Johannes Monrad

  Notater:

3 ekstra børn

Fra Paul Nedergaard:

Johannes Monrads navn er i lige grad knyt-tet til højskolen og til dansk menighedsliv. Da han efter 26 aars højskolegerning i Rys-linge gik over i kirkelig virksomhed som sog-nepræst i Kølstrup paa Fyn, hvor han afløste sin svoger, Arne Møller, der da var blevet se-minarieforstander, var det en forandring, men ikke noget stort spring. Som det blev sagt af hans søn, pastor Gunnar Monrad, ved jorde-færden i Kølstrup, var han baade præst og højskolemand livet igennem. Under de meget svære brydninger, der opstod i Ryslinge valg-menighed i aarene efter 1920, var Monrad den ledende ved dannelsen af >den grundtvigske valgmenighed<. Men højskolens elevtal und-gik ikke at blive stærkt paavirket af det gny, Ryslinge-striden gav. Han var med i arbejdet for kirkelig frihed. Her var han den drivende kraft ved landsmøder i Odense, hver gang den kirkepolitiske udvikling, som han, i sin faders aand, fulgte med stor aarvaagenhed, krævede en indsats fra venner af kirkelig frihed. Han har bl a skrevet en lille ypperlig bog: Grundt-vigsk Kirkepolitik (1911). Af natur var han tilbageholdende, men traadte frem, naar han følte han maatte træ-de frem og saa var der myndighed over denne uselviske mands tale og færd. \emdash Der var no-get straalende indtagende ved ham. At møde ham var opmuntring. Han var en folkeopdra-ger i ordets ædleste forstand. (H. S. i Højskole-bladet 1948, s 390). Stiftsprovst Johs. Fog-Petersen skriver: Tiden omkring aarhundredskiftet var en bevæget tid. Georg Brandes og hans mænd havde ikke mere uanfægtet deres domineren-de stilling paa bjerget. Det aandelige røre i 90'erne havde svækket den. Modsætningen mellem kristentroens modstandere og tilhæn-gere traadte skarpt frem. Paa store studenter-møder tørnede de to livsanskuelser sammen i hvasse diskussioner, som studenterne fulgte med levende opmærksomhed. For dem, der blev studenter i denne >rette tid>, var det in-spirerende og tankevækkende og gav impul-ser til selvarbejde og selvtænkning. Foruden at deltage i de store studentermø-der samledes en voksende kreds af studenter fra grundtvigske hjem udover landet i >Stu-denterkredsen<, som i disse aar oplevede en fornyelse. Her hørte Johannes Monrad til den faste stab sammen med hans nære venner. Blandt den kan nævnes hans barndomsven fra Køge Christian Ludwigs, den senere Aal-borg-biskop, og Anders Vedel, den senere høj-skoleforstander. Det lykkedes at faa lie' theol J. P. Bang til at blive >Studenterkredsen>s formand og under hans ledelse planlagdes og gennemførtes det store studentermøde paa Askov Højskole sommeren 1900. Det var før-ste gang, studenter i flok besøgte en folkehøj-skole og holdt sommermøde der. Og det var begyndelsen til de talrige studentermøder paa landets højskoler, som har været afholdt i de sidste 50 aar. Johannes Monrad var med liv og sjæl med i arbejdet for at faa forbindelsen mellem >Studenterkredsen> og højskolen i stand. For adskillige af dem, der deltog i Askov-mødet, fik det varig betydning, at de lærte højskolen og dens mænd at kende og som tilhørere sad paa højskolebænkene. Blandt dem var Johannes Monrad. Og det var de store nordiske kristne studen-termøders tid. Johannes Monrad deltog i mø-det paa Leekø, det skønne gamle slot ved Vå-nerens sydkyst. 1903 blev for ham et indholdsrigt og af-gørende aar. Om sommeren tog han teologisk embedseksamen, og \emdash inden han blev præst ville han en tid være højskolelærer \emdash for-øvrigt en ypperlig praktisk uddannelse for vordende præster. Johannes Monrad kom til Ryslinge. Det fejlede næppe, at vennen An-ders Vedel her havde været mellemmand. Som student havde han en kortere tid været paa Ryslinge højskole og optaget \emdash som kun han kunne være det \emdash fortalte han sine ven-ner i København derom. \emdash Og saa oplevede Johannes Monrad 1903 det rystende at miste sin fader, der døde plud-selig søndag morgen 18. oktober, kun 55 aar gammel. \emdash Ryslinge! \emdash Navnet var den gang en fan-fare for det grundtvigske kirkelige og folke-lige liv \emdash ikke blot paa Midtfyn, men udover landet. 'Der var kun forløbet 18 aar siden Vil-helm Birkedal paa dramatisk maade tog af-sked med sin menighed. Paa valgmenigheds-kirkens prædikestol stod nu Karl Povlsen, paa højskolens talerstol forstander Alfred Povl-sen. Mon andre end de, der selv har mødt den-ne i sandhed betydelige, aandeligt myndige mand kan danne sig det rette billede af ham. Hans ord faldt stille og stærkt med vægt og autoritet, og de ramte, ungdommen viste ham ubetinget ærbødighed. Den kunne ikke andet. Mellem ham og den ny højskolelærer kom et frugtbart og rigt samarbejde i gang, og det stod sin prøve op gennem aarene. For Johan-nes Monrad, hvis Ryslinge-ophold vel oprinde-lig var tænkt at skulle- være af kortere varig-hed \emdash det var ikke sunget for hans vugge, at han skulle være højskolelærer \emdash blev i Rys-linge i 26 aar. Ryslinge og højskolearbejdet holdt ham fast. I sin hustru fik han den bed-ste medhjælp og støtte under højskolearbejdet og senere i præstegerningen i Kølstrup. I den sydlige udkant af højskolens have fik de de-res egen bolig og indrettede her det smukke og hyggelige hjem, som det var en glæde at gæste. Der ligger et skønt lys over minderne fra besøg i deres hjem, >Monrads Hus<, som man kaldte det i Ryslinge. Selv om Monrad naturligvis som højskolelærer lærte af Alfred Povlsen, var han saa forskellig fra sin lære-mester trods alt, hvad de havde tilfælles, at han maatte forme sit arbejde og sin under-visning paa sin egen maade. Det er overflø-digt at bemærke, at han fik fuld frihed til at gøre det. Han havde i sine foredrag en levende fremstillingsevne, byggede sin historiske skil-dring op af de mange smaa træk, der udgør det virkelige liv. Han var klar i sin tale, usen-timental, men bag hans ord var bunden var-me. Der er sagt om ham, at han som højskole-mand var præst og som præst højskolemand. Han var, hvad han var og kunne ikke være anderledes. Han var et menneske af ja og nej. Han var ikke til at tage fejl af. Derfor var der ogsaa myndighed og autoritet i hans tale. Blandt eleverne \emdash som hvor han færdedes \emdash virkede han ikke mindst ved sin aandslivlige samtale, sin humor og friske iagttagelses-evne. I det aarsskrift, Ryslinge Højskoles Elev-forening udsender, >Ryslingebogen<, der i aarenes løb er blevet et særdeles fyldigt og indholdsrigt skrift \emdash vistnok ogsaa ved Mon-rads medvirken \emdash har han offentliggjort ad-skillige foredrag, der er betegnende for ham og hans højskolegerning. Det gælder ikke mindst det foredrag, der findes i >Ryslinge-bogen< for 1920. Han har givet det overskrif-ten: >Paa Skridesand<\emdash . Det haarde vejr, som i 20'erne gik hen over Ryslinge, ramte ogsaa skolen, og Johannes Monrad og hans hustru mente det nødvendigt at bryde op fra deres højskolegerning. Det var et svært skridt at tage. Men han tog det. Han hørte til de mennesker, der ikke lægger deres skuffelse og sorg over paa andre, men bærer den selv. Men ogsaa gennem dette modnedes han til den gerning, der ventede ham i Køl-strup, hvor han 1929 blev sin svoger dr Arne Møllers eftermand. I foredraget: >Paa Skride-sand> møder vi manden, der kunne blive præst. I Kølstrup gamle præstegaard med den her-lige have ud 'mod Kertinge Nor fik han og hans hustru deres andet smukke hjem paa et af de skønneste steder paa Fyn. Nu traadte han i sine fædres spor. Ved siden af præste-gerningen, som tog ham, var han paa mange maader virksom. Han var meget optaget af arbejdet for soldaterne. Se foran. Men hans hovedopgave var arbejdet i K S 98. Faa var som han egnet til formandspladsen der. Be-sættelsesaarene laa tungt paa ham. Og han var i første række blandt dem, der gjorde et arbejde for at modvirke, at vort folk skulM forgiftes af den onde sæd i de aar. (Højskole-bladet 1948. S 400-03). \emdash Kirkeligt Samfunds sekretær, pastor Edvard Pedersen, skriver bl a: >Det var ikke i Kirkeligt Samfunds arbejde, jeg første gang mødte Johannes Monrad. Det var paa Ryslinge højskole, og det var midt i sammenbrudet, der paa grund af forholdene var uafvendeligt. Jeg rejste derfra med en pinende fornem-melse i mit sind; men ogsaa med en stor be-undring for den rejsning, der var over Mon-rad midt i nederlaget, som dog ikke var hans personligt, selvom det i særlig grad ramte ham. Da jeg længe senere sad i hans studerevæ-relse i Kølstrup præstegaard og hørte ham sige: >Faar man sine kegler slaaet over ende eet sted, maa man rejse dem et andet>, da gik mine tanker til Ryslinge, og jeg saa for mig Monrad staa ved sit skrivebord og tygge paa pibespidsen og sige noget. Keglerne blev rejst. Ham var der stadig brug for. 'Han blev præst og en af de mest reelle præstetyper, man kan tænke sig. Uden nogen som helst udvortes virkemidler til at fremhæve noget i sin forkyndelse, lod han sa-gen staa alene, ganske som den var. Dette be-virkede naturligvis, at nogen kaldte ham >kold<. Men de, der rigtig lærte ham at kende, vidste, at han var ikke kold. Han var netop hjertelig, og i sin hjertelighed helt igennem ægte. Blev Monrads arbejde i højskolens tjeneste afbrudt, fordi han blev stillet overfor det umulige, saa blev hans rige evner og prak-tiske haandelag taget i brug i det kirkelige ar-bejde og kom dette til gode. I næsten 30 aar var han medlem af KSs hovedbestyrelse, og i 16 aar var han formand. I 1946 traadte han tilbage; men 'han lod sig vælge ind i bestyrel-sen som almindeligt medlem. Noget saadant er vist meget sjældent set; men det er udtryk for den store kærlighed, han havde til KSs arbejde, og den spænding, hvormed han fulg-te den nye store opgave, Vartov havde stillet KS overfor. . ,Monrads kræfter slog ikke til til den væl-dige tørn, der forestod med købet af Vartov. Det vidste han. Han fik ikke lov til at se op-gaven helt løst. Det kunne man have undt ham. Men iøvrigt gav KS ogsaa ham mange ting at tumle med i hans slidsomme formandstid.
I den periode indfandt sig nemlig den store økonomiske krise. Der maatte skæres ned sta-digvæk og spares ... I selve bestyrelsesmøderne var Johannes Monrad den ideelle forhandlingsleder. Altid kunne han faa en sag til at glide \emdash ikke mindst ved hjælp af den humor, der sad ham i blodet, og som ogsaa kunne give sig udslag i det ironiske, spydige og sarkastiske, naar man var paa tomandshaand med ham. Et udslag af gammel fornem kultur! Men et udslag i retning af det profetiske har man i den bemærkning af Johannes Mon-rad, da vi en dag var faldet i staver midt i snakken. Han siger: >Det, vi trænger til inden for KS, er en stor opgave; saa faar vi nok vand under kølen.> Denne bemærkning, som ikke er af ny dato, har jeg ikke kunnet glemme. Opgaven blev Vartov (Mgh'bl 1948 s 342). To af hans sønner talte ved begravelsen (Højskolebi 5. nov 48): Af pastor Gunnar 'Monrads tale: Far var blevet gammel nu. De sidste aar var alderdommens. De dejlige øjne, der kunne lyse med lune og skælmeri, var bedrøvede og trætte paa det sidste. Det var syndsfølelse, far led under, det var ikke skuffet ærgerrig-hed eller bristede drømme, men han syntes, der var lagt forpligtelser hen til ham, som han ikke havde gjort fyldest overfor. Ikke mange iblandt eder bliver lærere, for de skal faa en haard dom. Det er et arveord i den præste-slægt, han er rundet af. \emdash Livet i Guds rige blev mere og mere det eneste for ham. Af forstander J. H. Monrads tale: Fars før-ste prædiken i denne 'kirke handlede om myn-dighed. Et stilfærdigt ord, et sørgmodigt blik sad i os længe efter. 'Fars øjne fulgte os, naar vi ikke var sammen. Ogsaa om mandighed vidnede far for os. 'Han kom ud for skuffelser, men han klagede ikke. Han troede i det læng-ste paa det gode. Selv sagde han for nylig, at han var en lykkelig mand, og jeg tror ham paa hans ord. Han elskede børn og de ham ... En aaben natur var far ikke. Han fortalte ikke meget om sig selv, men vi vidste, hvor varmt hans hjerte var. Hans redelighed forhindrede ham i at sige mere, end han kunne staa ved. Myndighed, mandighed, ridderlighed, redelig-hed, danskhed og kristendom, det var, hvad far vidnede om over for os. Biskop H. Ølgaard skrev i >Fyns Tidende<: >Der er intet navn, der har haft saa stor be-tydning i Kirkeligt Samfunds 5Oaarige histo-rie som navnet: Monrad. En af de betydeligste af stifterne var J. H. Monrad, sognepræst ved Marmorkirken. Hans ældste søn, Johannes, kom ind i be-styrelsen i 1918 og sad i den i 30 aar, deraf de 15 som formand \emdash og fulgte der i sin faders spor, midtpunktsøgende og frisindet, en mand, man lagde mærke til, ikke blot paa grund af hans udseende, men ogsaa paa grund af hele hans fremtræden, rolig og klar. Han havde en fortræffelig maade at lede store møder paa, \emdash forstod som faa at indlede og afslutte saa-danne med de rigtige ord. 'Han havde en stor-artet maade med et smil at berolige oprørte gemytter, altid taktfuld. Det var ham, der indbød IMs formand til at tale ved et venne-møde i Odense og sagde baade til Bartholdy og til de grundtvigianere, der var vrede paa ham for det, de ord, som tiltrængtes. Han var det, som seminarieforstander Bred-strup skriver om hans far: >Ikke nogen fø-rer, skønt han vistnok havde ikke faa af en høvdings egenskaber. Han ville nøjes med at være skildvagt<. Jeg kunne ændre lidt ved billedet, saa det bliver endnu mere træffende: >Han ville nøjes med at være vagtkomman-dør< \emdash den, der sidder i vagtstuen og derfra dirigerer skildvagterne uden selv at træde frem.< rOm fru Regitze Monrad skriver Ernst Fink i >Højskolebladet<: Fra præstegaarden i Blære, hvor hun er født, blev hun som lille pige >laant< ud til sin mormor, fru Regitze Sophie Zinn, f Gjød-vad, der gennem sine fortællinger om svund-ne dages forhold og mennesker helt tilbage til 1820 var med til at opbygge en meget levende slægts- og traditionsfølelse for et helt aarhun-dredes danske kulturliv med Grundtvigs ger-ning som det centrale. Naar fru Monrad kom til at tale om dette, var hun i sit es og aaben-barede en utrolig hukommelse og fin dømme-kraft og var lykkelig over selv at have levet med i denne rige vækkelsestid. Fru Monrad var en dygtig dansklærerinde. der bl a havde Fritz Wartenweiler som, elev. og hans danske har holdt godt. \emdash Fra 1929 til 46 var Kølstrup præstegaard deres hjem. Her dyrkedes et rigt familieliv, som højskoletiden ikke gav saa megen tid til. \emdash De sidste aar skulle nydes i Københavns omegn, hvor de glædede sig til at træffe sammen med en stor flok af gamle ungdomsvenner. Det blev en skuffelse. Pastor Monrad var allerede en svag mand, og huset i Vangede havde ,daarlig tra-fikforbindelse. I 1948 flyttede de til Høng. hvor deres ældste søn J. H. Monrad er forstan-der for Høng Studenterkursus. Naar fru Regitze Monrad gik sin daglige spadseretur i Høng, skete det med en naturlig dronningelig værdighed. Man mødte et fint menneske og samtidig en repræsentant for et stykke Danmark, som, tilhører fortiden, men som vi maa haabe vil genfødes engang. Man mødte et dannet menneske, dannet af en rig aandelig kultur fra barnsben. Fru Monrad fulg-te trofast med i højskolelivet omkring Høng Husmandsskole, og hendes opmuntring og kri-tik var vel værd at tage imod, den var med-levende og derfor god.

  Begivenheder i hans liv:

1. Beskæftigelse: Sognepræst, Cand.theol. forstander på Ryslinge folkehøjskole, 1929 til 1946, Kølstrup Kirke Odense. ¹

Johannes blev gift med Regitze Charlotte Jungersen, datter af Frederik Olfert Jungersen og Regitze Sophie Zinn, den 12. sep. 1907. (Regitze Charlotte Jungersen blev født den 2. feb. 1880 i Blære Kirke Aalborg og døde den 29. mar. 1951 i Kølstrup Kirke Odense.)