligge i halmen her. De råbte og skreg, da englænderne var her den første nat, men siden rykkede de ud igen, da englænderne begyndte at flyve ind længere mod nord.
Siden mærkede vi ikke mere til tyskerne end andre, bortset fra de sidste dage, da de drog hjem. De kom og ville købe alt muligt, for de troede, at de skulle hjem og slås videre med russerne sammen med englænderne.
Min farfar mærkede også prøjserne i tre-års krigen 1848-49-50, men han slap næsten lige så let som os. Han var udtaget til skansearbejde ved FREDERICIA, men gennem en slugt ved gården inde i byen lykkedes det ham at rømme, og siden kom han så tilbage hertil og fik bygget sin gård.
Hønen var en fin passerseddel i 1864.
I 1864 havde han indkvartering af østrigerne, men de var flinke folk, har man fortalt os. Farfar skulle en dag til NR. STENDERUP, men beboerne måtte jo ikke komme ud af gårdene, så da han på sin hest kom ud på vejen, blev han stoppet af en vagtpost. Denne pegede imidlertid på en høne, som farfar fangede, vagten drejede hovedet om på hønen, og så var den passerseddel skrevet.
I l9o3 trådte hans søn, Hans Buhl, til, og han drev BØGEHØJGAARD indtil 1934. En voldsom udvikling i landbruget var han og den nuværende ejer vidne til. I laden hænger endnu den gamle plejl, som en daglejer svang dagen lang hele vinteren for at tærske kornet. Den værnes med samme omhu som stuehusets chatol, bornholmerure og kobberkedler, men den har fået selskab af en moderne mejetærsker, som BØGEHØJGAARD ikke kan undvære i sit moderniserede landbrug.
(Hentet fra KOLDING FOLKEBLAD, lørdag 13. august 1966).
---------------------------------------------------------------------------------------
Annelise Oxenvad Buhl, gift Hansen, datter fra BØGEHØJGAARD, skriver:
Vi børn, min bror og jeg, havde en god og fredelig barndom på BØGEHØJGAARD. Så mange små episoder fra en svunden tid dukker frem, når man går i egne tanker og skærer roser (jeg er gartnerkone nu) - både de gode og mindre gode.
Lad mig starte den 9. april l94o, da vi vågnede op en mørk, tidlig morgen ved lyden af tunge flyvemaskiner, en lyd, vi børn aldrig havde hørt. Far og mor stod med tårer i øjnene, så på de store, sorte 'fugle' og talte om fred og frihed. Krigsårene mærkede vi børn ikke så meget til, dog kan jeg huske, da tyskerne boede i karlekammeret ovre ved siden af hestestalden. Far ville i hvert fald ikke have dem i stuehuset., Han vendte ovenikøbet Hitlers billede mod væggen gentagne gange.
Den 5. maj 1945 var jeg en tøs på lo år. Min bror og jeg legede som så ofte før nede ved køernes vandhul i engen. Vi lavede skibe af træstykker, og brugte alle fars dyrebare søm til ræling. Vi så den lange række af biler på hovedvejen, og næste morgen gik flaget til tops på BØGEHØJGAARD.
Min far især har altid været meget traditionsbunden. Han er stadig lidt gammeldags på mange måder, men alligevel vågen for verden ude omkring. Han var i min barndom en højt respekteret mand i sognet. Var den fødte leder i foreninger og forstod at have folkehold på sin gård. Lidt 'herremand' måske, når han sad i folkestuen for bordenden og fik maden først serveret, og der var ingen, der rejste sig, før han havde sagt 'velbekomme'
I høsten var det altid far, der rakte de tunge neg op på vognen, så kunne han jo bestemme tempoet. Ryddeligt og pænt har der altid været om hans gård, og traditionen tro blev der hvert år kalket og stolpet på det kønne bindingsværk.
En del vand er løbet i åen siden dengang. Min bror og hans familie bor nu alene på BØGEHØJGAARD. De driver gården, som far gjorde, han var altid med på noderne. De unge har bygget lidt til og udvidet rækken af køer. Gamle maskiner er udskiftet med nye, men ellers er alt, som det var. I stuehuset er der sat et moderne køkken ind. Vi kan se, der er børn på gården igen. De har deres heste og kaniner at passe, som da vi var små.
Far og mor flyttede i maj 1973 til en stille villavej i Kolding. De bor nu hyggeligt og rart i deres lille hus. Deres smukke, gamle ting har de anbragt i de for os - til at begynde med - fremmede stuer, men nu føler vi os alle hjemme der, når vi er på besøg.
Far og mor har altid holdt traditionerne i hævd. Det første, der skete, da de var kommet i orden i det nye hus, var, at en flagstang blev anbragt i haven, og så ofte, det er muligt, vajer flaget på Rylevej.
Jeg tror, far ofte forbinder sit flag med den frie bonde, for han er stadig trods sin alder - bondemand, følger med i årstidernes skiften, og især vejrudsigten er vigtig - om de kan rense roer derude på gården i morgen -om de kan få køerne på græs, og er der græs nok? Ja, alle de ting, der optager en bondemands tanker fra morgen til aften gennem et helt, langt liv, er stadig fars.
Jeg tror, de af og til længes tilbage. De hjælper ofte derude eller bare ikører en tur i marken eller går en tur i skoven.
'Jeg tror, far og mor har haft et rigt liv på BØGEHØJGAARD.
Hans blev gift med Johanne Jensdatter Schelde, datter af Jens Christiansen Schelde og Maren Jensdatter, den 23. mar. 1850 i Eltang Kirke Vejle.1 (Johanne Jensdatter Schelde blev født den 30. jun. 1815 i Eltang Kirke Vejle 7 og døde den 8. feb. 1908 i Eltang Kirke Vejle 8.)
|